Om planter og livets genvordigheder

Jeg er enebarn og voksede som lille op på i et sommerhus på Tisvilde overdrev i Nordsjællands skove nær Arresø. Jeg havde dengang ikke ret mange legekammerater og i løbet af min opvækst og skoletid har jeg ikke kunnet undgå at iagttage mennesker. For at lære af dem.
Jeg har beundret og nogle gange også undret mig over skæve eksistenser, mærkværdige adfærdstræk og ovenud fantastiske og særegne overlevelsesmekanismer.

Det er det dette indlæg handle om. For planterne minder os om, hvordan liv bare vil leves.

Og ikke kan lade være, bare det får lov.

Have-vandringernes hemmeligheder
Når jeg er på en morgen- eller aftenvandring i min have nyder jeg jo mine blomster lige så meget som alle andre haveelskere. Men jeg har opdaget, at der også sker nogle andre ting i min bevidsthed.

Jeg opfatter planterne som metaforer (billeder på), hvordan man som menneske kan bakse med de udfordringer, det moderne liv giver os.Og alligevel klarer sig.

Min grønkål fx., minder mig om, at ting, jeg troede var vildt svære, har vist sig at være så nemme som at trække vejret roligt (bare man gør det).

De groede og groede fra det øjeblik (næsten) de kom i jorden. Duer både til det ene (pryd) og det andet (mavefryd) og er smukke oveni købet.

Ja, sådanne mennesker, kan man også være heldig at møde på sin vej. De er værd at samle på!

Det er de besværlige såmen også.... Roser, fx.
Og det morsomme ved "de besværlige" er, at de virkelig kan tage en masse af ens tid, energi og opmærksomhed.

Inge Futtrup skrev en dag på Fjæsen (Facebook), at roser er ligesom teenagere. Ha, det kan jeg godt se ligheden med. De har ens fulde opmærksomhed, man ligger søvnløs om natten, nurser og gør ved, men de arter sig egentlig bedst, (og har det bedst), når de får lov til at passe sig selv i de rette omgivelser.

Og selv i "ufærdig" størrelse er de helt vidunderlige...

Og noget af det skønne ligger i alt det, man ikke har fokus på. Bladene f.eks.

Min blå Iris, som jeg flyttede i efteråret, minder mig om, at livet er fuld af overraskelser og at man nogle gange bare venter og venter OG VENTER - og næsten opgiver - og så lige pludselig går al ting stærkt... Se bare foto fra i går aftes og igen her til morgen:

Det er ligesom den sidste nyhed her fra privaten i Den Helbredende Have:
Nu er det næsten et år siden. jeg fik afslag fra kommunen om dels sygedagpenge (men det er en sag for sig) dels genoptræning på Center for hjerneskade. Men i min mailbox i mandags lå der en invitation til at modtage samme behandling som kommunen har afslået - nu bare i et forskningsprojekt?

Om jeg var interesseret? :D

OM?

Og så passer det med at jeg kan starte, når samsynstræningen er afsluttet en gang til efteråret!

Ja, det passer så godt sammen som de allestedsnærværende ( i blogland i hvert fald) Black Knight (Tulipa) og Purple sensation (Alium).

Nogle af mine Black Knight blomstrer også fra sideløgene. Sådan to ser du på fotoet th.

Bemærk, hvordan de på en eller anden måde formår at tage hele scenen på trods af, at de er omgivet af vidundere!

.... !

Sangerinden Elizabeth synger et sted: "hvad er det værste: at man falder eller at man aldrig kommer op igen?"

Interessant. For nogen mennesker har udviklet overlevelsesstrategier, som gør, at de altid kommer "op" igen,

• selvom livet har givet dem vanskelige forhold, 

• selvom deres opvækst har været trang og 

• selvom de ikke har fået særlig meget plads 

• eller næring, 

.............det er ingen hemmelighed.

Vi kender alle mælkebøtten, der smiler til os gennem asfalten.

I min have er det Akelejerne:

 
(Husbonden havde for travlt med job og huslige sysler i 2011, og lod "ukrudtet" imellem fliserne være hvor det var. Vi siger TAK for det og lader det stå et øjeblik (mere)!)


Menneskers "overlevelsesstragetier"
Jeg fornemmer faktisk gennem stort set alle mine blomsterbekendtskaber, at langt størstedelen af have- og blomsterelskere på jord, har haft en hel del at slås med gennem livet.

