Om planter og livets genvordigheder

Jeg er enebarn og voksede som lille op på i et sommerhus på Tisvilde overdrev i Nordsjællands skove nær Arresø. Jeg havde dengang ikke ret mange legekammerater og i løbet af min opvækst og skoletid har jeg ikke kunnet undgå at iagttage mennesker. For at lære af dem.
Jeg har beundret og nogle gange også undret mig over skæve eksistenser, mærkværdige adfærdstræk og ovenud fantastiske og særegne overlevelsesmekanismer.

Det er det dette indlæg handle om. For planterne minder os om, hvordan liv bare vil leves.

Og ikke kan lade være, bare det får lov.

Have-vandringernes hemmeligheder
Når jeg er på en morgen- eller aftenvandring i min have nyder jeg jo mine blomster lige så meget som alle andre haveelskere. Men jeg har opdaget, at der også sker nogle andre ting i min bevidsthed.

Jeg opfatter planterne som metaforer (billeder på), hvordan man som menneske kan bakse med de udfordringer, det moderne liv giver os.Og alligevel klarer sig.

Min grønkål fx., minder mig om, at ting, jeg troede var vildt svære, har vist sig at være så nemme som at trække vejret roligt (bare man gør det).

De groede og groede fra det øjeblik (næsten) de kom i jorden. Duer både til det ene (pryd) og det andet (mavefryd) og er smukke oveni købet.

Ja, sådanne mennesker, kan man også være heldig at møde på sin vej. De er værd at samle på!

Det er de besværlige såmen også.... Roser, fx.
Og det morsomme ved "de besværlige" er, at de virkelig kan tage en masse af ens tid, energi og opmærksomhed.

Inge Futtrup skrev en dag på Fjæsen (Facebook), at roser er ligesom teenagere. Ha, det kan jeg godt se ligheden med. De har ens fulde opmærksomhed, man ligger søvnløs om natten, nurser og gør ved, men de arter sig egentlig bedst, (og har det bedst), når de får lov til at passe sig selv i de rette omgivelser.

Og selv i "ufærdig" størrelse er de helt vidunderlige...

Og noget af det skønne ligger i alt det, man ikke har fokus på. Bladene f.eks.

Min blå Iris, som jeg flyttede i efteråret, minder mig om, at livet er fuld af overraskelser og at man nogle gange bare venter og venter OG VENTER - og næsten opgiver - og så lige pludselig går al ting stærkt... Se bare foto fra i går aftes og igen her til morgen:

Det er ligesom den sidste nyhed her fra privaten i Den Helbredende Have:
Nu er det næsten et år siden. jeg fik afslag fra kommunen om dels sygedagpenge (men det er en sag for sig) dels genoptræning på Center for hjerneskade. Men i min mailbox i mandags lå der en invitation til at modtage samme behandling som kommunen har afslået - nu bare i et forskningsprojekt?

Om jeg var interesseret? :D

OM?

Og så passer det med at jeg kan starte, når samsynstræningen er afsluttet en gang til efteråret!

Ja, det passer så godt sammen som de allestedsnærværende ( i blogland i hvert fald) Black Knight (Tulipa) og Purple sensation (Alium).

Nogle af mine Black Knight blomstrer også fra sideløgene. Sådan to ser du på fotoet th.

Bemærk, hvordan de på en eller anden måde formår at tage hele scenen på trods af, at de er omgivet af vidundere!

.... !

Sangerinden Elizabeth synger et sted: "hvad er det værste: at man falder eller at man aldrig kommer op igen?"

Interessant. For nogen mennesker har udviklet overlevelsesstrategier, som gør, at de altid kommer "op" igen,

• selvom livet har givet dem vanskelige forhold, 

• selvom deres opvækst har været trang og 

• selvom de ikke har fået særlig meget plads 

• eller næring, 

.............det er ingen hemmelighed.

Vi kender alle mælkebøtten, der smiler til os gennem asfalten.

I min have er det Akelejerne:

 
(Husbonden havde for travlt med job og huslige sysler i 2011, og lod "ukrudtet" imellem fliserne være hvor det var. Vi siger TAK for det og lader det stå et øjeblik (mere)!)


