Den smukkeste morgen i 100 år

Så kom den første frostnat.

I går fik jeg lagt viskestykker over to af mine dahlia, én fik jeg klippet ind i en vase:

Det er blomsten, der er fotomodel - ikke fotografen med morgenhår ;)

De øvrige er gået til og skal op nu.

Tallerkensmækkerskoven langsdrivhuset er kolapset - jeg har ellers været i gang med at forære hønsene dem. De ELSKER simpelthen den plante. Nu bliver de præsenteret for de slatne rester sammen med gårsdagens risrest - så må vi se om det glider ned.

Jeg elsker alle årstider. Men de, hvor man kan mærke forvandlingen, se den, lugte den.... De er fanstatiske! De indgyder til håb og erindrer om livets store hjul, at det drejer endnu en tak.

Minder mig om at alt ER. 

Sådan en årstid har vi lige nu! Fuld af forandring.

Det bliver kun et kort indlæg i dag. Er helt baldret i hovedet oven på atter en omgang kommunebølv-brevskrivning i går.

Så vi tager lige en rundtur med det, der faldt for mit øje.

Er så betaget af rim

Min elskede troldhassel

Mit 2-årige bed er på vej. Digitalis, haveklinte, Div. katost og kongelys ses i baggrunden

Sendum er store som håndflader i år.

Livet er uforudsigeligt. Prøv f.eks. lige at se en efterblomstring med rim på, på denne Vellugtende Natviol (Hesperis):

Indendøre falder jeg over min yndlingsdahlia, som jeg har glemt navnet på. En rigtig lækker fotomodel.

Hvis du kan genkende den, så sig til.

Er den ikke fabelagtig?

Ønsker mig i øvrigt en linse, der kan tage nærbilleder. Har du et godt forslag til en Canon EOS 500 D? Der behøver ikke at være billedstabilisator i. (Aner heller ikke hvad jeg skal bruge det til.).



Må en vidunderlig og foranderlig verden vente dig forude!

Ej blot til lyst

... men vel også "til eftertanke og refleksion" - tror jeg, det betyder, når der over teatret er to ansigter - et, der smiler og et, hvor mundvigene vender nedad. At det betyder, at teatret appellerer til alle følelser. Derfor det også også overskriften på dette indslag.

For det er ikke hver eneste dag, jeg er i lige godt humør, og her til morgen slog det mig, at jeg mest tog billeder af det blå ude på min morgenvandring. Som om jeg med mine fotos kom til at spejle min sindsstemning.

Så dem får du også lige på sådan en regnfyldt lørdag sidst i maj.

De kan et eller andet, sådan nogle blomster. Andet end blot at skabe glæde.

De kan spejle, forvandle og transendere. Række ud efter en og røre noget dybt inde i en, som man ikke vidste, ville røres. 

Og blomster kan smile til én, har du lagt mærke til det?

Prøv lige at se her:

Og så er det jo, at man må takke sin skaber for at man i dag har øje for at de faktisk står i flok! Og smiler bredt! Lige op i mit ansigt - lige op i mit hjerte - lige op i himlen.

Og selv et lille fjollet strejf af et smil fra en blåpude på klædelig afveje i min forhadte betonstensætning er det svært ikke at smile tilbage til.

Og så er det som om at hele verden forandrer sig. Og man lægger mærke til de mindste ting:

Det store i det små.

Det tog faktisk kun 10 minutter - og nu er jeg ladet op og klar til at vende mig mod resten af verden. Med alt, hvad der er i den.

Ej blot til lyst.

Må blomsterne være med dig!

It´s a jungle out there!

Jeg kunne mærke det i morges, jeg kunne måske også se det, hvis jeg altså lagde mærke til det. Jeg ved det ikke. Allerede da jeg slog øjnene op blev jeg ramt af følelsen af, ikke rigtigt at vide noget som helst. Og den blev mere og mere overvældende som morgentimerne skred frem.

Himlen havde det ligesådan. Den vidste hverken ind eller ud eller op eller ned eller hvilken farve, den egentlig skulle vælge i dag... Siden - i løbet af dagen - har vægelsindet raset: Den har efterprøvet, hvad der nu var bedst - lidt skrå regn. så en ordentlig gang rusk, så på med solen - for fuldt blus, for så med turbo at sende skyer i alle nuancer fra sart-røg til dyb koksgrå hen over alt det forårsblå. April i sidst i maj, netop som juni står i kulissen og er klar med kindrødt på og det hele. VILDT!