Haft masser af genvordigheder.

For nu at sige det mildt.

Enten i starten af deres liv, i perioder af deres liv, med deres elskeder. Ophav, hjerters udkårne eller afkom.

Ja, eller ...... begge dele og både og.

Jeg er med i klubben, kan man vist roligt sige, og alene af den grund, har jeg den laaaange liste af rosenindkøb foretaget i efteråret - kan I huske, der hvor "klikfingeren" fik "tennisalbue". (pga. digitale køb af roser).

De er langt at foretrække frem for depressionspiller. (Roserne - ikke klikfingrene - eller JO... egentlig. Nå, never mind...)

Foto credits: www.rose-gardening-made-easy.com

Og roserne kommer fint alle sammen.

Jeg fjernede EN bladlus her til morgen, så i aften skal jeg sprøjte roser. Ikke med det der gift, som kan købes i dyre domme, men med et hjemmeudviklet tonikum, som består af Hvidløg og Lavendel. Jeg blander det i forholdet 1:10 lader det stå i en måneds tid (måske er en uge nok, men du ved, her går al ting langsomt) og sprøjter roserne.

Lover at fortælle om Rosernes overlevelsesstrategi så er bedre end lusenes.

Dejlig slutuge til dig - hvor end du er...

I livet.

Vup Vup Vup - Kærlighed og rulletekster

Der er også foråretravlhed i Den helbredende have. Derfor får du lige aktiviteterne fra de sidste par uger i rulleteksterne nederst i indlægget.

Billederne i dette her indlæg er fra mit Stakit-bed. Det skal kunne nydes fra begge sider - lidt af en udfordring i en have, synes jeg.

Fra terrassesiden går det sådan set fint nok...
Det er tilplantet med 2 stk. The Pilgrim roser og en Alchymist, masser af Alium "Purple Sensation", Geranier og løvefod i bunden, Angelique og Black knight Tulipaner (som i rigtigt mange af jeres bede - derfor må jeg finde på en ny at sætte ved til efteråret), Hasselurt, Kong Salomons segl. Lidt høstanemonerester står der også (se de er på vej ud i terrassen - arghhhh, betyder at jeg må hive sten op igen - nægter simpelthen at lade Per spraye med R.... you know up)).

På billedet nedenfor kan du se, at bedet fra bagsiden ser ret kedeligt ud lige nu. Jeg har renset ud og udplantet (hjemmesåede vup! vup! vup!) Verbena Bonariensis og de kommer jo til at stå der og vokse og vokse hele sommeren ind til august en gang.

Det er jo rigtigt kedeligt at se på.

Altså lige bortset fra de yndige Krybende læbeløs, der blomstrer lige nu og helst skal brede sig - alt hvad de kan. Dem har jeg arvet et par bidder af fra svinemor (det må jeg gerne kalde hende - se så er man en elsket svigerdatter - !)

Nå men:
Har du nogen idéer til, hvad der kunne skabe liv undervejs? Lathyrus? Eller bliver det en værre filterredelighed, når V.b.érne vokser til?

Resten (altså den anden side) af bedet er jeg faktisk så tilfreds med, at jeg har skudt lidt flere billeder:

Dækstolene bliver klargjort på torsdag, og så kan du se den udsigt, jeg kommer til at få, når jeg ligger og hviler mange af mine daglige hvil:

Her kommer rulleteksterne fra maj måneds aktiviteter:

• Hærdet tomater og chili så de er klar til udplantning i drivhuset (indebærer mange ture frem og tilbage med herlighederne. Mange, jeg siger det bare!)
• Udplantet alverdens smukke mørkerøde, gyldne og orange solsikker langs hækken i vores nordvendte baghave
• Udplantet blodrøde tallerkensmækkere langs helvedeshegnet i Skvalderskoven.
• Udplantet næsten alle Dusksalvierne (pink og blå). Bliver spændende at se, hvilke farver hvor!
• Udplantet staudesånings dronninger: Verbena Bonariensis langs rumskiller-stakittet i baghaven... dem har du set!
• Flyttet kompostspand og kompost (prust-støn) samt Digitalis ( Fingerbøl) så der bliver plads til nyt skagens-stakit, som sættes op på fredag. (Den anstrengelse kostede så mange og lange og trange timer på langs med dundrende hovedpine og smerter i skuldrer og nakke, tågesyn og hylende tinnitus - men hvad gør man ikke når drømmene skal til at realiseres?)

