tirsdag den 3. september 2013

FAT MOD OG STYRKE - MED BLOMSTER

Nogle gange er livet bare mere hårdt end sædvanligt. Nogle gange kommer tingene "i stimer", bare sådan væltende ind over én på én gang. Mon det er noget I andre kan genkende? Sådan har det i hvert fald været i mit liv. On & off. Og jeg er inde i en stime lige nu, derfor plukker jeg buketter.



Det hjælper nemlig. Lidt.




I dag vil jeg nøjes med at fortælle om det, der fylder mset i mit liv, og som denne buket er blevet en del af. Det drejer sig om min far. Han fader langsomt væk - forsvinder, men er her stadig. Det er vel næsten som at blive skilt: Man ved, at den anden findes, men kan kan ikke nå ham. Og hvorfor siger jeg så det? Fordi min far nu er så alzheimer-dement, at han næsten ikke er her. Mere. Inden i. JEg ved han findes, at han er der inden i. Men jeg kan ike nå ham.


Det er bare så svært - for min mor især - og for mig, at se og rumme, at det er så svært for min mor. Jeg selv er slet ikke kommet så langt i følelserne som at begynde at savne endnu. Det er som om jeg ikke helt har forstået det.


Ind i mellem overvældes jeg af tårer og kommer til at græde heftigt og længe. Det sker, når han har det værst, hvilket han fra sit fjerne tågeland desværre af og til opdager. Det gør det hele endnu værre. Man ved aldrig, hvor man har en dement.

Bedst som lyset er slukket og skærmen er sat på pause, så kan han være lynende skarp, ganske som han var før det hele startede. I et kort øjeblik.

Og det er dem, man må leve på! Og af! Gemme på dem. huske dem. Glæde sig over det lyse som det mørke, det sjove al balfalderaen og vide, at alt mørket jo skal til, for ellers kan vi ikke glæde os over alle farverne. 
Nogle gange kan man kun se livet i små dele. Man stykker dem sammen og prøver at få dem til at blive til et billede. Et man forstår.

Nogle gange, synes man slet ikke de passer sammen, delene. Så vanvittigt lykkelig og bolblende man kan gå rundt og være det ene øjeblik, så energifyldt og kreativ og fuld af initiativ.

For så det næste øjeblik kun at kunne få øje på alle de mørke nuancer, fordi et eller andet er sket.

Eller ikke sket. 








Måske en dag, forstår vi, hvad det er for et mønster, vi har gået og set på.

Og nu siger jeg lige noget mærkeligt: Nogle gange er det som om at sådan en umage buket fuld af både fest, farver, spræl, skævhed og dramatik faktisk bare hjælper. Lidt i hvert fald.

Både med at forstå. At kunne rumme og at kunne leve.


27 kommentarer:

  1. PS. Undskyld hvis mit farverige blomsterorgie er blevet lidt for meget for dig. Måske virker det lidt voldsomt. Jeg er kommet til at tænke på, at det nok bare er fordi jeg selv er så mørk indeni.

    Du er ganske tilgivet, hvis du hurtigt klikker væk! :-)

    SvarSlet
  2. Men det er jeg ikke.....altså klikket hurtigt væk, for åh hvor jeg dog husker den følelse af magtesløshed, da min mor forsvandt i tågerne. Hun fik også Alzheimers, og den var nær ved at slå min bror og jeg omkuld. Hun boede i eget hjem og vi skiftedes til at tage forbi, for at holde hende kørende indtil Kommunen endelig tog over. Flere af mine kollegaer kommenterede mit udseende og troede, at jeg var syg. Det var jeg jo sådan set, bare syg af indignation og sorg over min mors alt for tidlige forsvinden ind i sig selv.
    Jeg føler med dig Marianne, og ved hvor hårdt det er at miste en forældre til så grim en sygdom!
    Smuk buket og især nu, har man brug for lidt kulør inden efteråret selv sætter gang i farveorgiet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din medfølelse, Bente. Dine ord siger alt!

      Slet
  3. En så utrolig vakker bukett og så gjenkjennende beskrevet. Hilsen fra en som hadde en far så lik din...

    SvarSlet
  4. Kære Marianne,
    Hvor er det modigt af dig, at du tør dele så stærke følelser og tanker med os. Det er svært at komme med gode råd, når man blot står på sidelinjen, så i stedet skal du fra mig have et citat - vælg lyset frem for skyggen, giv dig selv et puf i ryggen :-)
    Det husker jeg ofte mig selv på, og kommer senere i tanke om resten af den kære sangtekst, som kan lyse selv en tung og grå dag op!
    Jeg sender dig og din familie mange kærlige tanker,
    Mathias

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Mathias. Jeg ikke så meget som overvejer mod eller hvad andre tænker om mig her på min personlige blog (mere). Det er måske noget, der er kommet til mig efter alle de ting, der er hændt mig.

