onsdag den 13. april 2011

Mere til lænestolen: HAVE-Boganmeldelser

Jeg har ikke tal på, hvor mange have-bøger, der er skrevet. Det må være hyldekilometer - ikke bare meter.
Og det boomer helt vildt lige nu. I årevis - ja i små 50 år, siden kvinderne smed brysteholderne og marcherede ud på jobmarkedet, har vi  haft alt for travlt med job, karriere, ombygninger i huset og familien, parforhold og børn (i nævnte rækkefølge).

Haverne groede til, bedene - både staudebedene og køkkenhaverne blev nedlagt, siden blev de genopfundet, er nu i gang med at blive konceptualiserede, blive til endnu et udstillingsvindue. lidt ligesom alle de der samtalekøkkener, som ikke bruges til dagligt, fordi folk har for travlt. Og man skal have rigtigt gode havevenner, som minde én om det, man allerede går og siger og godt ved, nemlig, at haven IKKE er et udstillingsvindue. Det er bare en have. Det er dér, du heler og er i flow. Drømmer og lever. Du ER, mere end du GØR - eller mens du gør. Jvf. kommentarerne til Plads til forandring - en havevandring. Og min anden blog: Vis dine sprækker - om perfektionismens tyrani

Men hvor kommer de der glansbilleder fra? Fra armchairgardeningen. (Dalbys udtryk).


Fra Havebøgerne. Fra Isabellas, fra damebladene, fra tv..
Men de haver ligner jo ikke din og min have, gør de vel? (Det gør danske haveblogs til gengæld, hvorfor det er en stor glæde at følge dem! Og at skrive sammen om idéer og råd).

Nå. Så selvom vi nu om lidt skal på "have-bogs-vandring", så vil jeg slå fast med 7-tommersøm (og de er altså STORE), at havebøger virker bedst, når de enten er til inspiration, eller har det der "how 2 do" over sig. I mine øjne er en havebog virkelig god når følgende kriterier er tilstede:
  • Fotos: Det er næsten mere end halvdelen af værdien for mig. At visualisere, hvad der er tale om. At se, hvordan det ser (kan se) ud. Der skal være en virkelig god fotograf, der både har sans for detaljen, for det delikate, for poesien og selvfølgelig også for det praktiske. For før og efter billeder, for at illustrere trin for trin-metoder, og for at vise en helhed. Det er ret mange krav til samarbejdet mellem en fotograf, en grafiker og en forfatter. 
  • Billedteksterne: Der skal være dækkende, illustrative, humoristiske billedtekster, der understøtter illustrationen. Alt i billedteksterne skal være tjekket igennem, så man ikke sidder og tænker, "hvorfor illustrerer de her en blomsterkarse, når der er tale om morgenfruer...?" Eller "hvad er det for en staude, der står der i hjørnet af billedet og ser så indtagende ud?". Igen samarbejde og fokus på læserens oplevelse!
  • Sproget må gerne være jordnært. Ja, jeg siger det ikke for sjov. Oppumpet, selvhøjtideligt sprog, og formuleringer, der taler ned til læseren, er decideret kedeligt. Sprog, der befinder sig på et stadie, som minder om en akademisk afhandling, er altså bare ikke behagelige eller afslappende at læse. Selv om jeg har den store latin 3-prøve, så går min hjerne i stå, hvis der er alt for mange latinske betegnelser. Skriv det folkekære navn på planten og tilføj så det latinske i parentes, så nørderne kan genkende den enkelte art og sort. Giv dem med den akademiske tilgang fagfolkene - til gartnerene og hortonomerne, ikke til det (travle eller aldrende eller vegeterende) hverdagshavefolk. Der må desuden gerne være humor og selvironi i og forfatteren (og læseglæden) vinder ved at give gavmildt af personlige anekdoter og små historier relateret til emnet. 
  • Viden: Havebrug og fritidsgartneri er ikke en eksakt videnskab. Hvilket altså betyder, at det i høj grad er erfaringer, mund til mund-metoder, og eksperimenter, der er det interessante og som vil videregive, det, der virker. Der er SÅ mange forudsætninger for om tingene bliver en succes (vind, vand, temperatur, kemi, lysforhold, årstid, tid på døgnet, omgivelser osv. osv.). Det kræver networking og afprøvning. Research, kreativitet og virketrang. Så hvis der ligger erfaring kærlighed til jord, planter og proces samt mod til at afprøve ting bag en havebog, så er vi nået langt! 
  • Organisering: Det er rart, at bogen er struktureret (komponeret/tilrettelagt) så man finder det logisk. Alle årets 12 måneder, what 2do, f.eks. Eller: udvalgte planters karakteristika, såning, dyrkning, pasning osv. Sådan en logisk opdeling, der giver mening for brugeren. Jeg har siddet med et utal af havebøger, der synes, de vil det hele. Både det sandede bed, det våde bed, prikling, årstiderne, skadedyr osv. Forvirrende! Overfladisk. Uskønt. VÆK med dem! Dem er der sikkert andre, der gerne vil have. Der skal ikke flere af den slags på mine hylder!
Nu kan jeg godt høre, jeg lyder meget kritisk. Men der er virkelig meget - rigtigt meget - GODT at tage af. Forvent imidlertid på ingen måde en til bunds gående undersøgelse af havebogsmarkedet. Det er et supplement til den side, jeg har skrevet om læsestolsgartneren, hvor Wenneberg og Dalby bliver nævnt. Denne her gennemgang er bare, hvad jeg finder beroligende, underholdende, oplysende og inspirerende.
 
