En vanskelig dame - Duftlupinen

Duftlupinen "Pink Javelin" er altså en vanskelig dame at få til at spire. I hvert fald i mine hænder. Men hun er jo så bedårende, og når hun til og med dufter, så måtte hun altså bare bo i min have i sommer.

Duftlupinen "Pink Javelin"

Dufte har et direkte "link" til "krybdyr-hjernen", og når det drejer sig om vidunderlige blomsterdufte, så sender de besked til hjernen om "Fred og ingen fare".  Så alt, hvad jeg holder af , som til og med er bedstemoragtigt OG som dufter, skal vokse i Den Helbredende Have.

Stædig
Jeg synes grundlæggende ikke det er svært at lave lupiner selv, de er lykkedes fint. Røde, pink, hvide - alle mulige afarter af Russel-lupinerne. Men den et-årige duftlupin har virkelig drillet mig.

Nu skal man ikke komme her og være obsternasig i min have, og når jeg har sat mig for at ville prøve en-årige, så har de bare også at makke ret....  Tanken faldt mig overhovedet ikke ind, at jeg kunne have fået gamle uspiredygtige frø fra leverandøren. Hele 4 gange forsøgte jeg mig før det lykkedes.

Nå.

Forklaringen på, at de bare lå og formuldede nede i potterne hele marts og april og et stykke ind i maj, må ligge hen i det uvisse, for endelig dukkede de op. Og så er alt jo glemt og livet er godt igen.

Duftens nydelse
Jeg går hver dag ud og stikker næsen ned i dem. Det er i sig selv lidt fysisk træning af gå og bukke sig. OG da de går til midt på lårene, er det en smal sag.
Den sarte, nænsomme opmærksomhed, man har, når man sender sin næses sanser ud i et rum og dufter........... Det er det hele værd.

Når så nysgerrigheden og ens udadvendte sansning belønnes... Ahhhhhhhhhh, så er alt godt i en kort lykkerus´ stund.

Duften hos "Pink Javelin" er ikke en kraftig duft, men den er der. Resten af nydningen går til øjnene.

Nyd din tirsdag - hele dagen!

Solglimt og diamanter

Når livet ligger på det yderste af kanten og vibrerer,

  - skal det nu den ene vej, eller

 ... skal det den anden vej...

.... når tankerne bliver for mange og bekymringerne oversvømmer sind og sjæl

Eden Rose/Willestrup

så er en tur i haven det, der gør, at jeg kan se op mod himlen igen og være klar over, at liv ER liv og at det bare SÅ gerne vil leves.

Lupin

Jeg har været bekymret for HVOR mange gange, min mor kan tåle at være i narkose... efter frontalsammenstød for 48 år siden, udskiftning af bryst, bortskæring af stk. af tarm, stop af blodprop i hjertet, nye hofter og nu nyt knæ.

Rød grønkål

Og jeg har været bekymret for, hvor mange gange min far har kunnet tåle at være bange for hendes liv.

Sådan rent mentalt.

Erhmmm, rød krølsalat

Og når så alt viser sig at være godt og jeg hører min mors blide stemme i mobilen og min gamle demente og hørehæmmede fars lettelse, så føles det som et rent og hjerteligt smil fra himmelrummet, når solen bryder frem og skinner ned i alle vanddråberne.

Det var bare det, jeg ville sige. 

Constance Spry

Levende weekend til alle!

Hvad blomstrer sidst i maj?

Min datter og hendes forlovede skal have bryllup her i Den Helbredende Have i maj 2013, og hvis jeg skal have haven fuld af blomster, så må jeg skue fremad. Skal jeg oveni købet 'fabrikere' dem selv, er det med om at være i god tid.

Joooo, kom ikke her og sig, at planlægning er opreklameret.

Jeg er i fuld gang med at virkeliggøre blomstringen. Er nu nogenlunde på omgangshøjde, hvad angår tulipaner. Har læst, at man kan "dreje" løget, så de kommer senere, eller plante dem dybere. Men det er jo ikke nok.

