Den hvide sten

Selvom det ikke lyder sådan, så handler dette indlæg om kærlighed. Og glæden ved blomster og have.

Min mand og jeg har kendt hinanden i mere end 26 år. Vi har været kærester i 16 og i dag har vi kobberbryllup.

Der har været andre mænd og ægteskaber ind over i al den tid. (Har været gift før). Og mange planer om andre liv. Eller andre måder at føre et (sam)-liv på. Men vi - min mand og jeg - er og bliver hinandens soulmates.

Den sommer ( i ´10), da jeg havde slået hovedet, havde vi jo også bryllupsdag. Jeg havde jeg haft god tid til at udtænke en gave til "os". 

Situationen var den, at jeg lå og lå.

Og kunne ikke andet.

Mit skøre hoved, var den gang stort set hele tiden ude af drift . Dog blev det måske imidlertid min "redning", for jeg kunne da tænke (ind i mellem) i al den tid, hvor jeg lå. Og lå.

Ikke bare tænke. Men: "Fintænke" endda. ( En ellers mandlig disciplin (siger min mand). ;)

Nå ham om det. Det er han god til. Men jeg kunne også. Den dag. For..........

Hvad giver man "os" på en brylllupsdag, når gaven skal være personlig, befordrende (for et efterhånden - eller i hvertfald til tider - lidt kommode-agtigt samliv), anderledes, mindeværdigt og langtidsholdbart..... ?

Bevares.

Det er måske mange og STORE krav at stille til sig selv, under de "konditioner". Men sådanne mennesker findes. det ved jeg, du ved.

Og for nu at det hele ikke kammer under i selvfed ros, så skal I jo høre, hvad denne her overskrift går ud på:

DEN HVIDE STEN.

For det var det han fik.

En hvid sten.

"Hvad" tænker du selvfølgelig.

"Hun må have slået hovedet!".

"Ja", siger jeg selv højt foran min 17 tommer skærm.
"Det har jeg.

OG:
"Det kan der godt komme noget godt ud af."!

For nu skal du høre: 

Med bævrende hjerte og mine private noter præntet ind i en temmelig hullet hukommelse over highlights´ne i min "tale", steg jeg op om morgenen på vores bryllupsdag.

Det i sig selv gjorde, at han blev årvågen på et spitsekund.



Jeg satte mig for foden af ham og bad ham om at lukke øjnene. Så gav jeg ham stenen i hånden og forklarede ham, at ligesom Hampus og Fia i barndommens første filmromance, så havde vi nu kontinuerligt resten af vores samliv en udfordring.

Sammen.

Dem har vi faktisk haft en del af, men denne her var, hvad en planteentusiast ville kalde frugtbar. 

At vinde stenen (den hvide) ved at gætte, hvad den anden ønsker.

Det kan godt være rigtigt farligt i et forhold at "lege gættelege". Har gennem mange år lært, at det er bedre at fatte mod og sige, hvad man virkelig gerne vil have i stedet for at den anden skal gå og gætte.

Derfor er der også i denne "gaveleg"

Én regl:

Opgaven for den, der "ejer" stenen for en kort stund, er, at gøre sine ønsker 'gættelige'. For at den anden skal kunne opfylde dem og dermed vinde den.


Det kan være alt muligt. En lækker middag på en restaurant, en tur i skoven, Stegt flæsk med persillesauce, at udholde byggeprojekter i måneder...


I dag skal min mand have den.

Som tak, fordi han giver mig plads til min havedille.

Der måske nok er liiiige ved at kamme lidt i vækstretningen. Opad og udad. Ud over så at sige: ALT.

For selvom vi har et ok stort hus, så er det svært at rette blikket mod noget, der ikke på den ene eller anden måde har med min havedille at gøre.

Jeg har nemlig de sidste uger flyttet haven indenfor.

Eller har tyvstartet den, kan man måske sige:

Og jeg ved at det generer hans "ordenssans" i dén grad.

Altså.
Ikke for at tale ondt om ham! Overhovedet slet ikke. !!! Jeg elsker jo manden. Som han er.

