Roman om blomsternes hemmelige sprog

Har jo skrevet om 'armchair gardening' før.... og vil nok gøre det igen. Det er i dette hjem en yderst vigtig vintersyssel.

Med dette indlæg, vil jeg bare fortælle om en bog, jeg ønsker mig:

På dansk; "Blomsternes hemmelige sprog". Den er skrevet af Vanessa Diffenbaugh, en mild og køn engelsk forfatterinde, der her fortæller om sin store passion for blomster og kærlighed:

 

LIlle Youtube-film af hendes præsentation af bogen

Jeg faldt lige over en blog, der fortæller om blomsternes hemmelige sprog og betydning... måske var det noget for dig?

JA, så nu ser jeg bare frem til at den bliver indtalt på lydbog, for det med små bogstaver er jo ikke lige mig før (forhåbentlig) efter min synstræning.

Men det kunne da være, den skulle med på din ønskeliste?

Lykken har rødder og andre "Sællerter"

At have have er bl.a. også at dele. Det gør vi her på blog´sne. Det gør vi in real time med frø og planter. Og det gør forfattere, der skriver om deres erfaringer og tanker.

Det her er altså ikke en reklame. Det er bare begejstring. For de er nemlig på udsalg og de udgår fra forlaget. Inge Futtrups bøger om lykken.

Så mit sidste nye havebog-køb er:

Jeg er så glad for Inges Futtrups bøger, har lånt dem igen og igen på bibberen.

Jeg kan lide hendes tone og hendes indstilling til havelivet. Desværre læser jeg jo ikke så meget for tiden pga. mit syn, men så er det godt at have PCén, hvor man selv kan bestemme skriftstørrelsen. ;)

Jeg konsulterer nemlig jævnligt Inge med spørgsmål osv. på Inges Havetips. Kender du hendes Facebookside?

Staudeoversigten er god at have i tasken. :)

Jeg danser

Skønhed helbreder .... det ved vi alle. Både den indre og den ydre.

Her til morgen stillede jeg mig i den spæde efterårssols første stråler midt i min Cosmosskov. Af de stolte kavalerer.

Ja jeg har kæmper, lige som Signes - meter høje og som tidligere her i den Helbredende Have er blevet omtalt som "store dovne drog", fordi de ikke gad danse ( = blomstre).

Nu er rigtigt mange af knopperne i fuld firspring, (tror det er polka - ha ha magen til tosseglad dans skal man lede længe efter!).

Der står jeg så midt i blomsterskyen og bare står. Suger med øjne og sjæl af blomsternes lette skønhed og spejler mig så godt jeg formår. Så synger det lidt i mig. Og duver og vugger.

Og da jeg gik ind for at færdig gøre dette indlæg (som jeg startede kl. 03.28, fordi jeg sover dårligt) opdagede jeg, at jeg faktisk nynnede til "hen til kommoden og tilbaws igen"... vist nok toppen af poppen i 30érne. :D

Så nu danser vi altså.

Også indendøre......

For forleden, da det stormede voldsomt rundt (både inde i mig og i haven udenfor), væltede nogle af mine Cosmos-træer. Jeg skulle lige til at blive ked, men det er der jo slet ikke grund til.

Efterår ER jo efterår, og her fik jeg lige for fødderne serveret en særlig god anledning til at hente noget af alt det skønne indendøre.

Jeg klippede og klippede, så stammen endte sådan her:

Sutsko og haveslange er for at du kan se, hvor tyk stammen er... ;)

Og nu står de i stuen sådan her og giver mig blomsterskyer at spejle mig i.

Bemærk lige bogen på bordet. Laver en anmeldelse af den en dag...Den bliver positiv!

Og danse polka og hopsa-sa med.

Eller en stille vals, som nok er bedre for mit hoved, humør og helbred. Når alt kommer til alt.

Og det gør det jo!

Frydefuld fredag til hele jordkloden!

I rosens navn

Man kan - i sit liv - pludselig opleve, at man er plantet det helt forkerte sted. Man hører ikke rigtigt til, der hvor man er. Der er ingen, der lægger mærke til én, man er faktisk i vejen og man trives ikke. Der er ikke nogle muligheder for at kravle op ad, vokse, ingen at støtte sig til, ingen, der bemærker én sådan rigtigt. Kender du det? Jeg gør.

Fra tidligere jobs.

Eller forhold.

Nå men. Sådan har min New Dawn-klatrerose det også.