      Det gør ikke noget, du ikke ved, hvad du skal sige. At du er her, har lagt en besked, betyder så meget for mig.

      At folk læser med. I tykt og tyndt. Tak for din hilsen til mig og mine. Jeg giver den videre. Hvis du kommer i tanker om resten af verset, må du endelig sige til. <3 M

      Slet
  5. Nåja forresten - jeg tænker selvfølgelig på sangen 'Regnvejrsdag i november' :-)
    Og så fik jeg ikke komplimenteret din smukke buket. Hvor er den god og så fantastisk livsglad! Intet mindre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nåååe, den. Ja, den vil jeg synge mig selv i søvn med. Tak! Og tak.

      Slet
  6. Allerkærest søde Marianne. Der er ikke for meget blomsterfarve. Blomster og have er det, der mange gange holder os oppe i svære tider. Jeg kender det fra mig selv. Nyd din far i de gode stunder han har og gem det i hjertet. Der er de altid til at finde igen. Mange kærlige tanker til dig og din mor. Knus Lise Lotte

    SvarSlet
    Svar
    1. JA, du siger det så rigtigt! De lyse stunder er til at finde frem igen, især, hvis vi er opmærksomme på dem og ikke lader alt det svære overskygge dem.

      Kærlige Lise Lotte. JEg ved, du ved. OG jeg håber sådan at du selv har det bedre! <3 kram til dig fra mig!

      Slet
  7. Kære Marianne. Det er en meget smuk buket og dit farverige blomsterorgie er absolut ikke for meget. Jeg føler med dig og din familie og sender dig knus og kærlige tanker.
    Annette

    SvarSlet
    Svar
    1. Ih, tak, kære Annette! Jeg ved du forstår og tænker tit på dig!

      Kram til dig fra mig! Håber stadig du nyder din gule havestue og dit dejlige nye hjørne i haven.

      Slet
  8. Varme tanker herfra. Og hvor er blomsterne smukke.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak! Og velkommen til bloggen!

      Slet
  9. Kære Marianne
    En smuk smuk buket, som slet ikke er for meget. Min far forsvandt også lidt til sidst, især efter han var kommet på plejehjem. Heldigvis døde han hurtigt, det er det nådigste.
    Jeg glæder mig over, at min mor stadig er i mellem os rent psykisk, men fysisk kan hun intet, det er også hårdt,og døden ville for hende være en befrielse.
    Jeg håber du og din mor klarer det, og tænker på jer. Det er hårdt at overvære at en levende person ikke mere er iblandt jer, så jeg må sige som de andre: nyd de lyse øjeblikke.
    Ja og så hjælper det lidt at skrive om det, synes jeg, mon ikke også det hjalp dig lidt.
    Kæmpe knus
    Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Jo det kan du tro, det gjorde. Faktisk hjælper det mig ALTID at skrive mine tanker og følelser ned. Jeg bliver ligsom mere klar over, hvad det egentlig er, jeg føler. Meget auditivt.

      Det har jeg jo afholdt mig fra her på bloggen - og og især på HAVEFOLKET, for ikke at overøse jer andre med for meget elendighed (der er jo grænser for, hvad man kan holde ud at høre på) men måske skulle jeg alligevel sætte lidt flere ord på. Det vil jeg "tygge lidt på".

      Og hvis jeg selv skulle slippe grebet om at "se den hvide væg i stedet for den sorte", så ved jeg at I er der til at minde mig om det!

      Det er noget af "helbredelsen"! Sådan at være del af et stort varmt og engageret fællesskab, hvor vi har indsigt i hinandens passioner og liv.

      Slet
  10. Kæreste Marianne.
    Dine ord er noget af det smukkeste jeg har læst og ledsaget af dine MarianneBuketter bestående af de livfulde og sprælske farvekombinationer synes jeg du indfanger LIVET, for livet er så langtfra kun lykkelige og lysende blomsterdage. Sommetider står man magtesløs og ser en elsket visne stille hen uden at kunne gøre noget og magtesløsheden rammer, hårdt.
    Jeg tror at alle der har prøvet at stå i din situation sidder foran skærmen og nikker genkendende, tak fordi du også sætter ord på vores følelser.
    Kærligst
    Bine

    SvarSlet
  11. Kære Marianne
    Tak for din beskrivelse af sygdommen, hvor du så fint og klart sætter ord på, hvordan det er at være pårørende til et elsket menneske med Altzheimers. Jeg har selv været gennem forløbet (min elskede svigermor). Det er helt klart, også de pårørendes sygdom, da vi er magtesløse. Det er som om det menneske dør for os inden den fysiske død. Jeg følte en form for lettelse da hun døde, og mindedes hende som Bid dig, så vidt muligt, fast i hvordan han er indeni.
    Han lyder som et dejligt menneske.

