Jeg har for tiden en vane med at vågne klokken lidt før hønsenes begynder at misse med øjnene. Altså sådan mellem halv 4 og halv 6 om morgenen. I går sov jeg i midlertid to timer til middag, så da jeg vågnede i morges klokken 06.12, var jeg veludhvilet og havde pludselig travlt.
Syntes jeg.
Med hvad dog? Kan du spørge. Sådan en bededags-tidlig-morgen?
Ja, med at være alene, f.eks. Med at nyde morgenen i stilhed i fulde drag, hilse på de morgenoptimistiske fugle, vinke til 2-3 gråænder på vej i fast rutefart mellem sø og mose og 'travlt' med at kunne gå rundt i min have i en behagelig temperatur på en 10 -12 grader og en nogenlunde tålelig lysintensitet. Det er på dét tidspunkt, jeg får noget fra hånden. Som man siger. Uden at behøve at bruge hat og uden at gå fra skyggeplet til skyggeplet, fordi solen denne sommer bare er for dum for fru Olsen.
Og i dag skulle pralbønnerne altså i jorden, for nu var de, som jeg havde forspiret, begyndt at filtre sig sammen omkring hinanden i mangel på en stok at kravle op ad, og det bliver altså noget rod om en time eller to, sådan som de gror. Så jeg havde travlt.
I min have har vi ikke nogen espaliers eller pergulaer (endnu), heller ikke bar jord til flere wigwams, dem var jeg også løbet tør for. Derfor besluttede jeg at sætte nogle dér, hvor
'Den gamle lady´ "New Dawn" havde besluttet sig for lige at komme ordentlig til kræfter oven på flytningen sidste måned, inden hun sætter blomst og blad. Hvis hun altså gør i år...
For: Hvem siger, at pralbønner ikke kan klatre i gamle skovfogedæbler, når nu roser sådan kun rent teoretisk set kan?
Og andre bønner blev sat langs drivhuset med en stok til hver, så de kunne klatre op og lave let skygge. Det vil mine 2-årige have glæde af, så de ikke får alt for meget af den kommende sommersol.
Smart nok, synes jeg selv. For solsikkerne fra sidste år, som jeg kom til at gøde bare en lille bitte smule, blev til 3 meter høje træer, der ikke levnede meget lys til de drevne ananaskirsebær og chillierne, som derfor slet ikke nåede at modne. Nogle af dem.
Nå. Hvad skulle jeg ellers nå her til morgen? At luge løgbedet færdigt. For ellers svulmer de ikke.
Det er ret terapeutisk at luge. Ud med de gamle ubrugelige overbevisninger. " jeg duer ikke til noget", "Nu er det på tide, jeg tager mig sammen", og sådan noget. Væk med dem, selv om de er genstridige. Op med hele rodsystemet. Og på komposten, så de kan omdannes til noget bedre!
Selve lugningen blev gjort på en vældig mindfull måde, hvor jeg faktisk blev opmærksom på nogle af 1000-vis af mavemuskler, der ikke havde været i brug i den sidste tid - læs: det forgangne år. Sådan kan man altså være fit-effektiv, selvom man laver noget, man godt kan lide. Det er praktisk! Hader nemlig træningscentre af et godt hjerte! Ved godt at det er vildt utrendy for min aldersklasse. For de ER jo søde derovre. Og hjælpsomme og alt det der. Det er bare ikke lige mig. Kan heller ikke tåle det endnu! Med mit hoved.
Men så er det godt, at der er så meget, der skal luges! Og nu kan løgene få vejret igen og svulme. Svulme svulme!
Ellers fik jeg forklaret mine nye små høner, at livet var ok, at jeg godt kunne tænke mig, at have mere energi og mere optimisme end jeg har. Sådan lige pt. og at jeg ønskede fred på jorden og mere lykke og glæde i hver en sjæl. Det gad de godt høre om. På sådan en bededag. Det er mere end jeg havde turdet bede andre om.
Men så fik de også muget ud i deres voliere. Det syntes de var vældigt skægt! Tænk at madmor også går og skraber i det! Herligt!
Og så gik jeg hen og blev fortrolig: Når nu Per går i gang med græsslåningen her om et par timer efter hans kaffe og avis, så behøver I ikke blive nervøse. Vel!
Vi er allerede blevet rigtigt gode venner; de kommer, når jeg nærmer mig og de forventer hvedekorn fra den lille sorte metalspand, jeg plejer at have med mig.
Det er nemlig slet ikke tilfældigt! De skal kunne kaldes sammen, når de om endnu en uge eller to har været i "karantæne" i volieren efter ankomsten.Så har de vænnet sig til at være der, og sa vil de længes efter deres hjem og vide, hvem der kalder dem sammen. Putte putte putte. Råber jeg... og ryster lidt med metalspanden. Med korn i. Putte putte putte. Og så er der - ind til videre 2-3 røde høns om benene på mig. Det skal nok komme til at virke. Lemming-effekten!
Med en kop stærk Chaii satte jeg mig for at nyde dagen so far.
Jeg beder om flere dage som denne! Når den er begyndt så godt, kan det kun blive bedre. Ikke sandt?
Livet er nu godt!
God bededag til dig!