Hvad skal der mere ske i Den Helbredende Have, som kan give en blomstring der, omkring 23. maj?

Jeg synes det er en svær opgave, da de fleste tulipaner er på retur og der opstår ligsom en "pause" inden junis første flor af tidlige Roser, Lupiner, Geranier, Prydløg.

Det eneste andet, jeg kan finde på, som blomstrer på den tid er VIOLA. Ikke dem, som dukker op af sig selv, skønt de jo dufter bedårende og er sunde og velsmagende (i honning, f.eks.).

Dette er en vild martsviol. Er jo afblomstret til den tid, men er dog skøn alligevel.

Næhhh:

Stedmoder eller Hornviol.

Måske.

I lang tid gik jeg i den forvisning om, at Stedmoder og Hornviol blot var vinter/tidligt forårsblomster.

Jeg gik og smilede fro tilbage til deres glade små, smilende ansigter, men rev dem så op med hård hånd og smed dem ud, når de var blevet langbenede og ranglede. Hvilket de jo sådan set nemt bliver, hvis de er plantet mellem stauderne i den bare jord og så bliver "fortrængt" af de fremvoksende stauder.

Nu er det imidlertid gået op for mig, at de sådan set sagtens kan genblomstre langt hen i både juni - ja og juli, hvis man blot tager sig lidt af dem.

F.eks. er hjemme på den tid af året, hvilket jeg oftest ikke er, men sådan bliver det de næste par år.

Derfor har jeg bestemt at de skal være en del af den helbredende have for fremtiden. Det er nemlig rigtigt helbredende at gå og smile til sine blomster, hvilket jeg sådanset ofte gør, men få smiler så kærligt tilbage som netop VIOLA.

 

http://aquilegiaviridiflora.blogspot.com/2012/02/give-away-nye-lsere-fra-dd-deltager-med.html

(hvis nogen vil give mig et tip om, hvordan jeg får linket lagt ind i billedet, eller.... du ved, hvad jeg mener.... så ja, tak)

Da jeg så så søde Susanne Irmings lille "Give away"-ting, så er der jo ingen vej udenom end at lade en lille lykke-fe råde, og håbe det bedste.

For de sorter, hun har sat på højkant er fantastiske.

• Nuttede og samtidigt livlige. 
• Sarte og samtidigt stærke og robuste. 
• Ligesom min datter og hendes forlovede. 
• Og deres kærlighed

Så der skal sås, skal der. En gang i juni, tror jeg er det tidspunkt, hr. Dalby har sagt.

Men hvad skal jeg ellers ty til?

Skal jo have et brusende blomsterflor. Smukt, forårsagtigt. Uden at være ALT for overstrømmende romantisk.

Hvis du har idéer, så sig frem.

Hvad nyder du mest i slutningen af maj?

Årskavalkade: Gensyn i den røde farvaskala

I årskavalkaden med gensynsbilleder fra året der gik i hele januar i den helbredende have er vi gevaldigt bagud.

Jeg har nemlig været på besøg hos mine forældre og har, ud over samværet med dem, behaget mig selv med:

Nogle aflagte "Alt om Haven", som min mor har hamstret på genbrugsstationen. Utroligt, at nogen vil skille sig af med dem! Og det var bare skønt at ligge under regnens trommen i deres havestue med overvintrende Citrontræer, Nerier, Pelargonioer og Engletrompeter og hvile/sove (også om natten).
Det var ikke megen søvn, jeg fik, skulle jo lige nå at "læse billeder" - stor nydelse! Eller også var det... - og det var det nok - omvendt:

I de perioder, jeg havde svært ved at falde i søvn - eller blev vækket af tinnitussen, nakkesmerter eller regnen, havde jeg lidt at beskæftige mig med.