Jeg fik den forærende af en kær veninde til en housewarming for mere end 10 år siden og jeg plantede den op ad et pæretræ i forhaven langs hækken. Træet gik af en eller anden grund ud, væltede og så stod rosen bare  der - og stod. Så godt den nu kunne. For den tro støtte var væk. Nu stod der bare en lygtepæl, men den var for langt væk og ikke til nogen nytte. i øvrigt rev man sig, når hækken skulle klippes. Ikke særligt populært!

Kan det blive mere ynkeligt?

Det gik jo unægeteligt ud over livskvaliteten. Og glæden og skønheden.

Det hele.

Så har jeg funderet på, om man skulle give den en ny støtte. I form af et eller andet pæle-espalier.
Men

1. Det ville den ikke få mere opmærksomhed af. Faktisk. 
2. Så er der det med handymanden, der ikke bryder sig om at være handy, selvom han er det. Vil ikke spørge!

Så når der ikke rigtigt er andre muligheder end at flytte. Så må man - flytte.
I baghaven står en stor tryg gammel skovfoged(æble). Det må være det rigtige sted. Lige ved siden af, har jeg plantet de nyfundne pæon-skønheder, der var ved at gå til i skalderkålsurskoven. Det bliver et skønt skue!

Grav i dybden
Det blev så i dag. Tiden er modnedes og nu skulle det være. Inden den sætter anlæg til blad og blomst.
Jeg lyver ikke, når jeg siger at det blev lidt af et projekt. Efter 10 år har sådan en skøn ældre dame alligevel slået rod. Og når grundstammerne er på tykkelse med min egen underarm, så må der jo også være noget, der suger vand op nedenunder.

Efter ca. ½ times roden, ragen og regeren med greben, er det at jeg tager godt fat om roden og hiver til. Ja - Krysters Kartel har ikke levet forgæves. Der er så meget mænd ikke forstår!

Riv og flå og mærke efter og rode og grave dybt ned i moder jords brune muld. Bare sådan lige for at finde ud af, hvilken vej rødderne drejede. Og om de ville op.

Det ville de ikke.

Efter endnu ½ times tid, slipper jorden taget og en rod knækker. Men op kommer rosen. Jeg kikker efter. Det er ikke et blødende sår, så det går. Håber jeg.

Et triumftog ses nu marchere stolt gennem haven med rose efter sig. Jeg blæste i trompeter og viftede med bannere hele vejen om til baghaven. Vinkede, nikkede og smilede. Tænk at det lykkedes! Hurra!

Nå..... Og så i vandret
Aftalen med mig selv var, at jeg skulle ind og ligge inden næste skridt. Under normale omstændigheder (læs: før jeg fik hjernerystelsesskader) ville jeg ikke have helmet, før jeg var færdig. Jeg ville have kløet på og arbejdet og arbejdet. Men nu var jeg sejnefærdig. Og hovedet var ved at falde af. Et vulkanudbrud var under opsejling. Så måske var det bare det, jeg havde gjort? Arbejdet og arbejdet.

Men jeg lå og foretog den vigtige "arm-chair-gardening", stod rosen i vand. Det er næste lige som at sætte en tromle vasketøj over og så sætte sig med en kop kaffe. Skønt at være effektiv- uden at røre en finger.

Udstyret
Efter et glas vand og et par timer på langs på sofaen sammen med Hr. Dalby og Fru Plum (!) var det på igen med havehatten, handskerne, den armerede vest og gummistøvlerne. Og ud igen.

Plum omtaler nedklipning og flytning af Brombær som en opgave for civilforsvaret. Eller i hvert fald siger hun, at man skal iføre sig sikkerhedsdragt, visir og hjelm. Og det er sådan, at Brombær er faktisk i familie med Rose og begge planter er i besiddelse af de samme hæftende og stikkende, dybdeborende torne, man kan tænke sig. Sådan også min yndige aldrende kvinde; New Dawn. Så jeg takkede mig selv mange gange for, at jeg havde hat og handsker på. Ville ellers have fået (flere) huller i hovedet. 

Veninder
Dalby skriver at Klematis og Klaterose klæder hinanden og for nu ikke at gå helt død i de april-nøgne fotos, må vi lige fantasere lidt:

Se lige disse to veninder

Det smarte er, at når rosen ikke blomstrer, så blomstrer Klematissen. En rigtig dulle. Og omvendt. Når dullen endnu ikke er vågnet, så blomstrer rosen. Hvor heldigt, at jeg i morges "kom til" at købe nogle billige duller (klematis) til 25 kr. fra Netto:

Med New Dawn´s blege rosa-røde skær, valgte jeg den lyseste. Husker ikke navnet. Må skylde en omgang (til klematis-nørderne).

