Den hvide sten

Selvom det ikke lyder sådan, så handler dette indlæg om kærlighed. Og glæden ved blomster og have.

Min mand og jeg har kendt hinanden i mere end 26 år. Vi har været kærester i 16 og i dag har vi kobberbryllup.

Der har været andre mænd og ægteskaber ind over i al den tid. (Har været gift før). Og mange planer om andre liv. Eller andre måder at føre et (sam)-liv på. Men vi - min mand og jeg - er og bliver hinandens soulmates.

Den sommer ( i ´10), da jeg havde slået hovedet, havde vi jo også bryllupsdag. Jeg havde jeg haft god tid til at udtænke en gave til "os". 

Situationen var den, at jeg lå og lå.

Og kunne ikke andet.

Mit skøre hoved, var den gang stort set hele tiden ude af drift . Dog blev det måske imidlertid min "redning", for jeg kunne da tænke (ind i mellem) i al den tid, hvor jeg lå. Og lå.

Ikke bare tænke. Men: "Fintænke" endda. ( En ellers mandlig disciplin (siger min mand). ;)

Nå ham om det. Det er han god til. Men jeg kunne også. Den dag. For..........

Hvad giver man "os" på en brylllupsdag, når gaven skal være personlig, befordrende (for et efterhånden - eller i hvertfald til tider - lidt kommode-agtigt samliv), anderledes, mindeværdigt og langtidsholdbart..... ?

Bevares.

Det er måske mange og STORE krav at stille til sig selv, under de "konditioner". Men sådanne mennesker findes. det ved jeg, du ved.

Og for nu at det hele ikke kammer under i selvfed ros, så skal I jo høre, hvad denne her overskrift går ud på:

DEN HVIDE STEN.

For det var det han fik.

En hvid sten.

"Hvad" tænker du selvfølgelig.

"Hun må have slået hovedet!".

"Ja", siger jeg selv højt foran min 17 tommer skærm.
"Det har jeg.

OG:
"Det kan der godt komme noget godt ud af."!

For nu skal du høre: 

Med bævrende hjerte og mine private noter præntet ind i en temmelig hullet hukommelse over highlights´ne i min "tale", steg jeg op om morgenen på vores bryllupsdag.

Det i sig selv gjorde, at han blev årvågen på et spitsekund.



Jeg satte mig for foden af ham og bad ham om at lukke øjnene. Så gav jeg ham stenen i hånden og forklarede ham, at ligesom Hampus og Fia i barndommens første filmromance, så havde vi nu kontinuerligt resten af vores samliv en udfordring.

Sammen.

Dem har vi faktisk haft en del af, men denne her var, hvad en planteentusiast ville kalde frugtbar. 

At vinde stenen (den hvide) ved at gætte, hvad den anden ønsker.

Det kan godt være rigtigt farligt i et forhold at "lege gættelege". Har gennem mange år lært, at det er bedre at fatte mod og sige, hvad man virkelig gerne vil have i stedet for at den anden skal gå og gætte.

Derfor er der også i denne "gaveleg"

Én regl:

Opgaven for den, der "ejer" stenen for en kort stund, er, at gøre sine ønsker 'gættelige'. For at den anden skal kunne opfylde dem og dermed vinde den.


Det kan være alt muligt. En lækker middag på en restaurant, en tur i skoven, Stegt flæsk med persillesauce, at udholde byggeprojekter i måneder...


I dag skal min mand have den.

Som tak, fordi han giver mig plads til min havedille.

Der måske nok er liiiige ved at kamme lidt i vækstretningen. Opad og udad. Ud over så at sige: ALT.

For selvom vi har et ok stort hus, så er det svært at rette blikket mod noget, der ikke på den ene eller anden måde har med min havedille at gøre.

Jeg har nemlig de sidste uger flyttet haven indenfor.

Eller har tyvstartet den, kan man måske sige:

Og jeg ved at det generer hans "ordenssans" i dén grad.

Altså.
Ikke for at tale ondt om ham! Overhovedet slet ikke. !!! Jeg elsker jo manden. Som han er.