Inden jeg tog hjem, gik vi ud og gravede lidt div. op til mig:

Det var bla. Nogle stikllinger og vildskud fra Rynkeblad, en smuk stedsegrøn busk. 5-7 1-års-rosetter af Digitalils, en enkelt Bergenia mere (for hønsene har skrabet alt væk. undtagen stokkene, af dem jeg fik tidligere), en del studenternelliker (1.-årsskud) samt - og det her er det bedste:

To rødder af Vinrabarber.

Jeg havde selv de skønneste.... som du kan se her, men jeg var kommet til at vande dem med et "hekse-afkog" af UFORTYNDET brændenældevand og hønsemøg. Og det kunne de jo altså ikke klare!

Mørkets kræfter skal anvendes med den allerstørste omhu! (Vidste det egentlig godt).

Nu til Kavalkaden:

Haveklinte er nogle af de "ukrudts-agtige 2-årige, jeg nyder at have iu haven. De spreder sig over det hele, hvis ikke man er der med saksen, men de er vidunderlige "humørspredere" i et bed. Med deres distinkte skarpt  - nærmest psykadeliske pink/cyklamen farve i små skyer, er det eminente til at skabe kontraster i alt det grønne eller yndige blegrosa.

Mine høstphlox har vi vist kikket på før, men jeg er også ret vild med dem! Har tilsyneladende fået en lille rod med fra planteskolen med en sart lyserød. Hvis der er nogen, der kan genkende sorterne, så sig endellig frem. Har glemt at gemme informationerne. Desværre, kunne man sige. Men det gør jo ikke nydelsen af dem mindre. 

Digitalis, mine skønne duller. De er bare så vidunderlige. Selvrådende, stærke og dog sarte at se på på samme tid, robuste og selvvedligeholdende. Smukke som babyer, rolige 1-årige og famefatale-i blomst!
En kvinde af format!

Kan dog ikke lige finde fotos, der yder dem den retfærdighed, men måske er det ligemeget, for de er fantastiske i alle stadier, synes jeg!
Her vokser i i blandt Alm Katost, som er selvsået i bedet. En god kombination, fandt jeg ud af. Jeg har med møjsommelighed flyttet dem (altså Katost) over i mit toårige bed, hvor jeg klippede den ned og det ser ud til at den vil muntre sig i min have i endnu et år.

Jeg håbr, Jeg håber!

Råød staude-Lupin er en af mine successer. Jeg havde regnet med at de først blomstrede til næste år, men de gav en Ouverture den forgangne sommer, og jeg kan slet ikke stå for farven.  Den VIL bare så gerne være glad. Og det beundrer jeg den for.

Cosmos har også været en førstegangs-succes, som jeg synes, jeg vil femhæve. Om ikke andet for min egen skyld! Havde jo slet ikke regnet med at jeg kunne finde ud af det. Men se bare.

Kom jo så altså til at gøde dem for kraftigt, så de var en krig om at komme i blomst, men da vi havde et langtrukkent efterår, fik jeg stor glæde af dem længe. Har danset med dem, sunget og siddet mussestille klokken 05:12 om morgenen.

Og bare nydt og nydt.

De står her mellem Hortensierne (som var frosset ned og som jeg troede bare skulle stå og være kedelige hel sommeren, men det får du at høre om en anden dag) og let blandet med Rudbedika, en skarp gul solhat. Det var faktisk overraskende godt! Desværre har jeg ikke nogle fotos, hvoraf det fremgår, men skidt pyt. Brug din forestillingsevne.

Som du ser af ovenstående foto, er nogle af Cosmosserne store som træer og det skæmmer bedet noget. I det hele taget er det - har jeg fundet ud af - et svært bed, jeg har: det skal nemlig kunne ses fra begge sider. Det glæder jeg mig til at gøre lidt mere ved og til at vise jer mine overvejelser og ressultater hen ad vejen.

Lad os også lige snuppe en buket, som I vist ikke har set:

Her indgår både Nicotiana Lime og den cyklamen Haveklinte sammen med Høstanemone, Buddeleja 'Black Knight' og Sct. Hansurt.