Flere steder i bøgerne skriver de at Klematis kræver benmel. Men det findes mig bekendt ikke på nettet eller i handlen i det hele taget. Men så er det godt, vi har Dalby. Han skriver, at man skal klippe en gammel pude op og hælde nogle dun ned i det store og dybe plantehul. Det vil gøre det ud for det samme.

Blæs
Nu ved jeg ikke, om du har bemærket det. Men det blæste altså en halv pelikan i dag. Og når man klipper en gammel hovedpude op i vindstyrke 18-20 stykker, så har det en vis effekt. Jeg nævner det bare.
Havde i et par minutter en sky af hvid sne hvirvlende omkring mig. Var alene, men det ville ellers nok have været vældigt effektfuldt på video.

Sådan så det ud i hullet, da jeg fik lidt mere styr på sagerne. En mærkelig grød af jord, vand og fjer (og så nogle djævels-kål-rødder, men dem gider vi ikke tale om).

Ok. Ned med dullerne og på med spagnum og jord fra hullet.

Efter at have arrangeret damen i æbletræet og have klippet de værste vildskud og gamle forveddede grene af, stod jeg med en hel del til storskrald.

Den gamle dame står nu sammen med dullen og sopper. Det skal de. Må vande igen i morgen. 20 liter vand er slet ikke nok.

Kom i øvrigt til at kikke på de redskaber, jeg havde brugt. Troede i udgangspunktet, det var nok med en greb og spade og en spand. Men sådan er det med væsner, der ikke trives, hvor de står. Det kræver omhu, hårdt arbejde og at værktøjet er i orden. Proces, proces, proces.

Når den blomstrer til sommer (hvilket jeg da ganske naivt regner med, at den gør - med al den kærlighed, den har fået) sætter jeg et foto ind, så du kan se resultatet. Håber pigerne bliver veninder. Og at Skovfogeden giver rosen den støtte hun har behov for.

Haveplanernes endeligt

Hvordan bliver skønne haver til?

Ved inspiration, drømme, forestillinger.

Ved planer, gennem overblik - og så ved at GØRE det, selvfølgelig. Få det hele til at blive til virkelighed.

Det er særligt det sidste, der handler om helbredelse - at gå rundt derude. Og rumstere. Lade tiden forsvinde, have et eget ur - mavens, solens, årstidens..... Pausens.........

Men i lange perioder har jeg ikke kunne komme ud og gøre noget.

Af flere grunde:

Kong vinters regeringsperiode og så det faktum at jeg kun er frisk i 3 - 5 timer dagligt. Resten af tiden skal jeg hvile. Kan ikke andet. Håber på fremgang- og synes allere det er på vej. Det hjælper unægtelig gevaldigt at have noget at være motiveret af!

Sådan en vil jeg også ha´
Men altså.. I lang tid har jeg kun kunnet ligge og kikke ud ad havedøren og forestille mig paradiset - skiftevis bladre i "Alt om haven", "Isabellas", og et hav af bøger, der alle med deres vidunderlige billeder, skaber oceaner af "gid det var min"-oplevelser.
I alle de bøger, jeg konsulterer (der er heller ikke flere tilbage på bibliotekets hylder) slår de et slag for haveplanen. Lav en plan før du går i gang. Jeg ved nu ikke om det duer...

Af en eller anden grund har det aldrig rigtigt fænget hos mig. Jeg er - om jeg så må sige - et intuitivt havemenneske. Hvad mangler der her.... bum bum, hvad har vi? Nå men så flytter vi dronningebuskene her over, nedlægger det der bed og smider to brudeslør her hen til at fylde op.

Det bliver faktisk meget pænt. Ind til det altså skal laves om igen, fordi jeg finder på noget nyt. Er det ikke bare sådan at have have? Det er processen, der styrer.

Haven i proces - et spejl af ejeren
Helt i baglås går jeg, når jeg ser Hr. Dalbys have. Han er da gået helt over gevind! Køber 800 tulipanløg til en havejord, der ikke kan presses flere ned i. Og fylder krukker op med resten. Kan slet ikke se, det er en have. Det er... ja, hvad er det? En præstation. Et udstillingsvindue. Se hvad jeg kan!

Men det kan han selvfølgelig også. Han ved. hvad han taler om, og han er virkelig god! Giver inspiration. Til mange. Bare vi husker at vi ikke alle har et helt palads. Og et budget af samme volumen.

Nej. Sådan tænker jeg SLET ikke på have.