Men jeg ved jo godt, at:

• alt, hvad der samler små sorte fluer, 
• lugter mærkeligt, 
• drysser på det nyvaskede gulv,
• fylder "det hele", 
• ser ud som om det anvender for en allerhelvedes formue i strøm
• og i øvrigt ser anderledes ud end det, det hele plejer at gøre 

- kan i visse - og jeg siger visse - situationer opleves som et personligt anslag mod hans liv.
Hvilket jeg egentlig godt kan forstå, når man som han drøner rundt og karrierejobber m. alt hvad der er i den. Sådan som han gør.



Derfor må han virkelig elske mig, når han finder sig i:

og:

og:

Ahhhhhhhh.

Jeg er en lykkelig kvinde.

Ellers skal vi i aften bare have lidt lækker sushi hjem fra yndlingskineseren og så holder vi et eller andet i haven på vores 13 års dag til august.

Med et flor af Georginer og Roser og Lathyrus og Lavatera og Geranier. Glæder mig!

Lad denne grå tirsdag i februar svøbe sig kærligt om dig resten af dagen.

Hvad blomstrer sidst i maj?

Min datter og hendes forlovede skal have bryllup her i Den Helbredende Have i maj 2013, og hvis jeg skal have haven fuld af blomster, så må jeg skue fremad. Skal jeg oveni købet 'fabrikere' dem selv, er det med om at være i god tid.

Joooo, kom ikke her og sig, at planlægning er opreklameret.

Jeg er i fuld gang med at virkeliggøre blomstringen. Er nu nogenlunde på omgangshøjde, hvad angår tulipaner. Har læst, at man kan "dreje" løget, så de kommer senere, eller plante dem dybere. Men det er jo ikke nok.

Hvad skal der mere ske i Den Helbredende Have, som kan give en blomstring der, omkring 23. maj?

Jeg synes det er en svær opgave, da de fleste tulipaner er på retur og der opstår ligsom en "pause" inden junis første flor af tidlige Roser, Lupiner, Geranier, Prydløg.

Det eneste andet, jeg kan finde på, som blomstrer på den tid er VIOLA. Ikke dem, som dukker op af sig selv, skønt de jo dufter bedårende og er sunde og velsmagende (i honning, f.eks.).

Dette er en vild martsviol. Er jo afblomstret til den tid, men er dog skøn alligevel.

Næhhh:

Stedmoder eller Hornviol.

Måske.

I lang tid gik jeg i den forvisning om, at Stedmoder og Hornviol blot var vinter/tidligt forårsblomster.

Jeg gik og smilede fro tilbage til deres glade små, smilende ansigter, men rev dem så op med hård hånd og smed dem ud, når de var blevet langbenede og ranglede. Hvilket de jo sådan set nemt bliver, hvis de er plantet mellem stauderne i den bare jord og så bliver "fortrængt" af de fremvoksende stauder.

Nu er det imidlertid gået op for mig, at de sådan set sagtens kan genblomstre langt hen i både juni - ja og juli, hvis man blot tager sig lidt af dem.

F.eks. er hjemme på den tid af året, hvilket jeg oftest ikke er, men sådan bliver det de næste par år.

Derfor har jeg bestemt at de skal være en del af den helbredende have for fremtiden. Det er nemlig rigtigt helbredende at gå og smile til sine blomster, hvilket jeg sådanset ofte gør, men få smiler så kærligt tilbage som netop VIOLA.

 

http://aquilegiaviridiflora.blogspot.com/2012/02/give-away-nye-lsere-fra-dd-deltager-med.html

(hvis nogen vil give mig et tip om, hvordan jeg får linket lagt ind i billedet, eller.... du ved, hvad jeg mener.... så ja, tak)

Da jeg så så søde Susanne Irmings lille "Give away"-ting, så er der jo ingen vej udenom end at lade en lille lykke-fe råde, og håbe det bedste.

For de sorter, hun har sat på højkant er fantastiske.

• Nuttede og samtidigt livlige. 
• Sarte og samtidigt stærke og robuste. 
• Ligesom min datter og hendes forlovede. 
• Og deres kærlighed

Så der skal sås, skal der. En gang i juni, tror jeg er det tidspunkt, hr. Dalby har sagt.