Menneskers "overlevelsesstragetier"
Jeg fornemmer faktisk gennem stort set alle mine blomsterbekendtskaber, at langt størstedelen af have- og blomsterelskere på jord, har haft en hel del at slås med gennem livet.

Haft masser af genvordigheder.

For nu at sige det mildt.

Enten i starten af deres liv, i perioder af deres liv, med deres elskeder. Ophav, hjerters udkårne eller afkom.

Ja, eller ...... begge dele og både og.

Jeg er med i klubben, kan man vist roligt sige, og alene af den grund, har jeg den laaaange liste af rosenindkøb foretaget i efteråret - kan I huske, der hvor "klikfingeren" fik "tennisalbue". (pga. digitale køb af roser).

De er langt at foretrække frem for depressionspiller. (Roserne - ikke klikfingrene - eller JO... egentlig. Nå, never mind...)

Foto credits: www.rose-gardening-made-easy.com

Og roserne kommer fint alle sammen.

Jeg fjernede EN bladlus her til morgen, så i aften skal jeg sprøjte roser. Ikke med det der gift, som kan købes i dyre domme, men med et hjemmeudviklet tonikum, som består af Hvidløg og Lavendel. Jeg blander det i forholdet 1:10 lader det stå i en måneds tid (måske er en uge nok, men du ved, her går al ting langsomt) og sprøjter roserne.

Lover at fortælle om Rosernes overlevelsesstrategi så er bedre end lusenes.

Dejlig slutuge til dig - hvor end du er...

I livet.

Du kender først dagen når solen er gået ned!

Vi ved det godt alle sammen! Når man sætter noget i gang i en have, opstår der hele tiden nye opgaver. Det kan være småting: At flytte en plante, gør at man skal flytte en anden først, eller grave bunddækket op og opmagasinere det.... Et eller andet.

Sådan nogle ting kan faktisk godt gøre en dag i haven ret lang. Men tiden går jo af sig selv! Deri ligger noget af helbredelsen! Men det kan også gøre dagen om end temmelig rodet.

Men altså. Det minder mig jo (og formentlig også dig) om, at det der ..... med at have have, er en proces, en tilstand, en multitasking-opgave - langt mere end at det er et resultat. Ligner på mange måder et ganske almindeligt job. Eller at have børn. Eller et parforhold!

Den erkendelse er ret værdifuld, at processen er det vigtige og ikke resultatet - ikke bare sådan i al almindelighed, men i særdeleshed for sådan nogle skabs-perfektionister, som jeg kan være et eksempel på. Men altså. Også for andre.... så som samboere, dvs. f.eks. mænd, kærester og så besøgende, der lige dropper forbi og vil bese haven, inden de indtager kaffen. Og stiller mærkelige, nærgående spørgsmål.

Planter i kø
Der er altid noget at lave, mere end rigeligt! Særligt på denne årstid. I maj. En rigtig lun maj. Tag nu f.eks. mit overfyldte drivhus.Vi har nemlig lige haft funfirmation sidste weekend og selvsagt blev alle have-projekter skrinlagt og har været det nu i næsten 14 dage. Pokkers til tidspunkt, når nu det hele står i kø! Trippende, pasningskrævende, utålmodige, som forårskåde heste, der gerne vil på græs.
NU!

Ergo....Ud i haven med fru Olsen og videre med det hele. På èn gang! Basilikum og chilli ud i drivhuset.... og gang i bedet med alt ukrudtet og de halvdøde hortensiaer. For ellers er der ingen plads til de fremspirede Dahliaer.
Og det går jo ikke. Ikke at have plads!

Denne udsigt fra køkkenvinduet taler for sig selv
- måske....

Især hvis vi går tættere på:

 

Ikke kønt, vel?

Hvis vi tager et nærmere blik på fotoet ser vi følgende:

• 2 stk. nyplantede roser op ad den jerndrager, som jeg knaldede min hjerne ind i for mere end 10 måneder siden. (bemærk sutteflasken (en opklippet sodavandsflaske, som jeg kan vande i)
• 2 buskbom og en oregano, som også gør det ud for skjold, så man ikke kommer til at nærme sig pælen umotiveret..
• et fuglebad
• en halvt udgået stueplante (rød Oxalis)
• to kasser med sort plastik lagt i som foer..... (forklaring følger)
• en gammel terrassoplade, som jeg gemmer fordi jeg drømmer om et udekøkken
• og i baggrunden en sort plastspand, med brændenælde-afklip i og gødnigsvand.