Nu fat på bunkerne:

Vi starter med 2 gode How2do-bøger og en ditto dvd:


Både Charlie Ryie: Alle tiders haveråd - hundredevis af praktiske havetips indsamlet og udviklet gennem generationer" og Pippa Greenwood: "Råd & tips til haven, mere end 2000 praktiske løsninger på almindelige problemer i og omkring haven" er fortrinlige. Simpelthen lige dem, vi står og mangler, når vi ikke har alle jeres (andre havefreaks med ikke så mange erfa-år på bagen) gode råd. Den første står på min ønskeseddel! Jeg er VILD med gammel glemt viden og sjove "nå men hvis vi ikke har andet-løsninger" såkaldt overtro og gammel praksis. Den er også sobert illustreret med et hav af eksempler og trin for trin. Sådan er Greenwood også. Dejlig bog! Isabellas Have-dvd er fra 2003, men alligevel fuld af gode råd, smarte løsninger og shappy chick-lækre små opstillinger. Hun har en lidt 'kontrolleret' måde at fortælle og illusrere på, retter lidt vel meget på sine blomstrede tunikaer og sjove hatte (som man kan købe i hendes netbutik), men hendes publikum er jo hendes købere (indrømmet: heri blandt mig), så det passer sikkert helt henrivende til målgruppen ;)



Nu vi er ved glansbillederne, det lige vel nok opstillede og arrangerede samt (og vigtigt) det shappy-schick-lækre, så er der en bog, jeg kan forfra og bagfra. JA, indrømmet, det er et paradoks. Men "Indret ude - Stemningsfulde haver" af Julia Mincarelli og søsteren Birgitta Wolfgang Drejer er altså blevet en yndling. Lad dig endelig ikke distrahere af den lidt kedelige forside - den er nu delikat gammelrosa - der er vidunderlige fotos i:



Jeg kunne blive ved. %-vis lever den op til det med at over halvdelen er fotos. Og de er GODE! Bogen er fuld af historier om de mennesker, der bebor haverne og om hvordan de bruges. Har nu selv bladret rigtigt meget i den på mine gentagne hvile-i sofaen-seancer i løbet af disse måneder og har opdaget, at flere af "pynte-genstandende" bliver genbrugt på nogle af fotosne. Eller også har veninderne - eller hvem det nu er, der er med i bogen - nogenlunde ens slidte havemøbler, zinkkander, hekseriver o. lign. Det er måske det, der gør det en kende for opstillet og arrangeret til mig, men når man laver en så "foto-laber" bog, så gælder alle kneb. Gør de ikke?
En særlig fantastisk god idé i bogen er, at der er opskrifter på ting, lavet af grøntsager fra haven - eller - noget, man gerne vil servere i sin dejlige drømmehave. Det er en trend lige nu. Havebøger med opskrifter i. Jeg har selv ind til flere "spis din have" & "Lægeurter og grøn mad fra naturen"-bøger stående på bogreolen fra de glade teenageår, da jeg troede jeg skulle være heks. Men nu kommer det frem igen. Genialt! Uanset om det er retter og drikke af vilde planter eller af de kultiverede.

Nå men "Indret ude" er en must-have-bog til alle dem, der drømmer om det afslappede, (masser af dekorativ skvalderkål under de overhængende slyngroser og græs mellem fliserne), romantiske og boheme-agtige i haven. Liiiidt svært, hvis man har et 70'erhus! Der er simpelthen mere paticier-villa eller sommerhus ved havet over bogen, men alligevel. Man kan jo lade sig inspirere.

Næste skud på stammen af gode brugs- og inspirations-havebøger er:

Undskyld mit kiksede gør det selv foto. Men dyrk lige den forside. Hvis ikke fotograf, og billedredaktør har spillet godt sammen her, så ved jeg ikke hvad. Og Birgitte Hasholt, som har skrevet bogen taler lige til mit hjerte. Hun har en kæmpe viden og en personlig holdning og et kæmpe engagement i det, hun fortæller. Bogen har rent layoutmæssigt nogle gode elementer (faktabokse osv.), som gør, at den er nem at gå til. Og her er også både how2do (dyrkning, placering, pasning af planterne og what2do (med dem - dvs. når de skal serveres).

