lørdag den 16. april 2011

Lys i konfusenbo - de drilske frostnætter i drivhuset

Sover du egentlig trygt og godt om natten? Eller ligger du og bekymrer dig om nattefrost i drivhuset? Nå ikke?

Så er det måske fordi dine små spirer stadig står indendørs og er ved at sprænge vindueskarmene.

Nå. Det kan også være, du har installeret varmeblæsere i drivhuset. Jeg har ikke, for det har min CO-2 samvittighed ikke rigtigt råd til.

Modgang styrker karakteren
Situationen er den, at jeg har stillet mange - faktisk de fleste af mine stiklinger og baby-planter ud i konfusenbo. De har i længere tid stået i de endnu ufyldte flexi-kasser med låg over:

 

Ja, sådan så det ud, når der var låg over, her kan du se, hvad der gemte sig neden under, når jeg hver morgen tog lågene af:


Nu er småkravlet blevet langt større! De er nemlig groet rimeligt til, så de står i drivhuset natten over. Og det gør de, fordi de kan tåle at blive aet af en mere end kølig nattevind mellem de 3 og 5 graders natte-celcius også.

Det er Lavendel- og buskbumstiklinger, salvie- og Budeleja-stiklinger, Dahlia-driv-potter, Lathyrus på over 10 cm. tallerkensmækkere, Cosmos, Tagetes, div. bønner (Pral-, Mung-, Heste-) , Phlox og Brudeslør, flere Lathyrus og div. salat. De er alle ''godt i vej', som man ville sige før min mor begyndte at gå med nylonstrømper. Dvs. de er ved at blive vænnet til det danske forårsvejr.

Og modgang styrker karakteren, som Sten og Stoffers far siger. De lever alle endnu, de vokser og smiler til mig i det disede morgenlys, når jeg er gået ud for at kikke til dem med en kop morgente i hånden.

Men nattefrosten truer altså på de særeste tidspunkter her i april. Derfor har jeg ikke været helt rolig om natten i min seng.....

Hvad gør man så? 
Ja, det der med bobleplast, der skal af og på, det duer jeg ikke til. Hvor fa´en gør man af det, når det ikke bruges.... og, desuden, så meget bobleplast råder jeg ikke over. Jeg overvejer smarte rullegardiner i loftet, der også kan tage den skarpe forårssol, men da  min mand hverken er handy eller min lyst og kræfter rækker, så er det heller ikke lige løsningen. Selvom det er virkelig smart!

Løsningen....
For sådan én er der jo, bare man leder længe nok. Det har jeg fået fortalt, at der er, og jeg gir mig -  det er rigtigt nok! Løsningen kom Fru Plum nemlig med.

Lanterner, lygter, grimme gamle lysestumper, hvad du nu har i dit lys- & serviet-skab
Det virker nemlig! Derfor vil jeg lige dele det med dig!
  • Tag frem - alt hvad du har og ejer af gamle halvt nedbrændte stumper af mørkelige farver bloklys (de kan såmænd også være chappy chikt creme-hvide). Men i hvert fald bloklys. Planterne er ligeglade med farven.
  • Stil dem i lerpotter eller i fade, hurricanes og lanterner i dit drivhus.
  • Tænd dem inden du går i seng og 
  • sluk inden du forlader matriklen på vej til job 
  • eller når solen har fået magt. 
Hvis du lige tager et kik inden du går i seng, så giver det en stor helbredende tryghed og hygge at kikke ud i haven med dette syn:


    Det er smukt om aftenen. Det løfter graden i drivhuset med et par streger. Måske de afgørende!

    God weekend i det ganske danske land!

    3 kommentarer:

    1. Herlig beretning. Jeg venter nu lidt endnu med at sætte mine planter ud i drivhuset. Har først lige fået det tømt for mine stauder, så der skal lige en rengøring til. Derefter ryger tomaterne ud, så må det gå som det nu bedst kan.

      Ha' en dejlig aften :-)

      SvarSlet
    2. Uha, så langt er jeg slet ikke.... Har stadig Chilli, Peber og Squash stående indendørs. De skal vel også stratifieres på et tidspunkt, men vil lige have temperaturen op over 10+ grader.

      Madam Bæk, har du sået stauder sidste år og haft dem stående siden efteråret i drivhuset?
      Det har jeg tænkt mig at prøve, når sommeren er ovre. Lupinerne og Natviolerne står der dog allerede parat som bette babyer - helt uden for nummer.
      God arbejdslyst - det er så velgørende at gøre rent her om foråret!

      SvarSlet
    3. Jeg tror, mine tomater snart kommer ud, de står i udestuen nu, der er bedre lys end i vindueskarmen. Men georginerne (de såede) er i drivhuset nu.

      SvarSlet

    Læg rigtig gerne en kommentar, hvis du har lyst. Det er desværre ikke altid, ejg har kræfter til at svare hver enkelt, men jeg læser og genlæser dem ofte og glædes hver eneste gang!