søndag den 8. december 2013

PÅ VEJ TIL HAVEN FOR ENDEN AF LIVET

Som flere af jer, der også følger mig på Facebook enten privat eller i gruppen "Den helbredende have" vil vide, har jeg for meget nyligt skibet min far over det natsorte hav til de dødes rige.



Dér er han nu og jeg er vis på, at han er blevet fri og har fred. Fred for den forfærdelige og lidelsesfulde Alzheimer-demens, fri for de smerter - sjælelige, fysiske, følelsesmæssige  og mentale, som følger med den.

Inden han (som har været kaptajn det meste af sit liv) 'lagde fra kaj', "passede" jeg ham i mine forældres have. Den har altid været helbredende for dem, men morsomt nok har jeg mestendels tænkt på den som min mors "lise". Hendes "helle". Dér, hvor hun tankede op. Men det var den ikke kun! Hør her:



Mine forældre delte usigeligt meget - glæden over livet, over kunst, mad, musik, dans, rejser, men også - og især - glæden ved at lave ting selv. Det var før DIY-dillen, gik sin sejersgang verden over, for de var begge børn af krigen og har derfor være "opflasket" med at "selvgjort er velgjort".

Min far har således snedekereret mangt en carport, mangt en swimmingpool, lavet borde, ud- og til-bygninger, repareret alverdens elektriske maskiner og dimsedutter - jeg kan slet ikke nævne alt det, han har sat i værk. Og HVAD, tænker du måske? "mangt en swimmingpool"? Skrev hun det?







Jo, det gjorde jeg. Først en "på sandet" som vi kaldte det - i Tisvilde, så én i Espergærde, hvor jeg voksede op og sidst én overdækket i Frederikshavn, hvor de slog deres folder i en periode af deres liv. Jow jow, han gik ikke ad vejen for at nyde at "være i haven", skønt han mere var et "gøre-menneske"- end et "være"-menneske. Der var altid gang i ham!




Nu kommer pointen (og tak hvis du stadig hænger med) Min far tog mig i hånden dén somemrdag i juni, hvor jeg tog disse fotos og tog mig med rundt. Han viste mig alle de planter, som han selv sådan nød. De fleste var i blomst - og ikke bare i blomst - overdådigt i blomst! Han fik forklaret mig, at han altså også elskede haven og at haver og tid i naturen var blevet ham en endnu større glæde her på "sine gamle" dage. Jeg var ikke et sekund i tvivl.

Den dag vil stå tydeligt i min erindring og minde mig om, at selvom de måske ikke siger så meget om det, så er der mange (måske ægtemænd?), der nyder haverne i fulde drag og som finder det helsebringende at "være til" derude. Det kan godt være de brokker sig lidt, eller at de mosler stille rundt med hækkesakse, græsslåmaskiner, boremaskiner, trillebøre og spader. At de borer og banker og roder og regerer. Men at de nyder det - jo! Det er jeg vis på! Om ikke andet for at kunne dele glæden sammen med deres hjertenskær.

At stå bagefter med minderne her  - og at kunne se, og nyde alt det, det hele er blevet til - at kunne mærke al den lidenskab, der er lagt i det.......Det gør at kærligheden lever - over alle skel - over alle grænser. Under himmel og over hav.


Kærlig hilsen Marianne







35 kommentarer:

  1. Et smukt minde-indlæg, både for din far, men også for glæden ved haven og naturen!
    TAK
    Lene Kjær Hansen

    SvarSlet
  2. Tror du har ret Marianne - og hvad ville vores haver være uden en trofast plæneklipper, motorsavs og kratryddermand der skaber rammen om vores blomsterbilleder -

    SvarSlet
    Svar
    1. JA, kratrydderen - wroummmmmmmmmmmmmmmmmmm. De maskiner - godt de har dem!

      Slet
  3. Så smukt og medrivende!

    Hjerteligst

    SvarSlet
  4. Selvom bagrunden var trist eller blev trist med din far,så syntes jeg der er meget livsbekraftene det du skriver,du formulerer dig så smukt og nænsomt og jeg blev helt rørt.tak fordi du ville dele dine tanker med os.💕💕💕💕

    SvarSlet
    Svar
    1. Dine ord varmer mig, Yvonne! Tak!

      Slet
  5. Dejligt at du, - selvom du har mistet en forælder og kær ven, stadig kan udtrykke dig så varmt og nærværende. Det er en gave at kunne. Mange tanker til dig

    SvarSlet
  6. Kære Marianne.