Og så bliver stakittet sat op af en mand (min), der bruger sin fritid på at lave have til fruen, selvom han langt hellere vil spille skak, World of Warcraft eller se en bridgeturnering på Mac´ en.

Hov.............

Der var den igen. 

Kærligheden! 

for
(ja, undskyld - bliver lige lidt rørstrømsk)

Så giver jeg dig da disse tre: Tro håb og kærlighed. 

Den største af alle er kærligheden!

Den hvide sten

Selvom det ikke lyder sådan, så handler dette indlæg om kærlighed. Og glæden ved blomster og have.

Min mand og jeg har kendt hinanden i mere end 26 år. Vi har været kærester i 16 og i dag har vi kobberbryllup.

Der har været andre mænd og ægteskaber ind over i al den tid. (Har været gift før). Og mange planer om andre liv. Eller andre måder at føre et (sam)-liv på. Men vi - min mand og jeg - er og bliver hinandens soulmates.

Den sommer ( i ´10), da jeg havde slået hovedet, havde vi jo også bryllupsdag. Jeg havde jeg haft god tid til at udtænke en gave til "os". 

Situationen var den, at jeg lå og lå.

Og kunne ikke andet.

Mit skøre hoved, var den gang stort set hele tiden ude af drift . Dog blev det måske imidlertid min "redning", for jeg kunne da tænke (ind i mellem) i al den tid, hvor jeg lå. Og lå.

Ikke bare tænke. Men: "Fintænke" endda. ( En ellers mandlig disciplin (siger min mand). ;)

Nå ham om det. Det er han god til. Men jeg kunne også. Den dag. For..........

Hvad giver man "os" på en brylllupsdag, når gaven skal være personlig, befordrende (for et efterhånden - eller i hvertfald til tider - lidt kommode-agtigt samliv), anderledes, mindeværdigt og langtidsholdbart..... ?

Bevares.

Det er måske mange og STORE krav at stille til sig selv, under de "konditioner". Men sådanne mennesker findes. det ved jeg, du ved.

Og for nu at det hele ikke kammer under i selvfed ros, så skal I jo høre, hvad denne her overskrift går ud på:

DEN HVIDE STEN.

For det var det han fik.

En hvid sten.

"Hvad" tænker du selvfølgelig.

"Hun må have slået hovedet!".

"Ja", siger jeg selv højt foran min 17 tommer skærm.
"Det har jeg.

OG:
"Det kan der godt komme noget godt ud af."!

For nu skal du høre: 

Med bævrende hjerte og mine private noter præntet ind i en temmelig hullet hukommelse over highlights´ne i min "tale", steg jeg op om morgenen på vores bryllupsdag.

Det i sig selv gjorde, at han blev årvågen på et spitsekund.



Jeg satte mig for foden af ham og bad ham om at lukke øjnene. Så gav jeg ham stenen i hånden og forklarede ham, at ligesom Hampus og Fia i barndommens første filmromance, så havde vi nu kontinuerligt resten af vores samliv en udfordring.

Sammen.

Dem har vi faktisk haft en del af, men denne her var, hvad en planteentusiast ville kalde frugtbar. 

At vinde stenen (den hvide) ved at gætte, hvad den anden ønsker.

Det kan godt være rigtigt farligt i et forhold at "lege gættelege". Har gennem mange år lært, at det er bedre at fatte mod og sige, hvad man virkelig gerne vil have i stedet for at den anden skal gå og gætte.

Derfor er der også i denne "gaveleg"

Én regl:

Opgaven for den, der "ejer" stenen for en kort stund, er, at gøre sine ønsker 'gættelige'. For at den anden skal kunne opfylde dem og dermed vinde den.


Det kan være alt muligt. En lækker middag på en restaurant, en tur i skoven, Stegt flæsk med persillesauce, at udholde byggeprojekter i måneder...


I dag skal min mand have den.

Som tak, fordi han giver mig plads til min havedille.

Der måske nok er liiiige ved at kamme lidt i vækstretningen. Opad og udad. Ud over så at sige: ALT.

For selvom vi har et ok stort hus, så er det svært at rette blikket mod noget, der ikke på den ene eller anden måde har med min havedille at gøre.

Jeg har nemlig de sidste uger flyttet haven indenfor.

Eller har tyvstartet den, kan man måske sige:

Og jeg ved at det generer hans "ordenssans" i dén grad.

