Vup Vup Vup - Kærlighed og rulletekster

Der er også foråretravlhed i Den helbredende have. Derfor får du lige aktiviteterne fra de sidste par uger i rulleteksterne nederst i indlægget.

Billederne i dette her indlæg er fra mit Stakit-bed. Det skal kunne nydes fra begge sider - lidt af en udfordring i en have, synes jeg.

Fra terrassesiden går det sådan set fint nok...
Det er tilplantet med 2 stk. The Pilgrim roser og en Alchymist, masser af Alium "Purple Sensation", Geranier og løvefod i bunden, Angelique og Black knight Tulipaner (som i rigtigt mange af jeres bede - derfor må jeg finde på en ny at sætte ved til efteråret), Hasselurt, Kong Salomons segl. Lidt høstanemonerester står der også (se de er på vej ud i terrassen - arghhhh, betyder at jeg må hive sten op igen - nægter simpelthen at lade Per spraye med R.... you know up)).

På billedet nedenfor kan du se, at bedet fra bagsiden ser ret kedeligt ud lige nu. Jeg har renset ud og udplantet (hjemmesåede vup! vup! vup!) Verbena Bonariensis og de kommer jo til at stå der og vokse og vokse hele sommeren ind til august en gang.

Det er jo rigtigt kedeligt at se på.

Altså lige bortset fra de yndige Krybende læbeløs, der blomstrer lige nu og helst skal brede sig - alt hvad de kan. Dem har jeg arvet et par bidder af fra svinemor (det må jeg gerne kalde hende - se så er man en elsket svigerdatter - !)

Nå men:
Har du nogen idéer til, hvad der kunne skabe liv undervejs? Lathyrus? Eller bliver det en værre filterredelighed, når V.b.érne vokser til?

Resten (altså den anden side) af bedet er jeg faktisk så tilfreds med, at jeg har skudt lidt flere billeder:

Dækstolene bliver klargjort på torsdag, og så kan du se den udsigt, jeg kommer til at få, når jeg ligger og hviler mange af mine daglige hvil:

Her kommer rulleteksterne fra maj måneds aktiviteter:

• Hærdet tomater og chili så de er klar til udplantning i drivhuset (indebærer mange ture frem og tilbage med herlighederne. Mange, jeg siger det bare!)
• Udplantet alverdens smukke mørkerøde, gyldne og orange solsikker langs hækken i vores nordvendte baghave
• Udplantet blodrøde tallerkensmækkere langs helvedeshegnet i Skvalderskoven.
• Udplantet næsten alle Dusksalvierne (pink og blå). Bliver spændende at se, hvilke farver hvor!
• Udplantet staudesånings dronninger: Verbena Bonariensis langs rumskiller-stakittet i baghaven... dem har du set!
• Flyttet kompostspand og kompost (prust-støn) samt Digitalis ( Fingerbøl) så der bliver plads til nyt skagens-stakit, som sættes op på fredag. (Den anstrengelse kostede så mange og lange og trange timer på langs med dundrende hovedpine og smerter i skuldrer og nakke, tågesyn og hylende tinnitus - men hvad gør man ikke når drømmene skal til at realiseres?)

Og så bliver stakittet sat op af en mand (min), der bruger sin fritid på at lave have til fruen, selvom han langt hellere vil spille skak, World of Warcraft eller se en bridgeturnering på Mac´ en.

Hov.............

Der var den igen. 

Kærligheden! 

for
(ja, undskyld - bliver lige lidt rørstrømsk)

Så giver jeg dig da disse tre: Tro håb og kærlighed. 

Den største af alle er kærligheden!

Den hvide sten

Selvom det ikke lyder sådan, så handler dette indlæg om kærlighed. Og glæden ved blomster og have.

Min mand og jeg har kendt hinanden i mere end 26 år. Vi har været kærester i 16 og i dag har vi kobberbryllup.

Der har været andre mænd og ægteskaber ind over i al den tid. (Har været gift før). Og mange planer om andre liv. Eller andre måder at føre et (sam)-liv på. Men vi - min mand og jeg - er og bliver hinandens soulmates.

Den sommer ( i ´10), da jeg havde slået hovedet, havde vi jo også bryllupsdag. Jeg havde jeg haft god tid til at udtænke en gave til "os". 

Situationen var den, at jeg lå og lå.

Og kunne ikke andet.

Mit skøre hoved, var den gang stort set hele tiden ude af drift . Dog blev det måske imidlertid min "redning", for jeg kunne da tænke (ind i mellem) i al den tid, hvor jeg lå. Og lå.

Ikke bare tænke. Men: "Fintænke" endda. ( En ellers mandlig disciplin (siger min mand). ;)

Nå ham om det. Det er han god til. Men jeg kunne også. Den dag. For..........

Hvad giver man "os" på en brylllupsdag, når gaven skal være personlig, befordrende (for et efterhånden - eller i hvertfald til tider - lidt kommode-agtigt samliv), anderledes, mindeværdigt og langtidsholdbart..... ?

Bevares.

Det er måske mange og STORE krav at stille til sig selv, under de "konditioner". Men sådanne mennesker findes. det ved jeg, du ved.

Og for nu at det hele ikke kammer under i selvfed ros, så skal I jo høre, hvad denne her overskrift går ud på:

DEN HVIDE STEN.

For det var det han fik.

En hvid sten.

"Hvad" tænker du selvfølgelig.

"Hun må have slået hovedet!".

"Ja", siger jeg selv højt foran min 17 tommer skærm.
"Det har jeg.

OG:
"Det kan der godt komme noget godt ud af."!

For nu skal du høre: 

Med bævrende hjerte og mine private noter præntet ind i en temmelig hullet hukommelse over highlights´ne i min "tale", steg jeg op om morgenen på vores bryllupsdag.