Det bliver (heller) ikke i dag, jeg får de 2-årige i jorden. De må stå og være jungle lidt endnu! Så meget kunne jeg da vurdere.

Jeg overgav mig til følelsen (hvilket jo faktisk var nemt, eftersom jeg jo heller ikke kunne bestemme mig for noget som helst). Og hang ud en stund. Haven kan virkelig forplante sig i ens sind, hvis man lader den!

Trykkede næsen flad mod ruden ud mod baghaven og kom til - uden at vide hvorfor - at trykke dørhåndtaget ned og gå derud.

Dryssede rundt.

Og fik øje på dem her:

Nyudsprungne hestebønne-blomster. En praktisk pryd, der efter sigende er den eneste plante i hele floraen, hvis blomster bærer ægte sort. "Øjnene" i blomsterne er smukke, de ligner lidt et dyr, der kikker frem og hvem ved, måske er det plantens smarte måde at skræmme utøj, som f.eks. sultne høns, duer og skader væk på. Men ikke mig.

Det er det jeg siger; "Grønt er det nye sort"!

Går ind og sunder mig lidt på opdagelsen. Vejret er selvfølgelig skiftet, da jeg kommer ud igen.

Tre fire skridt længere ude i vildnisset får jeg øje på den første svulmende blomst på squashen. VILDT MAND! Allerede! Har læst mig til at squash kan blive lige så store som græskar - så måske er det lige lovligt optimistisk at plante tre planter i én spand? Det kunne faktisk nok godt gå hen og blive lidt jungle-agtigt hen over sommeren...?

Jeg lader blikket glide nedad mod jorden.

De siger ikke noget, overhovedet.
Ikke et suk. Eller et støn for den sags skyld. De var faktisk helt stille. Men lige nedenfor squashen var der hed hed sex - ja, eller også skulle de lige til det, eller var lige blevet færdige. Ikke til at sige. Dette her stillbillede stod faktisk i et kvarter eller sådan noget. Sammen med mig. Måske de bare flirtede de lidt først? Hvem ved? Jeg havde ikke tålmodighed til at finde ud af det, og her til aften var de i hvert fald blevet færdige og var forduftet igen. På den tyste måde.

Det kan man da kalde en begyndelse på en dag, der måske byder på mere. Af en art.

Og det gjorde den. Hvilket den jo slet ikke lagde op til. (Eller også var det det, den gjorde?)

Frida (en af mine nyerhvervede høns) jagtede en fedladen due hen over græsplænen. Den var færdig med sit tredie sexorgie den morgen og nu i gang med at finde pinde fra vores nedbrændte bålplads til at huse afkommet med. I naboens hyldetræ.

Så har man set det med.

Det er ikke kun i politik og elskov, der er territorialkampe mellem kvinder.

Det blev duen, der måtte forlade arealet. For en stund i hvert fald.

Senere stod hun (Frida) oppe i min kørvel i grønsags-højbedet og skrapede. Hun er sgu frisk, den unge dame! Nu skal bedet altså have et hegn omkring, kan jeg forstå. Jungle siger jeg bare! Jungle!

Ding! En prås går op for mig.
A-haaa!

Jeg tænkte nok, der ville blive bragt en forklaring på, hvorfor stor og hjælpsom mand med sikkerhedsudstyr larmede i min have i det tidlige forår!  (Som om han skulle til demo i byjunglen - på ordensmagtens side vel at mærke). Det var ret vildt! Men der var selvfølgelig en forklaring: 

Det gjorde han fordi det var det, jeg skulle bruge alle de hasselkæppe til! Noget nyttigt....Nu har jeg noget at bygge hegn med.

Dagen er allerede fuld af opklaring!

Bønner på en bededag

Jeg har for tiden en vane med at vågne klokken lidt før hønsenes begynder at misse med øjnene. Altså sådan mellem halv 4 og halv 6 om morgenen. I går sov jeg i midlertid to timer til middag, så da jeg vågnede i morges klokken 06.12, var jeg veludhvilet og havde pludselig travlt.

Syntes jeg.

Med hvad dog? Kan du spørge. Sådan en bededags-tidlig-morgen?

Ja, med at være alene, f.eks. Med at nyde morgenen i stilhed i fulde drag, hilse på de morgenoptimistiske fugle, vinke til 2-3 gråænder på vej i fast rutefart mellem sø og mose og 'travlt' med at kunne gå rundt i min have i en behagelig temperatur på en 10 -12 grader og en nogenlunde tålelig lysintensitet. Det er på dét tidspunkt, jeg får noget fra hånden. Som man siger. Uden at behøve at bruge hat og uden at gå fra skyggeplet til skyggeplet, fordi solen denne sommer bare er for dum for fru Olsen.