Nå. Det slider at have været væk fra hjemmet. Har vandet, pakket ud, beundret en nyudsprungen amaryllis og stillet hønsenes festmåltid (skønne hornvioler, der ventede på udplantning) væk i håb om, at de alligevel vil forsøde forsommeren i den helbredene have de kommende måneder. :)

Altså både hønsene og violerne.

Lad det øse, lad det pøse - jeg nørder nemlig med frø

Nå, godt man har en mindre udestue og en tålmodig mand, der giver faen i at der ligger og hænger tørre blomsterduske alle mulige - og u-mulige steder.

Men vi skal jo til haveblogger-træf og deltage i plantebyttedage og sådan, og så er jeg desuden knap så frisk for tiden, så .... det gør ikke noget for min skyld at det er et værre uvejr lige nu. (Bare det ikke blæste sådan!)

Haveblogger-træf

Har netop sendt min tilmelding - hvis du ikke har, så fly fluks! Det har helt sikkert regnet af inden vi skal ses udendøres?

Har ellers haft en lidt speciel høst i år. Ind og ud, så snart der bare er lidt tørre i luften. Her ser du pralbønnerne. De skal hænge, til de bliver lige så gule og tørre som den, jeg har i hånden. Disse bliver til Sunset - den laksefarvede slyngende kæmpe store og hurtigt voksende skønne pralbønne-blomst. Men jeg er også leveringsdygtig i Alm. Pralbønne.

Omkring mig ser der sådan her ud:

Og sådan her:

 

Men også sådan her: 

Det kommer nok til at vare lidt før det hele er i glas og poser...... Det skal helst tørre helt igennem.

Man kan undre sig over, hvad faen jeg får ud af dette her.... ud over at have en beholdning at bytte med, men det ved jeg, at I forstår! Men ellers.... 

Jo. Jeg får: 

• Fred i sjælen og i mit sitrende centralnervesystem
• Trænet i øje-håndkoordination
• Trænet koncentration og fordybelse
• Arbejdet med systematik og overblik (mangler ærlilgt talt lidt!)
• Hygget mig
• Tænkt mange gode tanker
• drømt om alle mulige dagdrømme

Det er godt for alle og særligt for mig og min skade. (Se evt. "om mig", hvis du udrer dig).

Der er også noget andet: 

Det der med at samle frø. Det rører ved urmennesket i mig. 

At gemme. 

At vide, at der er kraft og glæde i både kæmpe kerner og bitte bitte små sæd. 

At håbe og glæde sig til. 

At vide, at andre også kan blive glade. 

At være skaber. 

PS. frøliste er på vej. Foreløbig kan ses på facebook-linket samt i gruppen Den Helbredende Have, hvor du er meget velkommen med idéer og tips til hvordan du trives, har det godt og  får det bedre i haven.

Meget dejlig mandag over hele lilnjen!

Lidenskabens farve: RØD

Jeg ved ikke havd det er med mig. Måske er det fordi jeg er på vej mod de 50. Måske er det fordi jeg har været lidt knibsk i et stk. tid. I hvertfald mentalt.

Lidenskaben har været.... jeg ved det ikke..... glemt. Det har været tone i tone. Rosa. Blegt.
Eller i hvertfald har rødt ikke været til stede i min have.

Det kan også være fordi jeg ikke rigtigt har turdet?

Men RØD kan altså bare noget, Og nu vil jeg finde ud af hvad.


Rød har også bare "villet" selv: 

RØD er da bare en farve, der sætter skub i haven. Har jeg fundet ud af.
Se nu bare denne her ubetydelige klatrerose. Kan ikke huske navnet. Sådan er det med amatører som jeg. Den har heller ikke rigtigt fundet ud af at klatre endnu.
Metaforisk!
Men RØD det er den. Og jeg kan nyde den helt inde fra køkkenvinduet, når den står op ad voillieren helt omme i baghaven. I mens jeg står derinde ved vasken. Og nyder.