Men hvad skal jeg ellers ty til?

Skal jo have et brusende blomsterflor. Smukt, forårsagtigt. Uden at være ALT for overstrømmende romantisk.

Hvis du har idéer, så sig frem.

Hvad nyder du mest i slutningen af maj?

At så og tro

At beslutte sig for noget 

er at overgive sig til fremtiden

At så en have til er at tro på den. 

Disse ord  har jeg noteret i min tænkebog en gang i januar sidste år. Det var da min have-gensyns-jubel tog et solidt livtag i mig og fik mig til at indse, at "hjælpen" ofte er lige ved ens side uden at man kan se den.

Eller lige udenfor ens vinduer. 

Nu hvor frosten har sat os mere eller mindre skak mat, hvad angår haveaktiviteter, kan jeg finde på mange ting:

• fotografering
• netsurfing
• havebogsredigering
• digtning(skrivning)
• haveblogging
• armchair-gardening
• dvd-kikning
• klargøring af såkasser
• skilteskrivning
• såning

Dagens indesyssel er: 

At skabe sig et overblik

Strukturere og planlægge

og: 

gøre andre glade

 

Selv GLAD på vej ind i

fremtiden

Herfra og til evigheden med Pelargonier

I dette indlæg kikker vi på overvintring og formering af pelargonier. Og ork! Jeg ved det godt: Mange af jer har allerede opmagasineret jeres pelagoner i kældre eller i udestuer, men nogen har måske ikke endnu. Og du kan sagtens nå det.

Så længe de har stået under tag eller måske allerede er blevet lidt frostsvedet på bladene kan du allligevel overvintre dine planter og få noget godt ud af det til foråret.


Hvad der er sparet er der tjent. Og man kan få et ret familiært forhold til dem, skulle jeg hilse og sige. Når man sådan genser dem år for år. Og når de er så trofaste og velvillige. Og smukke og ...

Hvis jeg havde plejet min haveglæde hvert år siden jeg var 13-14 år, havde jeg stadig haft aflæggere af min allerførste pelagonie. For pelagonierne er da nogle af mine yndlings.

Jeg ved godt, at nogen mennesker er helt "frimærkesamler"-begejstrede for deres pelagonier, og overvintring og opformering af dem er da også noget af det, der bliver betegnet som lidt af en videnskab.

Jeg er autodidakt og overhovedet ikke specialist. Jeg er ikke samler. Endnu. For det tror jeg faktrisk godt jeg kunne få hang til. Jeg beundrer alle slags, både engleske, duftende, hængende osv.

Men i den helbredende have har jeg nogle få arter, som nu har fulgt mig gennem 8-10 år. eller sådan noget. Moderplanterne og alle deres børn, børnebørn og oldebørn.

Jeg er, som rigtigt mange kvinder, mest forgabt i Dronning Ingrid. Men jeg har også en anden lidt mere "Jalsø"-lyserød. og den er også ret sød.

Nå, nu går vi til markronerne - ikke al den snak!

Her skal vi se på overvintring og formering

Vi starter med overvintring:

Der er (mindst) tre måder at gøre det på - jeg afprøver til stadighed dem alle, for hvis nu den ene af dem af en eller anden grund ikke dur det år.... men det gør den. og jeg er lige begejstret for dem. Det er min dovenskab (= sygdom og/eller travlhed - i omvendt rækkefølge), der får mig til at foretrække metode nr. 2. Men som sagt: Jeg anvender dem alle.

1. Stil dem ind i stuen. Studs dem, stil dem i et vindue med mest muligt sol. Bedst også lidt køligt, for de kan godt blive noget ranglede hen over vinteren. Vand jævnligt, de skal stadig tørre ud mellem vandingerne, som de plejer. I foråret klipper du dem ned til ca. 5 - 10 cm stængler, (eller hvor du synes de skal skyde fra) , så de kan starte på en frisk.
2. Stil dem frostfrit (bedst ved 5 - 15 grader C), lyst og tørt. En kold kælder er god. Glem dem = Vand dem næste stort set ikke. Om foråret: Klip ned, genopliv .
3. Hiv dem ud af potten. Ryst og nuldr jorden af dem, hæng dem op med hovederne nedad eller læg dem et sted i køligt mørke (som ovenfor). Glem dem fuldstændigt = Overhovedet ingen vand. Om foråret: Klip ned, genopliv .