Og i dag skulle pralbønnerne altså i jorden, for nu var de, som jeg havde forspiret, begyndt at filtre sig sammen omkring hinanden i mangel på en stok at kravle op ad, og det bliver altså noget rod om en time eller to, sådan som de gror. Så jeg havde travlt.

I min have har vi ikke nogen espaliers eller pergulaer (endnu), heller ikke bar jord til flere wigwams, dem var jeg også løbet tør for. Derfor besluttede jeg at sætte nogle dér, hvor 'Den gamle lady´ "New Dawn" havde besluttet sig for lige at komme ordentlig til kræfter oven på flytningen sidste måned, inden hun sætter blomst og blad. Hvis hun altså gør i år...

For: Hvem siger, at pralbønner ikke kan klatre i gamle skovfogedæbler, når nu roser sådan kun rent teoretisk set kan?

Og andre bønner blev sat langs drivhuset med en stok til hver, så de kunne klatre op og lave let skygge. Det vil mine  2-årige have glæde af, så de ikke får alt for meget af den kommende sommersol.
Smart nok, synes jeg selv. For solsikkerne fra sidste år, som jeg kom til at gøde bare en lille bitte smule, blev til 3 meter høje træer, der ikke levnede meget lys til de drevne ananaskirsebær og chillierne, som derfor slet ikke nåede at modne. Nogle af dem.

Nå. Hvad skulle jeg ellers nå her til morgen? At luge løgbedet færdigt. For ellers svulmer de ikke.

Det er ret terapeutisk at luge. Ud med de gamle ubrugelige overbevisninger. " jeg duer ikke til noget", "Nu er det på tide, jeg tager mig sammen",  og sådan noget. Væk med dem, selv om de er genstridige.  Op med hele rodsystemet. Og på komposten, så de kan omdannes til noget bedre!

Selve lugningen blev gjort på en vældig mindfull måde, hvor jeg faktisk blev opmærksom på nogle af 1000-vis af mavemuskler, der ikke havde været i brug i den sidste tid - læs: det forgangne år. Sådan kan man altså være fit-effektiv, selvom man laver noget, man godt kan lide. Det er praktisk! Hader nemlig træningscentre af et godt hjerte! Ved godt at det er vildt utrendy for min aldersklasse. For de ER jo søde derovre. Og hjælpsomme og alt det der. Det er bare ikke lige mig. Kan heller ikke tåle det endnu! Med mit hoved.

Men så er det godt, at der er så meget, der skal luges! Og nu kan løgene få vejret igen og svulme. Svulme svulme!

Ellers fik jeg forklaret mine nye små høner, at livet var ok, at jeg godt kunne tænke mig, at have mere energi og mere optimisme end jeg har. Sådan lige pt. og at jeg ønskede fred på jorden og mere lykke og glæde i hver en sjæl. Det gad de godt høre om. På sådan en bededag. Det er mere end jeg havde turdet bede andre om.

Men så fik de også muget ud i deres voliere. Det syntes de var vældigt skægt! Tænk at madmor også går og skraber i det! Herligt!

Og så gik jeg hen og blev fortrolig: Når nu Per går i gang med græsslåningen her om et par timer efter hans kaffe og avis, så behøver I ikke blive nervøse. Vel!

Vi er allerede blevet rigtigt gode venner; de kommer, når jeg nærmer mig og de forventer hvedekorn fra den lille sorte metalspand, jeg plejer at have med mig.

Det er nemlig slet ikke tilfældigt! De skal kunne kaldes sammen, når de om endnu en uge eller to har været i "karantæne" i volieren efter ankomsten.Så har de vænnet sig til at være der, og sa vil de længes efter deres hjem og vide, hvem der kalder dem sammen. Putte putte putte. Råber jeg... og ryster lidt med metalspanden. Med korn i. Putte putte putte. Og så er der - ind til videre 2-3 røde høns om benene på mig. Det skal nok komme til at virke. Lemming-effekten!

Med en kop stærk Chaii satte jeg mig for at nyde dagen so far.

Jeg beder om flere dage som denne! Når den er begyndt så godt, kan det kun blive bedre. Ikke sandt?

Livet er nu godt!

God bededag til dig!