    Min dybeste medfølelse til dig og din familie. Hvor er det et dejligt billede af kaptajnen foran de smukke blomstrende grene.
    Ja, kærligheden til den vi elskede og mistede lever forevigt, - den kan ingen tage fra os.

    Stort knus.........et af de lange.

    SvarSlet
    Svar
    1. NEMLIG!
      Varmt smilekram tilbage til dig, kære Jytte!

      Slet
  7. Søde du
    Det der slår mig, når jeg læser dit skriv, er den store kærlighed, dine forældre har givet dig med i bagagen. En fantastisk gave og fundament som jeg ved, du bygger videre på til dine egne børn.
    Og sikke et dejligt minde, du har om din far. Et minde du altid, vil ha med dig i hjertet.
    Jeg er sikker på, at det var din fars måde, at fortælle dig, at han var så utroligt stolt af dig! At han også delte din glæde for haven og at det var endnu en ting I delte i kærlighed og som han kunne se, at du bringer videre.
    Stort knus
    Vibeke

    SvarSlet
    Svar
    1. Det tror jeg faktisk du har ret i, Vibeke! Tak! <3

      Slet
  8. Hvor er det smukt skrevet, og meget meget tankevækkende.
    Tak fordi du delte det med os.
    Hvor I i øvrigt ligner hinanden, du og din far !
    God aften.
    Mange hilsner
    Anita

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Anita, ji-aa det gør vi da vist! (Så skulle du se min yngste søn... :-)

      Slet
  9. Hvor er det i øvrigt irriterende at Blogger har ændret formaterne. Er der nogen,der har en idé til, hvad jeg skal gøre for at få mine fotos til at passe ude i højremargen? (samt kan forklare det på en nem måde?)

    SvarSlet
  10. Et dejligt minde at have Marianne, tak fordi du delte.
    Kram Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Kram tilbage! JA - også for mig selv! Velbekomme.

      Slet
    2. Ja Marianne og nu må jeg lige tilføje, at Bent ikke var specielt haveinteresseret, da vi startede Høneballehaven, men det går rask fremad, så han deltager i meget, selvom han ikke luger og bruger hakkejernet. Jo det er dejligt med en mand, der kan styre de der maskiner derude, og som vil gå rundt med en og beundre planter og træer en gang i mellem.
      Flere kram
      Knus Lisbeth

      Slet
  11. Et skønt minde du deler med os, og et dejligt billeder af kaptajnen i sin have. Netop minderne er så skønne at have. Dem læner jeg mig selv meget op af, når savnet af mine forældre dukker op til overfladen. For det gør det uværgeligt ind imellem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg er klar over at det er en proces, Bente - og langt de fleste af os skal jo igennem den. Og selvom jeg var ved hans side, da han drog det sidste åndedrag, så er dette er et af de første skridt til at erkende det - sådan rigtigt.

      Slet
  12. Hvor er din farmand bare fin og dejlig. Kan mærke kærligheden. Ved også lige hvordan du føler det indeni. Sad netop og arbejdede lidt på et lignende indlæg om min mor. Hvor jeg dog bare SAVNER hende og ville give alt for at have hende her blot et øjeblik. Den slags kærlighed, hvor man godt ved at man ikke skal være sammen, men hvor det alligevel giver et ENORMT stik i hjertet når man tænker på dem vi har mistet.

    Det er iøvrigt nogle meget smukke fotos du viser os Marianne. Jeg blir helt lun på en dronningebusk.

    Gode tanker til dig og familien ønskes du herfra
    en der er "i samme båd".

    knus
    Eva

    SvarSlet
    Svar
    1. JA og den båd bliver vi jo nok flere og flere "i". Vi skal jo også skibes over på den anden side på et tidspunkt og netop når sådanne ting sker i vores liv, bliver vi klar over, hvor væsentligt det er, at være nærværende og både mærke og vise kærlighed!

      Jeg vil se frem til et nænsomt og dybtfølt indlæg om din mor, når det nu modnes, for det skal det jo også - og jeg garanterer ikke, at der ikke kommer endnu flere om mine forældres helbredende have eller om alle de ting, min far i haven har betydet for mig.

      Dronningebusk, Eva. ... ? Jamen - (hvisker: Den er jo l.y.s.e.r.ø.d)

      Slet
    2. Kære Marianne og Eva.

      Jeg trænger lige til at sidde lidt i den der "samme båd" som jer. Min "båd" gynger nemlig lidt for tiden.... sikkert fordi julen står for døren, og julesavn er en tung last at sejle med.