Der sker nemlig mange ting i haven på én gang.

F.eks:
Et halvt gravet bed, som jeg måtte forlade igen, fordi - da jeg sætter greben i jorden og skal til at hale indendøreshortensier op, der ikke har blomstret siden de kom i jorden for 4 år siden, ja, så står jeg og mangler trillebøren at smide dem op i....

What to do? ...
Tøm den.

Ok, det kan jeg da godt, men så må jeg lige fore de kasser, som dahliaerne skal op i, så jeg kan tømme den jord ud, der står i trillebøren fra et tidligere projekt. Før kan jeg ikke komme videre. 

Så greben bliver stående. Et øjeblik.

 

Men kasserne bliver foret.

Her har du startkittet og en opskrift på forede kasser:

• 1, 2 eller flere gamle øl-trækasser, der har fået hvid (eller anden) træbehandling
• en sort rulle plastsække
• en saks
• klemmer - !

Start med at klippe bunden af en en sort sæk. Og klip op langs siden. Læg den på den lange led over kassen og tryk ned, så bunden er dækket og plasten ligger fladt, glat ud langs bunden og siderne og saml plasten i en slags flæser i hjørnerne. 

Brug klemmerne til at holde styr på plasten hele vejen rundt, særligt i "flæserne" i hjørnerne! Klip huller i bunden, hvor der i forvejen er en lang revne i kassen, sådan at vandet kan løbe fra.

Fyld dræn i i form af leca-sten, som også hjælper med at holde fugten, skulle de nu skulle klare sig selv i en ferie, i tørkeperioder eller længere tid uden vanding.

Så er det bare i med jord på og planter. Evt. lidt vacumlite (igen for at sikre fugten i tørre perioder). Forudseenhed og omtanke kan trænes her. Så husk lige at klippe plasten af langs jordkanten INDEN du sætter planterne i. Jeg nævner det bare.

Pause Poul! 

Som Andrea sagde til Poul Kjøller, når det hele gik lidt for vildt for sig. 

For når man er i haven, samtidig med at man er syg, eller hvis man bare bliver træt, så må man jo ligge ned. Ind i mellem. Eller gå ind, når det regner. Eller når man er sulten, tørstig, skal tisse eller når fastnettelefonen ringer. Eller man bare segner ! 

Der er altid en eller anden pause, der opstår helt af sig selv, når man arbejder i haven. Hvis man altså husker den! Det er ikke alle, der gør det.

Men den er helbredende!

Så - ja - så langt som til at grave tingene ned, kom jeg ikke. For så kom der en regnbyge. 

Og det er en vigtig lære at være lidt tålmodig med sig selv. Det er faktisk helende og livslang læring, som kan bruges til hvad som helst! Og regnbygen kom virkelig belejligt! For under andre omstændigheder, som i før min ulykke, ville jeg være den, der bare fortsatte og arbejdede og arbejdede. Når jeg er i gang med at nå et mål. Så når jeg det. 

Så kan man altid hvile bagefter..... 

Nu er jeg klog af skade og kan aflæse kroppens sprog. Den lyver ALDRIG!

Så regnbygen kom belejligt! Jeg hvilede.

Tur? Nu?

Men så kom den virkelige udfordring: For da solen kikkede frem igen, spurgte min mand, om vi skulle ta´ gå en søndagstur.... Sammen. Og det siger man jo ikke nej til. I hvert fald ikke, hvis man er mig! Uanset hvad jeg har gang i.

Da jeg vendte retur fra søen, fik sofaen først en tur, derefter de opgravede, tørstende og forvirrede stauder, der skal i ventebed.

Og til sidst selve bedet: 

Det blev til en hel trillebør skvalderkål!

Herefter kom turen til kasserne. Det bliver pænt en dag i august, når de er vokset sig 1½ meter høje og er fulde af blomster! Orange chancerende over i det gule og rosa - dahliaer:

Nå men hen i bedet og i jorden med resten af dahliaerne (de rosa og pink), et par jordbær og nogle lathyrus, som ikke gad trippe i drivhuset mere nu..

