Man kan - i sit liv - pludselig opleve, at man er plantet det helt forkerte sted. Man hører ikke rigtigt til, der hvor man er. Der er ingen, der lægger mærke til én, man er faktisk i vejen og man trives ikke. Der er ikke nogle muligheder for at kravle op ad, vokse, ingen at støtte sig til, ingen, der bemærker én sådan rigtigt. Kender du det? Jeg gør.
Fra tidligere jobs.
Eller forhold.
Nå men. Sådan har min New Dawn-klatrerose det også.
Jeg fik den forærende af en kær veninde til en housewarming for mere end 10 år siden og jeg plantede den op ad et pæretræ i forhaven langs hækken. Træet gik af en eller anden grund ud, væltede og så stod rosen bare der - og stod. Så godt den nu kunne. For den tro støtte var væk. Nu stod der bare en lygtepæl, men den var for langt væk og ikke til nogen nytte. i øvrigt rev man sig, når hækken skulle klippes. Ikke særligt populært!
 |
| Kan det blive mere ynkeligt? |
Det gik jo unægeteligt ud over livskvaliteten. Og glæden og skønheden.
Det hele.
Så har jeg funderet på, om man skulle give den en ny støtte. I form af et eller andet pæle-espalier.
Men
- Det ville den ikke få mere opmærksomhed af. Faktisk.
- Så er der det med handymanden, der ikke bryder sig om at være handy, selvom han er det. Vil ikke spørge!
Så når der ikke rigtigt er andre muligheder end at flytte. Så må man - flytte.
I baghaven står en stor tryg gammel skovfoged(æble). Det må være det rigtige sted. Lige ved siden af, har jeg plantet
de nyfundne pæon-skønheder, der var ved at gå til i skalderkålsurskoven. Det bliver et skønt skue!
Grav i dybden
Det blev så i dag. Tiden er modnedes og nu skulle det være. Inden den sætter anlæg til blad og blomst.
Jeg lyver ikke, når jeg siger at det blev lidt af et projekt. Efter 10 år har sådan en skøn ældre dame alligevel slået rod. Og når grundstammerne er på tykkelse med min egen underarm, så må der jo også være noget, der suger vand op nedenunder.
Efter ca. ½ times roden, ragen og regeren med greben, er det at jeg tager godt fat om roden og hiver til. Ja - Krysters Kartel har ikke levet forgæves. Der er så meget mænd ikke forstår!
Riv og flå og mærke efter og rode og grave dybt ned i moder jords brune muld. Bare sådan lige for at finde ud af, hvilken vej rødderne drejede. Og om de ville op.
Det ville de ikke.
Efter endnu ½ times tid, slipper jorden taget og en rod knækker. Men op kommer rosen. Jeg kikker efter. Det er ikke et blødende sår, så det går. Håber jeg.
Et triumftog ses nu marchere stolt gennem haven med rose efter sig. Jeg blæste i trompeter og viftede med bannere hele vejen om til baghaven. Vinkede, nikkede og smilede. Tænk at det lykkedes! Hurra!
Nå..... Og så i vandret
Aftalen med mig selv var, at jeg skulle ind og ligge inden næste skridt. Under normale omstændigheder (læs: før jeg fik hjernerystelsesskader) ville jeg ikke have helmet, før jeg var færdig. Jeg ville have kløet på og arbejdet og arbejdet. Men nu var jeg sejnefærdig. Og hovedet var ved at falde af. Et vulkanudbrud var under opsejling. Så måske var det bare det, jeg havde gjort? Arbejdet og arbejdet.
Men jeg lå og foretog den vigtige
"arm-chair-gardening", stod rosen i vand. Det er næste lige som at sætte en tromle vasketøj over og så sætte sig med en kop kaffe. Skønt at være effektiv- uden at røre en finger.
Udstyret
Efter et glas vand og et par timer på langs på sofaen sammen med Hr. Dalby og Fru Plum (!) var det på igen med havehatten, handskerne, den armerede vest og gummistøvlerne. Og ud igen.
Plum omtaler nedklipning og flytning af Brombær som en opgave for civilforsvaret. Eller i hvert fald siger hun, at man skal iføre sig sikkerhedsdragt, visir og hjelm. Og det er sådan, at Brombær er faktisk i familie med Rose og begge planter er i besiddelse af de samme hæftende og stikkende, dybdeborende torne, man kan tænke sig. Sådan også min yndige aldrende kvinde; New Dawn. Så jeg takkede mig selv mange gange for, at jeg havde hat og handsker på. Ville ellers have fået (flere) huller i hovedet.
Veninder
Dalby skriver at Klematis og Klaterose klæder hinanden og for nu ikke at gå helt død i de april-nøgne fotos, må vi lige fantasere lidt:
 |
| Se lige disse to veninder |
Det smarte er, at når rosen ikke blomstrer, så blomstrer Klematissen. En rigtig dulle. Og omvendt. Når dullen endnu ikke er vågnet, så blomstrer rosen. Hvor heldigt, at jeg i morges "kom til" at købe nogle billige duller (klematis) til 25 kr. fra Netto:
Med New Dawn´s blege rosa-røde skær, valgte jeg den lyseste. Husker ikke navnet. Må skylde en omgang (til klematis-nørderne).
Flere steder i bøgerne skriver de at Klematis kræver benmel. Men det findes mig bekendt ikke på nettet eller i handlen i det hele taget. Men så er det godt, vi har Dalby. Han skriver, at man skal klippe en gammel pude op og hælde nogle dun ned i det store og dybe plantehul. Det vil gøre det ud for det samme.
Blæs
Nu ved jeg ikke, om du har bemærket det. Men det blæste altså en halv pelikan i dag. Og når man klipper en gammel hovedpude op i vindstyrke 18-20 stykker, så har det en vis effekt. Jeg nævner det bare.
Havde i et par minutter en sky af hvid sne hvirvlende omkring mig. Var alene, men det ville ellers nok have været vældigt effektfuldt på video.
Sådan så det ud i hullet, da jeg fik lidt mere styr på sagerne. En mærkelig grød af jord, vand og fjer (og så nogle djævels-kål-rødder, men dem gider vi ikke tale om).
Ok. Ned med dullerne og på med spagnum og jord fra hullet.
Efter at have arrangeret damen i æbletræet og have klippet de værste vildskud og gamle forveddede grene af, stod jeg med en hel del til storskrald.
Den gamle dame står nu sammen med dullen og sopper. Det skal de. Må vande igen i morgen. 20 liter vand er slet ikke nok.
Kom i øvrigt til at kikke på de redskaber, jeg havde brugt. Troede i udgangspunktet, det var nok med en greb og spade og en spand. Men sådan er det med væsner, der ikke trives, hvor de står. Det kræver omhu, hårdt arbejde og at værktøjet er i orden. Proces, proces, proces.
Når den blomstrer til sommer (hvilket jeg da ganske naivt regner med, at den gør - med al den kærlighed, den har fået) sætter jeg et foto ind, så du kan se resultatet. Håber pigerne bliver veninder. Og at Skovfogeden giver rosen den støtte hun har behov for.