Fru Plum: Denne vidunderlige sammenblanding af have-dyrkningsbog og suveræne opskrifter har Camilla Plum jo også. Hun er blevet én af mine absolutte favoritter. Både på skrift og på tv. Og så i levende live, selvom jeg ikke kender hende. Endnu. Men jeg kan lide hende; med ørentvister i maden, uspiselige chilier, fødderne i spinaten og bolledejen og det hele. Hun er ikke for sarte sjæle (selvom det er jeg og det tror jeg faktisk også hun er). Men forstå mig ret: Hun gør op med en masse hovski snovski og selvhøjtidelighed.

Forstår egentlig ikke, hvorfor jeg ikke selv er blevet sådan en landbokone som hun. Har lysten og potentialet (forestiller jeg mig - men det må blive i mine tanker, for jeg har giftet mig med og eksler en mand, der overhovedet ikke deler den passion, som det liv kræver. Så fred være med det.). Tilbage til bøgerne, hun har skrevet: De er lige så jordnære, nemme at gå til, humoristiske og fanden i voldske, frodige og vidende som hun selv er. Jeg ved godt hun er hadet af mange, men hun er vist også elsket af lige så mange. Hun er økologisk, hun er dyr, - det koster virkelig kassen at besøge hendes butikker - men hendes indkomst er jo afhængig af at folk vil give penge for tingene, og det vil de. Så vidt jeg forstår.

Hendes bøger står ikke bare på min ønskeliste, men på min indkøbsliste. De SKAL ind i min reol.



DR er ved et uheld kommet til at slette flere af hendes haveprogrammer på dr.nu, og jeg har skrevet og klaget. Men der er vist ikke noget at gøre ved det. Så må bøgerne og et besøg på Fuglebjerggård gøre ud for min Camilla-trang.

At skabe en dejlig have mens man har et svigtende helbred, en slunken pung eller et i øvrigt travlt liv, det kræver opfindsomhed, gode spareråd og praktiske tips fra virkelig kendere. Og de langt de fleste havebøger er skrevet af (flittige) kvinder med tid til haven. Bortset fra ham Dalby, som også er flittig, men har et hav af hjælpere. Det er jo også et meget stort (udstillingsprojekt) han har.
Men her:

finder vi altså en mand. der er relativt doven. Han hedder Bob Flowerdew og er som navnet indikerer, er han også inkarneret haveelsker. For når jeg kikker på hans billeder, finder jeg det tydeligt, at han sikkert arbejder mange timer i haven HVER dag -  året rundt. Alligevel er der mange "dovne" how2do-løsninger på ALT muligt. Skønt! For som han siger: Man skal jo også have tid til at ligge i haven og nyde den!

Og nu kom posten og på dumpet i entreen at dømme, er der Camillas frø, der er kommet. Det er holdt op med at regne (og blæse) og min hjerne trænger til ilt og en pause.

Fortsættelse på have-bogsvandringen følger... en anden dag! :) Nu er det ud i elementerne.

4 kommentarer:

  1. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  2. Det var Camillas (nu mine) frø, der kom med poste, Har nu sået og sået. (igen).
    I øvrigt: Hvis du suser ned i Netto og roder mellem bøgerne i de gamle spottilbud, kan du være heldig at finde Camilla Plums Havebog. Den er på tilbud til 99,- kr. Normal pris på hendes hjemmeside er 299,- kr.

    SvarSlet
  3. Marianne, tak for et detjigt indlæg om gode bøger jeg må have fat i dem jeg ikke kender på biblioteket - vi er vores egen værste fjende med alle de krav vi sætter til os selv. Jeg er som dig vild med Camilla Plum som på fornem og uhøjtidelig vis formår at vise hverdagen, samtidig med at hun i den grad får kæmpe udbytte af både blomster, grøntsager o.m.a.

    SvarSlet
  4. Ja, vi må lære at være venner med "hende der den emsige, der vil nå det hele på den halve tid". TTT = TING TAR TID.

    Har lige frådset i 4 x fru Plum: Først 2 X søndagsudsendelser. Dernæst 2 X genudsendelser af Camilla i Haven. Skøøøønt!

    Har stadig alenlange 2do-lister, men ved godt at de er holdbare til resten af ugen. ;)
    God palmesøndagsaften!

    SvarSlet

Læg rigtig gerne en kommentar, hvis du har lyst. Det er desværre ikke altid, ejg har kræfter til at svare hver enkelt, men jeg læser og genlæser dem ofte og glædes hver eneste gang!