Men hastværk er lastværk. Det var først da jeg havde sat dem alle, at jeg opdagede et frøbrev, der fortalte mig, at de var lavendelblå.....

Ej, det duer da ikke!........ De må flyttes igen! 

Det bliver en anden dag! Orker ikke mere. Proces proces proces.
Livet er kun en overgang og ALT er ingen ting............ tra la lalala.

Nå. 
Så mens rulleteksterne kører, kan vi lige nå at kaste et blik på redskaberne. For der skal overraskende mange til. Også selvom man synes, det er et af de mindre projekter, man har gang i:

1. En tom trillebør
2. Staudespade
3. Kantstikker
4. Greb
5. Kost
6. Graveske
7. Håndkultivator (klo)
8. Grensaks

Og så mangler jeg endda at lægge havehandskerne og stille spandene frem. Og en flaske vand til gartneren. Og sofaen til hvilene, og så - aller aller vigtigst - en forstående ægtemage. Alt sammen yderst nyttige og meget nyttige redskaber i den helbredende have.

Synes du ikke?

I rosens navn

Man kan - i sit liv - pludselig opleve, at man er plantet det helt forkerte sted. Man hører ikke rigtigt til, der hvor man er. Der er ingen, der lægger mærke til én, man er faktisk i vejen og man trives ikke. Der er ikke nogle muligheder for at kravle op ad, vokse, ingen at støtte sig til, ingen, der bemærker én sådan rigtigt. Kender du det? Jeg gør.

Fra tidligere jobs.

Eller forhold.

Nå men. Sådan har min New Dawn-klatrerose det også.

Jeg fik den forærende af en kær veninde til en housewarming for mere end 10 år siden og jeg plantede den op ad et pæretræ i forhaven langs hækken. Træet gik af en eller anden grund ud, væltede og så stod rosen bare  der - og stod. Så godt den nu kunne. For den tro støtte var væk. Nu stod der bare en lygtepæl, men den var for langt væk og ikke til nogen nytte. i øvrigt rev man sig, når hækken skulle klippes. Ikke særligt populært!

Kan det blive mere ynkeligt?

Det gik jo unægeteligt ud over livskvaliteten. Og glæden og skønheden.

Det hele.

Så har jeg funderet på, om man skulle give den en ny støtte. I form af et eller andet pæle-espalier.
Men

1. Det ville den ikke få mere opmærksomhed af. Faktisk. 
2. Så er der det med handymanden, der ikke bryder sig om at være handy, selvom han er det. Vil ikke spørge!

Så når der ikke rigtigt er andre muligheder end at flytte. Så må man - flytte.
I baghaven står en stor tryg gammel skovfoged(æble). Det må være det rigtige sted. Lige ved siden af, har jeg plantet de nyfundne pæon-skønheder, der var ved at gå til i skalderkålsurskoven. Det bliver et skønt skue!

Grav i dybden
Det blev så i dag. Tiden er modnedes og nu skulle det være. Inden den sætter anlæg til blad og blomst.
Jeg lyver ikke, når jeg siger at det blev lidt af et projekt. Efter 10 år har sådan en skøn ældre dame alligevel slået rod. Og når grundstammerne er på tykkelse med min egen underarm, så må der jo også være noget, der suger vand op nedenunder.

Efter ca. ½ times roden, ragen og regeren med greben, er det at jeg tager godt fat om roden og hiver til. Ja - Krysters Kartel har ikke levet forgæves. Der er så meget mænd ikke forstår!

Riv og flå og mærke efter og rode og grave dybt ned i moder jords brune muld. Bare sådan lige for at finde ud af, hvilken vej rødderne drejede. Og om de ville op.

Det ville de ikke.

Efter endnu ½ times tid, slipper jorden taget og en rod knækker. Men op kommer rosen. Jeg kikker efter. Det er ikke et blødende sår, så det går. Håber jeg.

Et triumftog ses nu marchere stolt gennem haven med rose efter sig. Jeg blæste i trompeter og viftede med bannere hele vejen om til baghaven. Vinkede, nikkede og smilede. Tænk at det lykkedes! Hurra!