Den sidste metode lyder simpelthen som en slags Guantanomo for planter. Vold og modbydeligheder. Jeg har metoden fra Søren Ryge Pedersen, det rare menneske, for hvem intet ligger mere fjernt. Altså Modbydelighederne.

Og det virker.

For genoplivning i foråret af pkt. 2 og 3 gælder det, at de skal klippes helt i bund og have frisk ny jord i starten af marts: herefter taler man kælent og humørfyldt med dem hver eneste dag og man vækker dem langsomt til live igen. Med kæl og kys. Smil og klap. Med vanding, lys, kærligt nusseri og efter en periode på 3- 4 uger også med gødnig.

Du vil inden længe il din glæde opdage, at planten virkellig har savnet dig og den skyder nu med de sødeste, optimistiske skud og blomstrer så herfter frodigt og velvilligt hele sommeren lige ind til oktober og frostens komme.

Dette billede er taget i går d. 15/10.

En god saks er én man IKKE klipper sig i fingrene med. Og sådan én er det her. Der er nemlig en gummekant på den ene side af skæret...

JA. Og så er det faktisk bare at gå i krig. Denne pelargonie har ikke været pudset af i længere tid. Jeg vidste jo godt hvor det bar henad.


Afklippet kan man nu i efteråret og så igen om foråret bruge til:

Formering: 

Pelagonier kan frøformeres, men det er der vist ikke ret mange, der begiver sig af med.

Som du ser her, så er der faktisk anlæg til flere planter langs stilken, som egentlig bare kunne klippes af og få hver sin potte. Men da der er rigeligt at tage af, klipper jeg desiderede stiklinger, som jeg udplanter i muld og stiller køligt, lyst og frostfrit. Går de til er det bare ærgerligt. Så er der mere at tage af til foråret af dem, der har overvintret efter metode 1.

Stiklingeformering (vegetativ) af pelargonie er langt mere eftfektiv end frøformering. Og langt nemmere. Faktisk knækkede der en stilk af med blomst og det hele og jeg smed den bare ud i zinkskraldespanden med sammenkrammet plastik og andet skidt. Efter en måneds tid og en hel del regn, tømte jeg spanden og opdagede, at den stadig blomstrede og for enden af den sad de fineste rødder.Nu har den selvfølgelig fået en potte. Sådan en vedholdende lille rad skal ha en chance!

Om sommeren kan man såmend også bare stikke et knækket skud direkte i jorden ved siden af moderplanten (eller i en potte for sig), og den vil velvilligt gro. 

Nå til klipperiet:
Efter en grundig studsning ligner planterne en katastrofe! Det er med vilje, jeg ikke klipper helt i bund. De skal "have noget at leve af". Dvs. at de tørre ned (ind) udefra så at sige. Som løgplanter vil jeg tro. Nogle år klipper jeg dem slet ikke ned. Men det har jeg valgt i år, da jeg vil formere og da jeg synes de var blevet lige lovligt langbenede.

Der bliver rigtigt meget affald i år, synes jeg. På komposten med det og tilbage har du sådan en fætter her: Der skal være nogle "led" eller knæ, eller hvad man nu kalder det - på stilken. Væk med bladsansatser på stilken og fjern også evt. blomst, knop og blade og lad et eller to blade blive tilbage. Dem ånder stiklingen med og så kan den koncentrere sig om det væsentlige: at sætte rødder og at overleve. Faktisk behøver det ikke at være en topstikling. Der kan sagtens komme en plante ud af det alligevel!

Så er det bare op i en gang pottemuld blandet med lildt havejord, sand og eller grus. OG ind i garagen. Jeg skal lige have min mand til at samle bordet, så ind til videre får de et uldsjal over sig og masser af bloglys i drivhuset om natten. Det skal nok gå. Så kommer de i garagen i morgen.

Det smukkeste af afklippet ryger i en vase. Så kan de lave nogle rødder, hvis de har lyst.

Må evigheden være indenfor rækkevidde!