For det er først her på mine gamle dage, at jeg kan finde ud af at overgive mig til ægte RØD.

Prøv at se.

Og døm så selv. Her er f.eks. staudelupin. Den skabte jeg allerede i marts  i år. Og troede at jeg først ville have glæde af den til næste sommer.

Men ..... her er den. Og hendes søstre har allerede lyst haven op og andre er på vej.

Herligt. Jeg gemmer selvfølgelig frø til bytte. Sig til, hvis det er.

Nedenfor finder I ribsne. De er IKKE sure. NEj. De er søde. Og hønsene står på tæer og strækker hals og rækker højt efter dem. Men får tynd mave, kan jeg se. Sådan er det med lækkerheder. (Ja, undskyld). MSåke skal solsortene bare have glæde af dem? Rubinerne.

Græsplænen har skullet klippes i mere end en uge nu.
Men min teenagesøn kommer op fra kælderen og er TRÆÆÆT o. Og Orrrrrrrker altså ikke (mor).............. (!)   Selv når det er tørvejr.
Ind i mellem. 

Ja.
Så på den måde kan man have røde, sexede, rådnende æbler liggende.

Længe.

Og de er jo skønne i sig selv.

Er det skønt?

Ja. Synes jeg. (MEN lad være med at fortælle ham det).

Nu må vi se om han når det inden han skal på efterskole. På søndag.

I mellemtiden går jeg barfodsgang i vådt græs. Det siges at være SÅ sundt og nærende for en slidt og flosset sjæl.

Men så er det godt at have lidenskabens farve at kikke på. 
RØDT og kærligt langt ud i hele verden fra mig!

M

Forventningens glæde...

Jeg har gået og filosoferet over, hvad det egentlig er, der gør en have helbredende - og der findes uendeligt mange svar. (Vil gerne høre dine!).

Hos mig er forventningens glæde næsten den største. Det at gå og følge tingene hver dag. Det at se frem til noget, giver mig en tro på fremtiden og fjerner fokus fra min sygdom, på skærmydsler, som får næsten perifær status efter en tur i min have.

På vores blogs kan jeg se, at det vrimler med pæoner, roser og lathyrus, salat og alle mulige dejligheder i vores alle sammens haver. Det glæder os, vi frydes og vi er stolte! Også jeg!
Men i dette indlæg kikker vi på alt det, der er liiiige ved. Og som jeg glæder mig til:

Se f.eks. denne her pralbønne - dens farve ere helt ubestemmelig. Er den laksefarvet? Pudder? Rosa?

 Pralbønne 'Sunset'
Phaseolus coccineus 

 

En ren nydelse med blomsterne, som sagtens kan stå i en prydhave og spille op til de øvrige. Måske bedst i en Wigwam eller lign. I min have står de op ad drivhuset og skal danne skygge. Det spændende er: Hvor store bliver de? Vil de sno sig om det snorearrangement, jeg har lavet, vil de danne skygge nok? Alt sammen værd at gå og vente på og glæde sig til. Ja, og så spiser vi altså bønnerne. Det er rigtigt gode!

Jeg glæder mig også til lavaretaen også kaldet Poppelrosen. Den fik vi af nogle gode venner sidste sensommer. Og her i forsommeren var den bare helt vissen at se på (som så meget andet dette forår). Jeg klippede den helt ned og glemte alt om den. Men nu kommer den.... Og jeg glæder mig!

Mine staudelathyrus er også godt på vej:

Og de er da labre, er de ikke? Selvom de ikke dufter...

Hestebønnerne er også et par skønheder imens de blomstrer. Her er der imidlertid virkelig tale om en delikatesse, som det Nye Nordiske køkken er igang med at opdage igen. Det er en gammel kulturplante, som vi har haft og dyrket siden middelalderen - ja sikkert tidligere. Nu skal den vise sit værd...