Nå..... Og så i vandret
Aftalen med mig selv var, at jeg skulle ind og ligge inden næste skridt. Under normale omstændigheder (læs: før jeg fik hjernerystelsesskader) ville jeg ikke have helmet, før jeg var færdig. Jeg ville have kløet på og arbejdet og arbejdet. Men nu var jeg sejnefærdig. Og hovedet var ved at falde af. Et vulkanudbrud var under opsejling. Så måske var det bare det, jeg havde gjort? Arbejdet og arbejdet.

Men jeg lå og foretog den vigtige "arm-chair-gardening", stod rosen i vand. Det er næste lige som at sætte en tromle vasketøj over og så sætte sig med en kop kaffe. Skønt at være effektiv- uden at røre en finger.

Udstyret
Efter et glas vand og et par timer på langs på sofaen sammen med Hr. Dalby og Fru Plum (!) var det på igen med havehatten, handskerne, den armerede vest og gummistøvlerne. Og ud igen.

Plum omtaler nedklipning og flytning af Brombær som en opgave for civilforsvaret. Eller i hvert fald siger hun, at man skal iføre sig sikkerhedsdragt, visir og hjelm. Og det er sådan, at Brombær er faktisk i familie med Rose og begge planter er i besiddelse af de samme hæftende og stikkende, dybdeborende torne, man kan tænke sig. Sådan også min yndige aldrende kvinde; New Dawn. Så jeg takkede mig selv mange gange for, at jeg havde hat og handsker på. Ville ellers have fået (flere) huller i hovedet. 

Veninder
Dalby skriver at Klematis og Klaterose klæder hinanden og for nu ikke at gå helt død i de april-nøgne fotos, må vi lige fantasere lidt:

Se lige disse to veninder

Det smarte er, at når rosen ikke blomstrer, så blomstrer Klematissen. En rigtig dulle. Og omvendt. Når dullen endnu ikke er vågnet, så blomstrer rosen. Hvor heldigt, at jeg i morges "kom til" at købe nogle billige duller (klematis) til 25 kr. fra Netto:

Med New Dawn´s blege rosa-røde skær, valgte jeg den lyseste. Husker ikke navnet. Må skylde en omgang (til klematis-nørderne).

Flere steder i bøgerne skriver de at Klematis kræver benmel. Men det findes mig bekendt ikke på nettet eller i handlen i det hele taget. Men så er det godt, vi har Dalby. Han skriver, at man skal klippe en gammel pude op og hælde nogle dun ned i det store og dybe plantehul. Det vil gøre det ud for det samme.

Blæs
Nu ved jeg ikke, om du har bemærket det. Men det blæste altså en halv pelikan i dag. Og når man klipper en gammel hovedpude op i vindstyrke 18-20 stykker, så har det en vis effekt. Jeg nævner det bare.
Havde i et par minutter en sky af hvid sne hvirvlende omkring mig. Var alene, men det ville ellers nok have været vældigt effektfuldt på video.

Sådan så det ud i hullet, da jeg fik lidt mere styr på sagerne. En mærkelig grød af jord, vand og fjer (og så nogle djævels-kål-rødder, men dem gider vi ikke tale om).

Ok. Ned med dullerne og på med spagnum og jord fra hullet.

Efter at have arrangeret damen i æbletræet og have klippet de værste vildskud og gamle forveddede grene af, stod jeg med en hel del til storskrald.

Den gamle dame står nu sammen med dullen og sopper. Det skal de. Må vande igen i morgen. 20 liter vand er slet ikke nok.

Kom i øvrigt til at kikke på de redskaber, jeg havde brugt. Troede i udgangspunktet, det var nok med en greb og spade og en spand. Men sådan er det med væsner, der ikke trives, hvor de står. Det kræver omhu, hårdt arbejde og at værktøjet er i orden. Proces, proces, proces.

Når den blomstrer til sommer (hvilket jeg da ganske naivt regner med, at den gør - med al den kærlighed, den har fået) sætter jeg et foto ind, så du kan se resultatet. Håber pigerne bliver veninder. Og at Skovfogeden giver rosen den støtte hun har behov for.