Altså.
Ikke for at tale ondt om ham! Overhovedet slet ikke. !!! Jeg elsker jo manden. Som han er.

Men jeg ved jo godt, at:

• alt, hvad der samler små sorte fluer, 
• lugter mærkeligt, 
• drysser på det nyvaskede gulv,
• fylder "det hele", 
• ser ud som om det anvender for en allerhelvedes formue i strøm
• og i øvrigt ser anderledes ud end det, det hele plejer at gøre 

- kan i visse - og jeg siger visse - situationer opleves som et personligt anslag mod hans liv.
Hvilket jeg egentlig godt kan forstå, når man som han drøner rundt og karrierejobber m. alt hvad der er i den. Sådan som han gør.



Derfor må han virkelig elske mig, når han finder sig i:

og:

og:

Ahhhhhhhh.

Jeg er en lykkelig kvinde.

Ellers skal vi i aften bare have lidt lækker sushi hjem fra yndlingskineseren og så holder vi et eller andet i haven på vores 13 års dag til august.

Med et flor af Georginer og Roser og Lathyrus og Lavatera og Geranier. Glæder mig!

Lad denne grå tirsdag i februar svøbe sig kærligt om dig resten af dagen.

Vintersolhvervs-gaven

Hvordan det nu sker, ved jeg ikke, men ofte falder jeg altså for alt muligt til mig selv, når jeg handler julegaver. Det er så ikke sket i år. I hvert fald ikke på helt samme måde som ellers.

Har jo shoppet de fleste julegaver på nettet og det er altså sk... praktisk! Dilemmaet kommer så, når klikfingeren kommer til at klikke "gå til betaling"

....og fuldføre.
 
Og det er den altså kommet til.

I større omfang.

Lysfest
I aften skal vi  fejre at lyset vender tilbage og at livets hjul endnu en gang drejer. Alle ungernes og deres kærester kommer til lysfest og der er kun levende lys (og lyd) tændt, mens vi (de) ;) bakser juletræ på fod, og får det mast op ad trappen (eller ud over balkonnen) og op til 1. sal, hvor det skal stå julen over.

Juletræskasserne er rutchet ned af loftsstigen (fin teknik) og står nu og "tør op" inden stadset skal på det grønne træ af de glade englebørn på mellem 15 og 30 år. Det sker en gang i eftermiddag mellem æbleskiverne og den sorte gryde.  (!) 

Det var så derfor jeg i går lige var i Netto for at købe noget hakket død ko til en ordentlig spand taleban-gryde (også kaldet: Chili Con Carne) til i aften.

Skulle sådan set ikke have andet, men kom alligevel af uransagelige grunde til at køre ud med indkøbsvogn med top på - fyldt med alt muligt og umuligt vi måske får brug for i den 1 ½ dag, butikkerne er lukkede.

Og uden jeg anede hvornår og hvordan havnede disse så hersens også i indkøbskurven:

De er noget så bløde og lækre!

Et par herrehandsker i ged.....? Siger du måske forundret!

Ja, siger jeg begejstret! Til den nette og storartede sum af 35,-

Siger og skriver! Ikke mere.
Billigt, ikk`!

Og hvorfor så...? spørger du, måske forsigtigt?

Jo, fordi Klikfingeren er jo kommet til at indkøbe følgende:

• New Dawn (2 stk.)
• Coral Dawn (1 stk.)
• Frühlingsduft (1 stk.)
• Alchymist (5 stk.)
• The Pilgrim (2 stk.)
• Jubilee Celebration (2 stk.)
• Comte de Charbord (3 stk.)
• Queen of Sweeden (1stk.)
• Buff Beauty (1 stk.)
• Constance Spry (2 stk.)
• 
  

Skønt bare at skrive navnet på en af sine yndlingsroser, og så PUP, så ser det sådan ud

Tør slet ikke sige, hvilke (og hvor mange) roser, der stadig står på min ønskeliste, men det gør jeg jo nok alligevel. Har jo lært, at man skal sige, hvad man ønsker sig, ellers får man det ikke.

(Det er jeg jo så et eklatant modeksempel på).

Og da min mand spurgte, hvad vi skulle finde på til vores kobberbryllup i februar, så steg humøret pludselig endnu et par grader! Jubii! Endnu en god aneldning til at ØNSKE mig noget. Ud over altså jul og januarfødselsdag.