For mig er haven er et sted der afspejler mig selv. En proces, der er løbende og levende og hele tiden i gang, i forandring. Som viser, hvad ejeren har prioriteret af tid (og- indrømmet penge) i men allermest engagement og knofedt.

For mig er have et sted, hvor jeg glemmer mine egne - eller resten af verdens  - fortrædeligheder. Et sted, der skal kunne nydes, et sted, der ind i mellem bestemmer selv (hvilket faktisk er noget af charmen!), og et sted, hvor stemningen og roen og oplevelsen er i centrum.

(Der er LANG vej til min vision bliver opfyldt, men det er vel også en del af helbredelsen. At se det vokse - udvikle sig).

Ikke på 2½ døgn og voila - så har du ønskehaven med 20 menneskers hjælp og surprice surprice, som de viser det på tv. Men en proces, der løber over mange år. Ja, så det at være tålmodig er også en del af helbredelsen. Og absolut ikke én af mine allerstærkeste sider.
Men det bliver man jo nødt til at være (lære at være), hvis man vil se sine havedrømme virkeliggjort.

Det behøver ikke at koste kassen
Mht. det at have have - og lægge planer, så er jeg nok mere ovre på Signe Wenneberg´s fløj. Det må gerne være lidt skævt, lidt sjovt og lidt anderledes. Og det BEHØVER ikke at koste en formue. Nærmest tvært i mod.

Det kan godt blive en sport!

I vores familie er det kun mig, der har denne hobby. Min mand er opvokset på broerne i Kbh N, og er IKKE handyman what so ever. Synes han selv. Jeg synes nu han er ret god. Når han nu ikke har lært noget af nogen.

Og vi har ingen håndværkervenner, der lige kan komme og fixe tingene. Så jeg har hverken et havebudget, eller halvprofessionel hjælp med etablering af bede, pergolaer, terrasser, udekøkkener, havedamme osv. osv. What 2 do?

Networking og kreativitet er gødningen så drømmene sætter blomst
Så må man jo justere fantasien derefter. Betale sig fra lidt af det og gøre resten selv med masser af kreativitet, et skarpt blik for tilbud og en tiltagende sans for at networke med andre have-entiusiaster. (fedt ord!). Se f.eks. Blomster der kan formeres nemt og billigt på Facebook.

Plantebyt
Vi har planer om en plantebyttedag i oktober i Bagsværd- du skal være så velkommen. Både til at lade dig inspirere (sæt sedler op i supermarkedet eller i lokalavisen, der hvor du bor) eller til at møde op her med det, du har at bytte med. Tror det bliver noget med at tage lidt kage med og en kande kaffe.

Jeg er ved at skabe overblik over, hvad jeg selv kunne tænkes at kunne fremavle, som jeg ikke selv kan bruge her i haven. Måske bliver det alt sammen til noget, måske kikser noget af det. Måske finder jeg på endnu mere. Det blir´som det blir´og vi får se. Det er godt at have noget at se frem til. Nå man nu kommer til at gå over gevind med stiklingeformeringen.

Hold øje med Plantebyttecentralen på Facebook. Se links t.h. for denne tekst.

Drømme skal ud at flyve... - kræver en startbane, når nu sommerfuglene endnu ikke er kommet ud af deres puppe.

Havedagbog
Derfor har jeg - ud over en havedagbog ført de sidste 10 års tid - glæde af at skrive i en huske- drømme- og tænkebog. Det er storartet at sætte sig et øjeblik for at samle tanker og kræfter til det næste, der skal ske. (En udfordring for det intuitive havemenneske, der kan gå fra adskillige halvfærdige indsatser til det næste, der står og kalder, for så at vende tilbage igen nogle timer senere..). Kræfterne kan godt løbe tør - og så er det godt at huske, hvad man havde tænkt sig.

Læs: at lære at tøjle bare lidt af "det intuitive".

I bogen har jeg forsøgt mig med at tegne haven og skrive ned, hvad der står i forvejen, hvad der skal flyttes og hvad der skal plantes eller sås. Men af en eller anden grund bliver det aldrig helt som planlagt. Det er sjovere at stå derude og gøre det, imens man får idéen. Så kan man nemlig se om det holder. Om der er plads. Om det ser ud, som man gerne vil have osv.

Men du skal nu alligevel have lov til at se planen.

Kan ikke vende billedet af en eller anden grund. Så du må vende hovedet.

Som du ser er det et mindmap. Med hovedspørgsmålet: Hvad skal der til for at skabe en landbohave i en forstad?

Jeg har også skrevet en oversigt over i:

Farvel og goddag

Det kikker vi på i næste blog.