Forfaldet. Det er det, jeg taler om.
Ikke det, der om føje tid lægger sig over vores haver, naturen, livet i sig selv. Alt, der er cyklisk, det, der forgår og vender tilbage i en ny form.
NEj, Det er ikke det forfald, selvom det har sin charme og sin tid. Til beskrivelse. væmmelse, ærgrelse og nydelse. I en sammenblanding.
Det her er et sted, ikke frygteligt langt fra, hvor jeg bor.
Dér har jeg fra tid til anden i august måned og indtil frostens komme, nydt at køre en lidt besværlig omvej forbi et gammelt - nu nedlagt gartneri.
I dag tog jeg mod til mig og gik op og forevigede det inden gravemaskinerne lægger vejen forbi. For det gør de om føje tid!
Jeg vil ikke hæfte særligt mange flere ord på.
Laver et udvalg af de fotos jeg tog og lader dem tale for sig selv.
Det starter sådan her: Skønt!
Eller ... i hvert fald interessant!
Rundt omkring mig ser det imidlertid ca. sådan her ud:
Men også sådan her:
Jeg tror det er svært at klare sig i konkurrencen. Især hvis man vil være ervhervsgartner.
Tror mere på det økologiske gartneri i mindre skala. Og på en meget specifik målgruppeudvælgelse og noget med viral og digital markedsføring. (Nå, der tittede min faglige indfaldsvinkel lige lidt frem, sorry).
Men altså!
Det er stadig et meget forunderligt sted!
Tænk, at det kan frembringe disse gudinder:
Sensommer på vej mod forvandlingen;
M