Men jeg ved jo godt, at:

• alt, hvad der samler små sorte fluer, 
• lugter mærkeligt, 
• drysser på det nyvaskede gulv,
• fylder "det hele", 
• ser ud som om det anvender for en allerhelvedes formue i strøm
• og i øvrigt ser anderledes ud end det, det hele plejer at gøre 

- kan i visse - og jeg siger visse - situationer opleves som et personligt anslag mod hans liv.
Hvilket jeg egentlig godt kan forstå, når man som han drøner rundt og karrierejobber m. alt hvad der er i den. Sådan som han gør.



Derfor må han virkelig elske mig, når han finder sig i:

og:

og:

Ahhhhhhhh.

Jeg er en lykkelig kvinde.

Ellers skal vi i aften bare have lidt lækker sushi hjem fra yndlingskineseren og så holder vi et eller andet i haven på vores 13 års dag til august.

Med et flor af Georginer og Roser og Lathyrus og Lavatera og Geranier. Glæder mig!

Lad denne grå tirsdag i februar svøbe sig kærligt om dig resten af dagen.

Hvad blomstrer sidst i maj?

Min datter og hendes forlovede skal have bryllup her i Den Helbredende Have i maj 2013, og hvis jeg skal have haven fuld af blomster, så må jeg skue fremad. Skal jeg oveni købet 'fabrikere' dem selv, er det med om at være i god tid.

Joooo, kom ikke her og sig, at planlægning er opreklameret.

Jeg er i fuld gang med at virkeliggøre blomstringen. Er nu nogenlunde på omgangshøjde, hvad angår tulipaner. Har læst, at man kan "dreje" løget, så de kommer senere, eller plante dem dybere. Men det er jo ikke nok.

Hvad skal der mere ske i Den Helbredende Have, som kan give en blomstring der, omkring 23. maj?

Jeg synes det er en svær opgave, da de fleste tulipaner er på retur og der opstår ligsom en "pause" inden junis første flor af tidlige Roser, Lupiner, Geranier, Prydløg.

Det eneste andet, jeg kan finde på, som blomstrer på den tid er VIOLA. Ikke dem, som dukker op af sig selv, skønt de jo dufter bedårende og er sunde og velsmagende (i honning, f.eks.).

Dette er en vild martsviol. Er jo afblomstret til den tid, men er dog skøn alligevel.

Næhhh:

Stedmoder eller Hornviol.

Måske.

I lang tid gik jeg i den forvisning om, at Stedmoder og Hornviol blot var vinter/tidligt forårsblomster.

Jeg gik og smilede fro tilbage til deres glade små, smilende ansigter, men rev dem så op med hård hånd og smed dem ud, når de var blevet langbenede og ranglede. Hvilket de jo sådan set nemt bliver, hvis de er plantet mellem stauderne i den bare jord og så bliver "fortrængt" af de fremvoksende stauder.

Nu er det imidlertid gået op for mig, at de sådan set sagtens kan genblomstre langt hen i både juni - ja og juli, hvis man blot tager sig lidt af dem.

F.eks. er hjemme på den tid af året, hvilket jeg oftest ikke er, men sådan bliver det de næste par år.

Derfor har jeg bestemt at de skal være en del af den helbredende have for fremtiden. Det er nemlig rigtigt helbredende at gå og smile til sine blomster, hvilket jeg sådanset ofte gør, men få smiler så kærligt tilbage som netop VIOLA.

 

http://aquilegiaviridiflora.blogspot.com/2012/02/give-away-nye-lsere-fra-dd-deltager-med.html

(hvis nogen vil give mig et tip om, hvordan jeg får linket lagt ind i billedet, eller.... du ved, hvad jeg mener.... så ja, tak)

Da jeg så så søde Susanne Irmings lille "Give away"-ting, så er der jo ingen vej udenom end at lade en lille lykke-fe råde, og håbe det bedste.

For de sorter, hun har sat på højkant er fantastiske.

• Nuttede og samtidigt livlige. 
• Sarte og samtidigt stærke og robuste. 
• Ligesom min datter og hendes forlovede. 
• Og deres kærlighed

Så der skal sås, skal der. En gang i juni, tror jeg er det tidspunkt, hr. Dalby har sagt.

Men hvad skal jeg ellers ty til?

Skal jo have et brusende blomsterflor. Smukt, forårsagtigt. Uden at være ALT for overstrømmende romantisk.

Hvis du har idéer, så sig frem.

Hvad nyder du mest i slutningen af maj?