Der er jo også Bilka at tænke på. For hulan da!

(Kan i øvrigt overhovedet ikke huske, hvad jeg svarede ham).

Så nu må jeg holde klikfingeren i ro ind til da og så give mig i kast med det "slidsomme" arbejde at skrive en laaaang ønskeseddel.:D

Og i de dersens dage, hvor man alligevel ikke skal andet end at slå mave og pakke indpakningspapir væk (not), tror jeg så jeg vi gå i gang med at lave en ny fane om mine kommende roser - og planter i haven i det hele taget.

Det er da en gave, der kan bringe lys over land, synes jeg.

Eller i hvert fald lys i mit sind. :)

Rigtig glædelig Vintersolhverv til jer alle sammen!

Lidenskabens farve: RØD

Jeg ved ikke havd det er med mig. Måske er det fordi jeg er på vej mod de 50. Måske er det fordi jeg har været lidt knibsk i et stk. tid. I hvertfald mentalt.

Lidenskaben har været.... jeg ved det ikke..... glemt. Det har været tone i tone. Rosa. Blegt.
Eller i hvertfald har rødt ikke været til stede i min have.

Det kan også være fordi jeg ikke rigtigt har turdet?

Men RØD kan altså bare noget, Og nu vil jeg finde ud af hvad.


Rød har også bare "villet" selv: 

RØD er da bare en farve, der sætter skub i haven. Har jeg fundet ud af.
Se nu bare denne her ubetydelige klatrerose. Kan ikke huske navnet. Sådan er det med amatører som jeg. Den har heller ikke rigtigt fundet ud af at klatre endnu.
Metaforisk!
Men RØD det er den. Og jeg kan nyde den helt inde fra køkkenvinduet, når den står op ad voillieren helt omme i baghaven. I mens jeg står derinde ved vasken. Og nyder.

For det er først her på mine gamle dage, at jeg kan finde ud af at overgive mig til ægte RØD.

Prøv at se.

Og døm så selv. Her er f.eks. staudelupin. Den skabte jeg allerede i marts  i år. Og troede at jeg først ville have glæde af den til næste sommer.

Men ..... her er den. Og hendes søstre har allerede lyst haven op og andre er på vej.

Herligt. Jeg gemmer selvfølgelig frø til bytte. Sig til, hvis det er.

Nedenfor finder I ribsne. De er IKKE sure. NEj. De er søde. Og hønsene står på tæer og strækker hals og rækker højt efter dem. Men får tynd mave, kan jeg se. Sådan er det med lækkerheder. (Ja, undskyld). MSåke skal solsortene bare have glæde af dem? Rubinerne.

Græsplænen har skullet klippes i mere end en uge nu.
Men min teenagesøn kommer op fra kælderen og er TRÆÆÆT o. Og Orrrrrrrker altså ikke (mor).............. (!)   Selv når det er tørvejr.
Ind i mellem. 

Ja.
Så på den måde kan man have røde, sexede, rådnende æbler liggende.

Længe.

Og de er jo skønne i sig selv.

Er det skønt?

Ja. Synes jeg. (MEN lad være med at fortælle ham det).

Nu må vi se om han når det inden han skal på efterskole. På søndag.

I mellemtiden går jeg barfodsgang i vådt græs. Det siges at være SÅ sundt og nærende for en slidt og flosset sjæl.

Men så er det godt at have lidenskabens farve at kikke på. 
RØDT og kærligt langt ud i hele verden fra mig!

M

Forventningens glæde...

Jeg har gået og filosoferet over, hvad det egentlig er, der gør en have helbredende - og der findes uendeligt mange svar. (Vil gerne høre dine!).

Hos mig er forventningens glæde næsten den største. Det at gå og følge tingene hver dag. Det at se frem til noget, giver mig en tro på fremtiden og fjerner fokus fra min sygdom, på skærmydsler, som får næsten perifær status efter en tur i min have.

På vores blogs kan jeg se, at det vrimler med pæoner, roser og lathyrus, salat og alle mulige dejligheder i vores alle sammens haver. Det glæder os, vi frydes og vi er stolte! Også jeg!
Men i dette indlæg kikker vi på alt det, der er liiiige ved. Og som jeg glæder mig til:

Se f.eks. denne her pralbønne - dens farve ere helt ubestemmelig. Er den laksefarvet? Pudder? Rosa?