      Jeg mistede min højtelskede, tapre og stærke lille mor i april, så jeg har haft længere tid til at bearbejde sorgen, end I har. Min sorg er nu blevet afløst af savn. Et kæmpesavn. Savnet manifesterer sig nogle gange helt fysisk.Jeg kysser på ting, som hun var den sidste, der rørte ved. Jeg krammer hendes gravsten. Jeg snuser til posen med noget af hendes tøj, for at dufte hende.

      Min mor var et lille spinkelt menneske på 48 kg. Men inde i denne lille menneskekrop fandtes en styrke og en kærlighed, som var gigantisk. Set i bakspejlet, kan vi nu godt se, at mor selv har måttet være klar over, at hun var alvorligt syg. Vi andre anede det ikke. Hun lod sig ikke indlægge, før hun vidste, at der ikke var lang vej igen og at far nu ikke længere kunne stå med ansvaret for hende. Inden hun drog afsted på sin sidste køretur til hospitalet, var der bagt boller og brød til far. Fryseren og køleskabet var fyldt op. Håret var blevet permanentkrøllet hos frisøren. Indkøbslisten var skrevet. Alt dette havde hun præsteret med koldbrand i benet, en bugspytkirtel og en lever, der var stået af og store svulster i maven. På hospitalet sagde lægerne, at hun måtte have haft forfærdelige smerter. Vi havde ikke hørt så meget som et klynk.

      På hospitalet gjorde mor ALT for at skjule tingenens alvorlige tilstand for os. Hun ville ikke bekymre os. Hun slog det hele hen..."Åh, det er nok bare noget blærebetændelse" og "I skal ikke ringe til min mand og fortælle at jeg også har koldbrand i benet. Det skal han ikke have at bekymre sig om!"

      På mors dødsleje forstod jeg for alvvor, HVOR stærk en magt kærlighed er. Jeg oplevede at kunne kommunikere intuitivt med hende. Mor havde svært ved at trække vejret, så jeg sagde: "Mor, ved du godt, at to der elsker hinanden meget højt, kan trække vejret for hinanden?" Underet skete....sammen med mig tog mor nogle dybe gode vejrtrækninger og hendes angst forsvandt. Disse enormt stærke oplevelser vil præge mig resten af livet. De vil minde mig om, at kærlighed er en magtfaktor, vi godt må kalkulere me.

      Ja, hvor skal vi bare huske at elske og give udtryk for vores kærlighed. Pludselig en dag er det for sent. Jeg har været meget tæt på at miste vores datter, min mand og min søster og efter sådanne oplevelser, lærer man virkelig at skære helt helt ind til benet og barbere alt overflødigt væk. Jeg lever efter Goethes devise:" De ting, der betyder mest, må aldrig blive ofre for de ting, der betyder mindst".

      Tusind tak fordi jeg måtte være lidt i samme båd med jer. Jeg trængte virkelig til det.

      Æret være Kaptajnens, Mettes og Maries minde.

      Mange knus og tanker til jer begge




      Slet
    3. Og så oplevede jeg for første gang i mit bloggerliv, at min kommentar var så lang, at den ikke kunne accepteres. Så hvis min kommentar forekommer usammenhængende, er det fordi jeg har måttet fjerne størsteparten. Hvornår lærer jeg mon kunsten at fatte mig i korthed?

      Flere knus og tanker

      Slet
    4. JO. (Om jeg kender det?)!!! Altså det med at det er vanskeligt at fatte sig i korthed!

      Men når det er sådanne guldkorn, som dem, der kommer fra din mund/tastatur, så kan jeg jo kun blive lidt (meget) ærgerlig på blogger. Omvendt fik du redigeret, så jeg (og andre læsere) fik den fulde forståelse af dine tanker.

      Kære Tante Grøn

      Jo, vi vugger i samme båd, og du haar siddet længst i den af os tre. Allerede nu, hvor jeg har været til urnenedsættelse i dag - kan jeg mærke at savnet er parat til at aløse den tunge sten af sorg, der nok vil bo i mit hjerte rigtigt længe. Ja sikkert altid, om end den transformeret til andet - så som savn, gode minder, lærdom, visdom og andet, der er blevet mig givet i kraft af, at jeg er Kaptajnens datter.