Det i sig selv gjorde, at han blev årvågen på et spitsekund.



Jeg satte mig for foden af ham og bad ham om at lukke øjnene. Så gav jeg ham stenen i hånden og forklarede ham, at ligesom Hampus og Fia i barndommens første filmromance, så havde vi nu kontinuerligt resten af vores samliv en udfordring.

Sammen.

Dem har vi faktisk haft en del af, men denne her var, hvad en planteentusiast ville kalde frugtbar. 

At vinde stenen (den hvide) ved at gætte, hvad den anden ønsker.

Det kan godt være rigtigt farligt i et forhold at "lege gættelege". Har gennem mange år lært, at det er bedre at fatte mod og sige, hvad man virkelig gerne vil have i stedet for at den anden skal gå og gætte.

Derfor er der også i denne "gaveleg"

Én regl:

Opgaven for den, der "ejer" stenen for en kort stund, er, at gøre sine ønsker 'gættelige'. For at den anden skal kunne opfylde dem og dermed vinde den.


Det kan være alt muligt. En lækker middag på en restaurant, en tur i skoven, Stegt flæsk med persillesauce, at udholde byggeprojekter i måneder...


I dag skal min mand have den.

Som tak, fordi han giver mig plads til min havedille.

Der måske nok er liiiige ved at kamme lidt i vækstretningen. Opad og udad. Ud over så at sige: ALT.

For selvom vi har et ok stort hus, så er det svært at rette blikket mod noget, der ikke på den ene eller anden måde har med min havedille at gøre.

Jeg har nemlig de sidste uger flyttet haven indenfor.

Eller har tyvstartet den, kan man måske sige:

Og jeg ved at det generer hans "ordenssans" i dén grad.

Altså.
Ikke for at tale ondt om ham! Overhovedet slet ikke. !!! Jeg elsker jo manden. Som han er.

Men jeg ved jo godt, at:

• alt, hvad der samler små sorte fluer, 
• lugter mærkeligt, 
• drysser på det nyvaskede gulv,
• fylder "det hele", 
• ser ud som om det anvender for en allerhelvedes formue i strøm
• og i øvrigt ser anderledes ud end det, det hele plejer at gøre 

- kan i visse - og jeg siger visse - situationer opleves som et personligt anslag mod hans liv.
Hvilket jeg egentlig godt kan forstå, når man som han drøner rundt og karrierejobber m. alt hvad der er i den. Sådan som han gør.



Derfor må han virkelig elske mig, når han finder sig i:

og:

og:

Ahhhhhhhh.

Jeg er en lykkelig kvinde.

Ellers skal vi i aften bare have lidt lækker sushi hjem fra yndlingskineseren og så holder vi et eller andet i haven på vores 13 års dag til august.

Med et flor af Georginer og Roser og Lathyrus og Lavatera og Geranier. Glæder mig!

Lad denne grå tirsdag i februar svøbe sig kærligt om dig resten af dagen.

Lidenskabens farve: RØD

Jeg ved ikke havd det er med mig. Måske er det fordi jeg er på vej mod de 50. Måske er det fordi jeg har været lidt knibsk i et stk. tid. I hvertfald mentalt.

Lidenskaben har været.... jeg ved det ikke..... glemt. Det har været tone i tone. Rosa. Blegt.
Eller i hvertfald har rødt ikke været til stede i min have.

Det kan også være fordi jeg ikke rigtigt har turdet?

Men RØD kan altså bare noget, Og nu vil jeg finde ud af hvad.


Rød har også bare "villet" selv: 

RØD er da bare en farve, der sætter skub i haven. Har jeg fundet ud af.
Se nu bare denne her ubetydelige klatrerose. Kan ikke huske navnet. Sådan er det med amatører som jeg. Den har heller ikke rigtigt fundet ud af at klatre endnu.
Metaforisk!
Men RØD det er den. Og jeg kan nyde den helt inde fra køkkenvinduet, når den står op ad voillieren helt omme i baghaven. I mens jeg står derinde ved vasken. Og nyder.

For det er først her på mine gamle dage, at jeg kan finde ud af at overgive mig til ægte RØD.

Prøv at se.

Og døm så selv. Her er f.eks. staudelupin. Den skabte jeg allerede i marts  i år. Og troede at jeg først ville have glæde af den til næste sommer.

Men ..... her er den. Og hendes søstre har allerede lyst haven op og andre er på vej.

Herligt. Jeg gemmer selvfølgelig frø til bytte. Sig til, hvis det er.

Nedenfor finder I ribsne. De er IKKE sure. NEj. De er søde. Og hønsene står på tæer og strækker hals og rækker højt efter dem. Men får tynd mave, kan jeg se. Sådan er det med lækkerheder. (Ja, undskyld). MSåke skal solsortene bare have glæde af dem? Rubinerne.

Græsplænen har skullet klippes i mere end en uge nu.
Men min teenagesøn kommer op fra kælderen og er TRÆÆÆT o. Og Orrrrrrrker altså ikke (mor).............. (!)   Selv når det er tørvejr.
Ind i mellem. 

Ja.
Så på den måde kan man have røde, sexede, rådnende æbler liggende.

Længe.

Og de er jo skønne i sig selv.

Er det skønt?

Ja. Synes jeg. (MEN lad være med at fortælle ham det).

Nu må vi se om han når det inden han skal på efterskole. På søndag.

I mellemtiden går jeg barfodsgang i vådt græs. Det siges at være SÅ sundt og nærende for en slidt og flosset sjæl.

Men så er det godt at have lidenskabens farve at kikke på. 
RØDT og kærligt langt ud i hele verden fra mig!

M