Det er lidt noget rod. For med senskader efter hjernerystelse KAN jeg ikke grave bede denne sommer. Ikke at det er noget, jeg plejer hver sommer. Som i: overhovedet ikke. Men i år skal der mere fut i haven - den skal være LANDBO. Det er den eneste måde, jeg selv kan komme igennem min sygemelding med fornuften og det gode humør i behold.... Men så er der jo altså lige det med gravearbejdet.
Jeg bliver udkørt efter tre spadestik eller noget. Skuldrene spænder fuldstændigt op og hovedet begynder at værke, centralnervesystemet begynder at køre på højtryk og tinnitussen hyler med 12-tonesirener. Så tro mig: Dette her har taget et par dage...
Nu skal du ikke tro at dette indlæg bare er ynk og ynk med mere ynk på. Eller noget, der ligner. Det er bare irriterende ikke at kunne det, man gerne vil. Men så er det at man får udviklet sit intuitive gen. Og det er måske det, jeg allermest er: Den intuitive gartner. Så i dette indlæg skal vi se på, hvordan "den intuitive gartner" arbejder og så kikke på rødder, der reddes!
2 bede på vej
Vandslangerne angiver, hvor jeg kunne tænke mig, de afgrænser græsset. Og måske kan du allerede se det: Jeg har faktisk gang i to bede. Endnu mere rod.
Det ene
Det ene bed er ved den sten, nogen har valgt at placere lige midt - eller rettere skævt - på min græsplæne i forhaven. Nu kommer der blomster og lidt flere sten omkring. For så kan de få glæde af hinanden: Blomsterne nyder godt af stenens varme, stenen "blødes" lidt op med løvets flirtende naboskab. Jeg har ind til videre sat 2 mørkerøde Dahlia (Arabian night), et brudeslør og en buskrose, som jeg kom til at smide navneskiltet bort fra (!). Rod igen. Hvad der videre skal ske i dette bed, ved jeg ikke endnu. Kræver som sagt blotlagt jord. Men jeg arbejder fra stenen og ud. Dvs. høje planter nær ved stenen - og så må vi se, hvordan resten udformer sig. Det bliver noget med, hvad der står og fylder alt for meget i de andre bede. Eller måske sommerblomster eller sådan noget. Det skal jo helst koste gratis.
Det andet
Kik lige på den bare jord bagerst i billedet i hjørnet ved hækken. Der er også et bed på vej. Dér voksede skvalderkålen mig til knæene og var alle ved at sætte blomst. Det kan jo også blive meget kønt, og den skal såmen nok få lov, for dér vil jeg have mit "vilde bed". Så selv om jeg kørte bør efter bør væk med skraberakket, så "efterlod" jeg rigeligt med rødder i jorden til, at den kunne dukke op igen og gøre det VILDT. Hvis den skulle få lyst. Og det får den jo nok.
Men altså: Jeg har jo siden februar forkultiveret mange 1- og 2 årige planter, som helst skal kunne klare blomstringen i "det vilde bed" ved selvsåning uden min indblanding til næste sommer:
- Stokrose - Althaea rosea - Den romantiske af romantiske
- Natviol. - Hesperis matronalis, Dufter himmelsk
- Fingerbøl - Digitalis officinalis - den yndigste af yndige - giftig
- Lupin - Lupinus - indbegrebet af forsommer - stolte spir - får mange vidunderlige farver
- Vingetobak - Nicotiana langsdorffii - dufter lifligt
- Levkøj- Matthiola incana - kaldes nattens dronning blandt "aftenduftere"
- Stolte Kavalerer - Cosmos bipinatus - blomstrer 3 - 5 måneder i træk - især hvis man plukker
Det er da noget man kan glæde sig til! Det gør jeg. Og det gør planterne også - for jeg havde i foråret glemt at tænke på, at det som regel er i sensommeren, man starter forkultivering af 2-årige, så nu vil de altså rigtigt gerne i jorden. Hvis man spørger dem. Og jeg går jo hver dag og småsnakker med mine planter, så jeg ved det med sikkerhed!
I jorden skal de. Og jeg har lavet små aftaler med min mand og mine sønner. Men der kommer hele tiden noget (vigtigere) i vejen. Engelske stile, kærestebesøg, ølfestival, Godnat Bagsværd. Resten af tiden er de i skole, på job - eller også regner det.
Så dette her indlæg er del 1.
I en pause sætter jeg mig og kikker mig omkring. Har faktisk ikke været på morgenvandring de sidste par dage, og så kommer næsten det bedste: Overraskelserne! Se lige! Dronningen er ved at trække i selskabskjolen:
Og Bonderosen og de rosa jordbær vil med til bal:
Jeg kan slet ikke forstå, at det allerede er den tid på året! Og det på trods af, at jeg ikke har karriereræset fra herodes til pilatus og glemt at kikke ud af sideruden, men faktisk har været mindful meget af tiden dette forår. Jeg
forstår det altså stadig ikke. At det allerede er eksamenstid, den intense sitrende tid på året, hvor alt blomstrer - både forhåbninger, drømme, længsler - og så alle forårsblomsterne! Ah!
Og så er det, at det begynder at danse for mit indre blik: År efter års intense sitrende forårstider - både dem, som skal komme (med alle mine 2 årige fra næste sommer) og dem, som er gået, . Et helt liv. Både det der var, og der der venter.
Tilbage til bedet, sætter jeg greben i helt inde ved den besynderligt placeret sten i min have. Og i bevægelsen på vej op til min trillebør, standser jeg med et sæt. Hvad er det for nogle mærkelige orme?
Måske kan du se det?
Hvis du kikker rigtigt godt efter kan du se en stilk og et blad forenden. Kan du genkende bladet?
Ok, jeg giver mig: Det er et Anemoneblad. Og så går jagten ind; ned på knæ og fingrene i jorden... der er mange flere! Og de ryger tilbage i jorden efter en grundig sortering, hvor græsrødder skilles fra anemonerødder. Det tager tid, skal jeg lige hilse at sige! Det er jo den gave, vi er givet her på jorden: Tid. Og lige for tiden har jeg masser.
Det var så kræfterne for i dag. Jeg rejser mig og går ind og lægger mig. Da jeg en times tid eller mere kommer til at kikke ud ad et vindue, kan jeg godt selv se det: Det ligner det, der er - noget rod.
Men jeg er på vej. Den rigtige vej.