      Når du fortæller at du krammer gravstenen, så sætter det visse perspektiver på det, vi er i gang med nu... nemlig at finde en egnet gravsten. Først har jeg tænkt, hvordan vil den tage sig ud på gravstedet, kan der graveret i den, skal der broncebogstaver på, ... når de nu skal være to, skal den så være lidt skrå i det, hvordan skal den beplantes osv osv. Nu må jeg også have med i alle spekulationerne (som og ok-gode at have) Kan den krammes??? . Tak for den overvejelse. Mine egne ville være: kan jeg sidde ved siden af den, holde om den og hvile mit hoved på "skulderen" af den?

      Og alt det med at dufte, høre hans stemme, mærke hans favntag, hans interesse og hans vid og vittige sind, det ved jeg bliver et savn, der altid vil leve i mig, og som med tiden vil vokse sammen med mig, så jeg bedre kan have det.

      1000 tak for at du deler dit hjerteblod! Og en masse andre ord, som jeg pludselig kan mærke, jeg slet ikke behøver at skrive. De kan bare mærkes, er jeg vis på. Sammen!

      Slet
    5. Kære Marianne.

      Mange tusind tak for dine gode ord. Det er en dejlig følelse, ikke at være alene i båden, selvom vi langt hellere var gyngeturen foruden. Men livet handler jo desværre også om andet end julebag og råhygge. Derfor gjorde det mig så godt, at jeg fandt din blog imorges, da jeg trængte allermest til at få lov at være et lille skrøbeligt menneske.

      Godnat og jeg håber du får sovet godt ovenpå en følelsesmæssig meget hård dag med urnenedsættelse.

      Endnu flere knus

      Slet
  13. Sikke et smukt og lykkeligt billede af din Far kæreste Marianne, håber at det er et billede som bestandigt kan være på din indre nethinde når du tænker på ham - på tværs af alle skel.
    Når jeg læser om hans fortælling til dig så tror jeg at det har givet ham fred at fortælle dig at han også nød haven og at det har været en måde for ham at binde jer sammen, at vise dig at han forstod og selv følte din passion.
    Ønsker dig og resten af din familie alt det bedste i verden <3

    SvarSlet
  14. Jo, Bine, det tror jeg netop det vil! Og ja, når jeg tænker bagud kan jeg nu godt se, at han har taget afsked på mange måder i længere tid. Det hjælper at skrive om det og denne dag, som netop vil stå så lysende klart var en af de "afskeder". ...Ja, et af de budskaber, som han gav mig!

    Han VAR meget stolt af mig, det ved jeg - og på en måde trøster det mig, at blive mindet om, selvom det også smerter. Jeg er også rigtig stolt af at være hans datter!

    Tak for dine varme ønsker, Bine.<3

    SvarSlet
  15. Kære Marianne - som du kan skrive det.
    Bliver totalt rørt af din fortælling....

    SvarSlet
    Svar
    1. Døden, haven og kærligheden - en fælles ting, som nok altid vil røre os. Tak for din besked.

      Slet
  16. Kære Marianne.
    Det var trist for dig, og så lige her op til jul. Det var synd. Det bliver da noget tomt.
    Jeg blev meget rørt over at læse din smukke beretning. Det var dejligt du ville dele dine minder med os.
    Jeg er sikker på du har ret i, at selvom mange mænd ikke har den helt store haveinteresse, så nyder de alligevel at se på alt det smukke vi andre planter derude. Haven og naturen er jo også i det hele taget en lise for krop og sjæl, sikkert også uanset at om der er blevet gjort så meget ud af det, eller ej. Jeg tror vi er mange der ikke er så gode til bare at være, men meget bedre til at gøre, men samtidig nyder.
    Knus Malene

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror også du har fat i noget, der, Malene! At der er mange gøremennesker, der samtidigt med at de (vi) gør, også ER. Og nyder begge dele. Nar vi skriver ER, tænker jeg på at det handler om bevidsthedens nærvær. Om opmærksomhed i nuet og om at det ikke kun er resultaterne, der tæller, for at give livet værdi!

      Knus retur til dig!

      Slet
  17. Smuk fortælling om din far og kærligheden til haven. Jeg blev så begejstret for betegnelsen "gøre-menneske" - sådan er Malcolm bestemt også og i grunden nok mange mænd. Er det ikke bare en vidunderlig kombi sammen med alle vi havequinder....
    Tak fordi du delte med os.
    Knus Ulla

    SvarSlet

Læg rigtig gerne en kommentar, hvis du har lyst. Det er desværre ikke altid, ejg har kræfter til at svare hver enkelt, men jeg læser og genlæser dem ofte og glædes hver eneste gang!