Frühlingsduft-rosen kommer nok ikke til at blomstre denne sommer, den blev sat i jorden for 1½ måned siden. Den skulle blive en busk på et par meter på alle ledder. Men jeg glæder mig alligevel over dens grokraft! Og ser frem til dens vidundrlige og velduftende blomster til næste år!

TIl gengæld blev jeg meget overrasket, da jeg så at en lupin sået i februar allerede har sat blomst. Den skulle jeg jo først vente blomster af til næste år.....:

Kartoflerne går jeg også og kikker til. Jeg kunne ikke grave ret meget i forsommeren, så de blev bare smidt i jorden - sådan lidt tilfældigt. Det gør jo så, at jeg ikke kan komme til at hyppe. What to do? Jeg får min mand til at smide græsafklip på, som så skal fordeles. Det gøder og holder på fugtigheden samtidigt. Og hønsene kommer ofte begejstrede ud derfra, så de finder nok en orm eller to dernede under!
Men nu kommer det spændende jo..... hvordan vil afgrøden være? Undgår vi skimmel? Er de klar, når vi kommer hjem fra ferie? Altsammen noget at se frem til.

Allermest ser jeg hver eneste morgen frem til at hente æg. Mine fem damer lægger et æg dagligt, så det er sådan set ikke nogen overraskelse. Men se lige, hvad jeg fandt forleden:

Så nu kommer det store spørgsmål: Vil de alle sammen begynde at lægge XXL-æg?

Rod med rod på - del 1

Det er lidt noget rod. For med senskader efter hjernerystelse KAN jeg ikke grave bede denne sommer. Ikke at det er noget, jeg plejer hver sommer. Som i: overhovedet ikke. Men i år skal der mere fut i haven - den skal være LANDBO. Det er den eneste måde, jeg selv kan komme igennem min sygemelding med fornuften og det gode humør i behold.... Men så er der jo altså lige det med gravearbejdet.
Jeg bliver udkørt efter tre spadestik eller noget. Skuldrene spænder fuldstændigt op og hovedet begynder at værke, centralnervesystemet begynder at køre på højtryk og tinnitussen hyler med 12-tonesirener. Så tro mig: Dette her har taget et par dage...

Nu skal du ikke tro at dette indlæg bare er ynk og ynk med mere ynk på. Eller noget, der ligner. Det er bare irriterende ikke at kunne det, man gerne vil. Men så er det at man får udviklet sit intuitive gen. Og det er måske det, jeg allermest er: Den intuitive gartner. Så i dette indlæg skal vi se på, hvordan "den intuitive gartner" arbejder og så kikke på rødder, der reddes! 

2 bede på vej
Vandslangerne angiver, hvor jeg kunne tænke mig, de afgrænser græsset. Og måske kan du allerede se det: Jeg har faktisk gang i to bede. Endnu mere rod.

Det ene
Det ene bed er ved den sten, nogen har valgt at placere lige midt - eller rettere skævt - på min græsplæne i forhaven. Nu kommer der blomster og lidt flere sten omkring. For så kan de få glæde af hinanden: Blomsterne nyder godt af stenens varme, stenen "blødes" lidt op med løvets flirtende naboskab.  Jeg har ind til videre sat 2 mørkerøde Dahlia (Arabian night), et brudeslør og en buskrose, som jeg kom til at smide navneskiltet bort fra (!). Rod igen. Hvad der videre skal ske i dette bed, ved jeg ikke endnu. Kræver som sagt blotlagt jord. Men jeg arbejder fra stenen og ud. Dvs. høje planter nær ved stenen - og så må vi se, hvordan resten udformer sig. Det bliver noget med, hvad der står og fylder alt for meget i de andre bede. Eller måske sommerblomster eller sådan noget. Det skal jo helst koste gratis.