 Pralbønne 'Sunset'
Phaseolus coccineus 

 

En ren nydelse med blomsterne, som sagtens kan stå i en prydhave og spille op til de øvrige. Måske bedst i en Wigwam eller lign. I min have står de op ad drivhuset og skal danne skygge. Det spændende er: Hvor store bliver de? Vil de sno sig om det snorearrangement, jeg har lavet, vil de danne skygge nok? Alt sammen værd at gå og vente på og glæde sig til. Ja, og så spiser vi altså bønnerne. Det er rigtigt gode!

Jeg glæder mig også til lavaretaen også kaldet Poppelrosen. Den fik vi af nogle gode venner sidste sensommer. Og her i forsommeren var den bare helt vissen at se på (som så meget andet dette forår). Jeg klippede den helt ned og glemte alt om den. Men nu kommer den.... Og jeg glæder mig!

Mine staudelathyrus er også godt på vej:

Og de er da labre, er de ikke? Selvom de ikke dufter...

Hestebønnerne er også et par skønheder imens de blomstrer. Her er der imidlertid virkelig tale om en delikatesse, som det Nye Nordiske køkken er igang med at opdage igen. Det er en gammel kulturplante, som vi har haft og dyrket siden middelalderen - ja sikkert tidligere. Nu skal den vise sit værd...

Frühlingsduft-rosen kommer nok ikke til at blomstre denne sommer, den blev sat i jorden for 1½ måned siden. Den skulle blive en busk på et par meter på alle ledder. Men jeg glæder mig alligevel over dens grokraft! Og ser frem til dens vidundrlige og velduftende blomster til næste år!

TIl gengæld blev jeg meget overrasket, da jeg så at en lupin sået i februar allerede har sat blomst. Den skulle jeg jo først vente blomster af til næste år.....:

Kartoflerne går jeg også og kikker til. Jeg kunne ikke grave ret meget i forsommeren, så de blev bare smidt i jorden - sådan lidt tilfældigt. Det gør jo så, at jeg ikke kan komme til at hyppe. What to do? Jeg får min mand til at smide græsafklip på, som så skal fordeles. Det gøder og holder på fugtigheden samtidigt. Og hønsene kommer ofte begejstrede ud derfra, så de finder nok en orm eller to dernede under!
Men nu kommer det spændende jo..... hvordan vil afgrøden være? Undgår vi skimmel? Er de klar, når vi kommer hjem fra ferie? Altsammen noget at se frem til.

Allermest ser jeg hver eneste morgen frem til at hente æg. Mine fem damer lægger et æg dagligt, så det er sådan set ikke nogen overraskelse. Men se lige, hvad jeg fandt forleden:

Så nu kommer det store spørgsmål: Vil de alle sammen begynde at lægge XXL-æg?

Blomstrings-rødmen og sex i baghaven

Åh, hvor det dog gror det hele. Jeg har det som om, jeg hellere må være vågen i alle døgnets 24 timer, bare for at kunne følge med. Forleden morgen slog en farvetone mig.....

Du kan allerede se det i denne sides forsidefoto - den rødmende hortensia:

DET ER SOM OM BLOMSTER RØDMER

Vi tager lige på guidet fotosafari. Advarsel: Vi bringer billeder, der nok kan komme til at ose lidt af sex:

Vi starter lige i pæonbedet. Vi ved jo godt at bonderosen rødmer dybt og ser ned som var den en bly viol. Selvom hun er en barmfager tøs!

Dækbladet på silkepæonen rødmer

Men iagttag lige yndighederne her. 

De rødmer alle sammen:

Rosens stilk, knop og nyudsprungne blade rødmer

Vellugtende aftensstjernes 1 årige blade rødmer

Phlox rødmer kraftigt!

Her er det dronningebusk, der står på spring

Det hele handler vel lidt om sex, når man nu 

tænker over det. Og det gør jeg åbenbart! Sig det ikke til nogen!

Husløg er ret sexede:

Og Troldhaslen har både hud og hår og snor og vrider sig......

Man skulle tro, at resten af baghaven lod sig inspirere:

Der kysses og krammes

Og elskes

Og selv efter blomstringen.... kan man ligge og rødme lidt på terrassen:

To glemte tulipanfrø

Undskyld dette lidt vovede sex-orgie-indlæg.... Måske ikke helt passende i havesammenhæng...., men jeg kunne bare ikke lade være.

Det hele handler jo bare om forplantning. I mens kikker vi på.