Violet betyder spiritualitet og selvransagelse. Det er farven, der forbinder kærlighed med visdom og som efterlader os med en følelse af at være hele mennesker.
Alle mennesker, der har været ude for stress, sorg, chok, tab, angst, sygdom og traumer af den ene eller anden art, kan opleve en form for "mangel"-tilstand, som afspejler et delvist tab af deres "selv". I hvert fald et tab af den sædvanlige selvopfattelse og den identitet, som "plejer at være mig".
Denne tilstand efterlader én med en følelse af at være "halv" - eller at man har "tabt" en del af sig selv.
I en proces, hvor man heler, er det derfor mindst lige så vigtigt at skabe en oplevelse af at hele psykisk (både mentalt og spirituelt) som det er et spørgsmål om at hele på det fysiske plan.
For mig, som for så mange andre, der har været igennem et langvarigt sygdomsforløb, er det derfor afgørende at helingen sker på så mange planer som muligt.
Jeg har egentlig ikke været ret interesseret i farveterapi, men da jeg begyndte at tænke over, at øjet (og dermed hjernen og sindet) jo opfatter de forskellige svingninger der jo er i hver farve i farvepaletten, så gik det op for mig, at der måske er et og andet at hente dér.
Så selvfølgelig skulle der være mange violette, lavendel og lilla blomster i Den helbredende have. Jeg kan også godt lide farven i den ende af regnbuen - har altid været tiltrukket af de mørke vinrøde og violette nuancer.
Måske har det været ubevidst (det MÅ det have været) men sidste år såede jeg jo Hesperis Matronalis (Natviol eller også kendt under det mere poetiske navn "Vellugtende aftenstjerne" og Lathyrus Cupani, den ældste og mest velduftende sort af ærteblomster. Jeg nåede at tage frø, så stor var glæden, da jeg opdagede at den spirede og igen nu, hvor den netop er i blomst. Det er nærmest som sommerfugle på stilk og jeg glæder mig usigeligt til at hele espalieret står i flor.
Farven har nogle af de allerkorteste lysbølger i farvepalletten og virker derfor "luftig" på os.
Øjet har tilsyneladende rigtigt svært ved at se farven korrekt gengivet, men bier har vældigt nemt ved det. Det kan jeg skrive under på, da min have - efter jeg har dedikeret den til mange violette blomster - summer af sol og brummende bier.
Også Timian lokker bier til og sender samtidigt velduftende æteriske oliere ud på terrassen.
Den pink/lilla Brudeslør danner også puder og senere hen på sommeren et brus af lilla-hed.
Purløgene bruges som drys på Artiskok-dippen og alskens salater - foruden at den bare er yndig - så yndig, at den også nu skal bo både på terrassen, i køkkenhaven og blandt stauderne.
I dag sagde min fysioterapeut noget, som har sunget i mit indre system i et par timer....:
"Du skal sørge for at snuderne vender samme vej, når du går". Hun mente næsen og tåspidserne, men jeg hører også "mellem linjerne", at det er vigtigt at kikke mod den vej, man bevæger sig.
Og lige nu skal jeg holde fokus på at blive rask (-ere) i stedet for at drømme om være den nye have-tv-stjerne (selvom det godt kunne være mit drømmejob). :)
Alle mennesker, der har været ude for stress, sorg, chok, tab, angst, sygdom og traumer af den ene eller anden art, kan opleve en form for "mangel"-tilstand, som afspejler et delvist tab af deres "selv". I hvert fald et tab af den sædvanlige selvopfattelse og den identitet, som "plejer at være mig".
Denne tilstand efterlader én med en følelse af at være "halv" - eller at man har "tabt" en del af sig selv.
I en proces, hvor man heler, er det derfor mindst lige så vigtigt at skabe en oplevelse af at hele psykisk (både mentalt og spirituelt) som det er et spørgsmål om at hele på det fysiske plan.
For mig, som for så mange andre, der har været igennem et langvarigt sygdomsforløb, er det derfor afgørende at helingen sker på så mange planer som muligt.
Jeg har egentlig ikke været ret interesseret i farveterapi, men da jeg begyndte at tænke over, at øjet (og dermed hjernen og sindet) jo opfatter de forskellige svingninger der jo er i hver farve i farvepaletten, så gik det op for mig, at der måske er et og andet at hente dér.
Så selvfølgelig skulle der være mange violette, lavendel og lilla blomster i Den helbredende have. Jeg kan også godt lide farven i den ende af regnbuen - har altid været tiltrukket af de mørke vinrøde og violette nuancer.
Måske har det været ubevidst (det MÅ det have været) men sidste år såede jeg jo Hesperis Matronalis (Natviol eller også kendt under det mere poetiske navn "Vellugtende aftenstjerne" og Lathyrus Cupani, den ældste og mest velduftende sort af ærteblomster. Jeg nåede at tage frø, så stor var glæden, da jeg opdagede at den spirede og igen nu, hvor den netop er i blomst. Det er nærmest som sommerfugle på stilk og jeg glæder mig usigeligt til at hele espalieret står i flor.
Farven har nogle af de allerkorteste lysbølger i farvepalletten og virker derfor "luftig" på os.
Øjet har tilsyneladende rigtigt svært ved at se farven korrekt gengivet, men bier har vældigt nemt ved det. Det kan jeg skrive under på, da min have - efter jeg har dedikeret den til mange violette blomster - summer af sol og brummende bier.
Den pink/lilla Brudeslør danner også puder og senere hen på sommeren et brus af lilla-hed.
Purløgene bruges som drys på Artiskok-dippen og alskens salater - foruden at den bare er yndig - så yndig, at den også nu skal bo både på terrassen, i køkkenhaven og blandt stauderne.
I dag sagde min fysioterapeut noget, som har sunget i mit indre system i et par timer....:
"Du skal sørge for at snuderne vender samme vej, når du går". Hun mente næsen og tåspidserne, men jeg hører også "mellem linjerne", at det er vigtigt at kikke mod den vej, man bevæger sig.
Og lige nu skal jeg holde fokus på at blive rask (-ere) i stedet for at drømme om være den nye have-tv-stjerne (selvom det godt kunne være mit drømmejob). :)
Meget kærligt sagt.
Meget viist.
Meget vidunderligt og violet.