Det andet

Kik lige på den bare jord bagerst i billedet i hjørnet ved hækken. Der er også et bed på vej. Dér voksede skvalderkålen mig til knæene og var alle ved at sætte blomst. Det kan jo også blive meget kønt, og den skal såmen nok få lov, for dér vil jeg have mit "vilde bed". Så selv om jeg kørte bør efter bør væk med skraberakket, så "efterlod" jeg rigeligt med rødder i jorden til, at den kunne dukke op igen og gøre det VILDT. Hvis den skulle få lyst. Og det får den jo nok.

Men altså: Jeg har jo siden februar forkultiveret mange 1- og 2 årige planter, som helst skal kunne klare blomstringen i "det vilde bed" ved selvsåning uden min indblanding til næste sommer:

• Stokrose - Althaea rosea - Den romantiske af romantiske
• Natviol. - Hesperis matronalis, Dufter himmelsk
• Fingerbøl  - Digitalis officinalis - den yndigste af yndige - giftig
• Lupin - Lupinus - indbegrebet af forsommer - stolte spir - får mange vidunderlige farver
• Vingetobak - Nicotiana langsdorffii - dufter lifligt
  
• Levkøj- Matthiola incana - kaldes nattens dronning blandt "aftenduftere"
• Stolte Kavalerer - Cosmos bipinatus - blomstrer 3 - 5 måneder i træk - især hvis man plukker
  

Det er da noget man kan glæde sig til! Det gør jeg. Og det gør planterne også - for jeg havde i foråret glemt at tænke på, at det som regel er i sensommeren, man starter forkultivering af 2-årige, så nu vil de altså rigtigt gerne i jorden. Hvis man spørger dem. Og jeg går jo hver dag og småsnakker med mine planter, så jeg ved det med sikkerhed!

I jorden skal de. Og jeg har lavet små aftaler med min mand og mine sønner. Men der kommer hele tiden noget (vigtigere) i vejen. Engelske stile, kærestebesøg, ølfestival, Godnat Bagsværd. Resten af tiden er de i skole, på job - eller også regner det.

Så dette her indlæg er del 1.

I en pause sætter jeg mig og kikker mig omkring. Har faktisk ikke været på morgenvandring de sidste par dage,  og så kommer næsten det bedste: Overraskelserne! Se lige! Dronningen er ved at trække i selskabskjolen:

Og Bonderosen og de rosa jordbær vil med til bal:

Jeg kan slet ikke forstå, at det allerede er den tid på året! Og det på trods af, at jeg ikke har karriereræset fra herodes til pilatus og glemt at kikke ud af sideruden, men faktisk har været mindful meget af tiden dette forår. Jeg forstår det altså stadig ikke. At det allerede er eksamenstid, den intense sitrende tid på året, hvor alt blomstrer - både forhåbninger, drømme, længsler - og så alle forårsblomsterne! Ah!

Og så er det, at det begynder at danse for mit indre blik: År efter års intense sitrende forårstider - både dem, som skal komme (med alle mine 2 årige fra næste sommer) og dem, som er gået, . Et helt liv. Både det der var, og der der venter.

Tilbage til bedet, sætter jeg greben i helt inde ved den besynderligt placeret sten i min have. Og i bevægelsen på vej op til min trillebør, standser jeg med et sæt. Hvad er det for nogle mærkelige orme?

Måske kan du se det?
Hvis du kikker rigtigt godt efter kan du se en stilk og et blad forenden. Kan du genkende bladet?

Ok, jeg giver mig: Det er et Anemoneblad. Og så går jagten ind; ned på knæ og fingrene i jorden... der er mange flere! Og de ryger tilbage i jorden efter en grundig sortering, hvor græsrødder skilles fra anemonerødder. Det tager tid, skal jeg lige hilse at sige! Det er jo den gave, vi er givet her på jorden: Tid. Og lige for tiden har jeg masser. 

Det var så kræfterne for i dag. Jeg rejser mig og går ind og lægger mig. Da jeg en times tid eller mere kommer til at kikke ud ad et vindue, kan jeg godt selv se det: Det ligner det, der er - noget rod.

Men jeg er på vej. Den rigtige vej.