Selvom jeg bedst kan lide at fokusere på det, der virker, er smukt og alt det, så skal vi i dag til at kikke om til den del af min have, som du aldrig har set og som du ikke kender som fra andet end det, jeg har kaldt "skvalderskoven". Den hedder vesthaven - og dér, ved siden af skvalderskoven står djævlehegnet.
Kast lige et blik på haven set fra oven:
N
S
Det er den Helbredende have dér i midten. Billedet er ca 7 år gammelt, og mangler derfor en masse nyere tiltag. Men illusterer hvordan det ligger på grunden (samt hvor fantasiløse folk var, når de bebyggede de små matrikler i Gladsaxe). Verdens hjørnerne er således:Nordhaven (baghaven, hvor vi faktisk opholder os en hel del) - det er her drivhus og hønsgård er, og her vores havedør og store terrasse er. Det er herfra du ser de fleste fotos fra Den helbredende have. Og det bedste: Vi kan være relativt ugenerte.
Sydhaven er forhaven, du kan se kæmpehøjs-stenen trone åndsvagt som en grå prik. Det er dén, jeg er i gang med at omdanne til et forhaveparadis, som Ina mener, man får lyst til at kaste et ekstra blik efter på sin gåtur. Jeg håber, jeg håber, Ina!
Mod øst er der den lange indkørsel, en plimskæv og sammensat hæk af: tjørn og div andet selvsået, der er blevet klippet i hækfacon samt et langt bed langs indkørslen. Desuden præges hele østsiden af vores matrikel af: i rækkefølge fra vejen og bagud: carport, garage, skur, hønsehus og hønsegård.
Jeg ved det, jeg ved det: Jeg skal ikke være ked af det. Alt i haven er en proces og den bliver man aldrig færdig med. Og det er det, der er så dejligt! og så videre og så videre. Men for hulen da - man skal jo også i gang. Jeg vil ikke kalde det en fiaskohave, for en fiasko kræver lidt, at man har forsøgt sig med et eller andet. Det har vi ikke. Vi er simpelthen ikke kommet dertil endnu! Men det er virkelig Gudsjammerligt at have sådan et område for en haveelsker som mig. For haven kan ingen ting dér. Som i überhaupt nicht!!!
Dette foto er taget fra gaden,
gennem naboens indkørsel, som naboen (det er et tofamilieshus) passerer mange gange dagligt. De kan kikke lige ind - og gør det. Også når jeg ligger og luger eller hvad jeg
nu kunne finde på: "Nå, ligger du nu der igen? At du gider". Så vesthaven er bare, hvad det er: Drømmenes holdeplads. Uden dem, ville jeg ikke kunne holde det ud. Kan du se dem, drømmene?
Nå ikke. Det kan jeg godt forstå!
Men det er noget med en urtegård og endnu et drivhus og lidt mere - men det vil jeg alt sammen fortælle om om en uges tid.
De er et rør til himlen! Drømmene!