    PS. Hmm vidste ikke lige hvordan jeg skulle vælge "kommenter som", så det blev anonym ????
    Knus fra Birthe Larsen

    SvarSlet
  12. Kærlige tanker herfra - og tak for inspirationen til at gå ud og sanke en farvebuket.

    SvarSlet
  13. Kære Marianne.
    Smukt indlæg med mange skønne billeder af blomster. De er mørket der gør at vi indimellem ser lyset og kan opløftes, men livet er indimellem sort og ubarmhjertigt. Vi der har prøvet at miste eller at være i dyb sorg i længere perioder ved nøjagtig hvad ud beskriver og her kan naturen hjælpe os. Husk din far som han var. Mange venlige hilsen Carina Greve.

    SvarSlet
  14. Kære Marianne, det er bare sådan en smuk buket, som kan gøre enhver glad :) At den så kun trøster dig en smule kan jeg godt forstå for Alzheimers er en slem ting og man rammes bare så hårdt når ens kære forsvinder ind i sig selv på den måde. Virkelig en sygdom, som er værst for de pårørende, selvom din far sikkert har været sig bevidst om sine vanskeligheder i visse perioder af forløbet.

    Det er rædselsfuldt når personen ændrer karakter og bliver en anden. Min svigermor havde også Alzheimers og det trak hårde veksler på Malcolms søstre (vi var jo lidt mere på afstand fra hende i England). Hun blev også så vred - på sine allernærmeste - vred og ondskabsfuld...

    Jeg håber du kan støtte din mor og I kan fokusere på de gode stunder med din far og huske ham fra før han blev syg. Læn dig op ad haven og buketterne og skriv bare....

    knus Ulla

    SvarSlet
  15. Kære Marianne.
    Jeg kender det - når livet kommer væltende ind over én. Stimerne.... der fylder alt.
    Og jeg syntes det er et meget smukt indlæg du har lavet - ærligt, hjertevarmt og vigtigt. Dine buketter er smukke og fyldt med farve - og slet ikke for meget. Det er jo i farverne og haverne er vi havefolk er gode til at finde ro, glæde og trøst - og den følelse som vi oplever i dén verden er nogen gange den bedste "medicin" til triste og sorgfulde hjerter.
    Jeg håber det bedste for din far - og sender mange kærlige tanker til din mor og dig. Husk at de gode minder aldrig forsvinder - de lever evigt.
    KNUS fra Susan

    SvarSlet
  16. Hvor er den flot din buket, og det er godt, sundt og dejligt at kunne arbejde med så flotte blomster. Mens jeg læste det du skrev, tænkte jeg på hvor svært det er for dig meget af tiden, men så læste jeg også, at din far har nogle STJERNE STUNDER og de er rigtige gode at tænke på, når det er rigtig svært. Havde selv en mor der var syg i mange år. Mange venlige tanker fra Inge-Lise Rasmussen

    SvarSlet
  17. Jo vi er mange der kender det med at være i en bølgedal af den ene eller anden grund.
    Min mormor fik demens på sine gamle dage og hvor var det svært at opleve at hun ikke kunne kende mig igen. Jeg voksede op hos min mormor og morfar.
    Det var meget underlig, den ene dag vidste hun ikke hvem jeg var men næste morgen kunne hun.
    Hun blev næsten 90, og det var kun det sidste år det var sådan. Heldigvis!

    En meget smuk buket du har plukket dig, ja haven er en god trøster.

    Knus fra Lisbeth

    SvarSlet
  18. Kære Marianne
    Det hjælper også gevaldigt på mit humør at se på din smukke og farverige buket og det glæder mig at du trods stimerne finder lyspunkter i dine buketter;) Alligevel blev jeg lidt trist over at læse hvordan det står til med din far, at I mister ham mere og mere og kun har øjeblikke hvor han er skarp. Det er en sorg at miste sin kære og det er så hårdt at se en man har beundret og set op til forsvinder for øjnene af en. Jeg føler med jer og sender dig et virtuelt varmt knus.
    Knus
    Lisbeth

    SvarSlet
  19. Kære Marianne.

    Dit indlæg rørte mig dybt, da jeg læste det i tirsdags. Faktisk så dybt, at jeg intet kunne skrive, men har "båret det med mig" de sidste dage. Din fars tragedie har du fortalt mig, men at det nu er så slemt og endnu mere bidende hårdt nu gik lige ind som mavepuster. Et tab så reelt og så samtidig usynligt!
    Og selvom buketter ikke umiddelbart heeler, så gør de noget ved sjæl og hjerne. Dufte, farver og humørvitamin når det er mest tiltrængt. Synes de buketter så meget symboliserer din kraft og livsvilje - må den ikke blive svækket trods denne massive modgang.
    Knus og kærlige hilsner herfra

    SvarSlet

Læg rigtig gerne en kommentar, hvis du har lyst. Det er desværre ikke altid, ejg har kræfter til at svare hver enkelt, men jeg læser og genlæser dem ofte og glædes hver eneste gang!