tirsdag den 4. december 2012

Et uår - er ganvligt!

Kender du begrebet Uår? Jeg gjorde egentlig ikke før jeg stødte på det i mine krydsogtværser, (en yndlings-falde-ned-beskæftigelse, hvis jeg ikke lige er i haven). Men det tror jeg du gør - på den ene eller anden måde.


Et menneske, der holder af naturen og sin have ved godt, at nogle år er uår. Dette år og sidste år, f.eks. har været uår for roser - og lavendler for den sags skyld. Alt for meget regn og alt for lidt sol.

Men et uår kan også være et år, hvor alt muligt ramler ned over én. Sygdom i familien eller blandt éns kære, død, arbejdsløshed, man er blevet forladt, eller har måttet opgive sine ambitioner og mål. Måttet finde nye græsgange. Sådan nogle år findes bare i livet - vores alle sammens liv.


De - ulykkerne - har det med at samle sig sammen og så ramler en masse. Ja, eller også synes man bare, man er født under én af de stjerner, hvor masser af transformation sker. Hele tiden. Man når næsten ikke at slå rod det ene sted, før man er flyttet (eller skal flytte) til et nyt.

Det koster, gør det. Det ved vi plantemennesker, for det tager jo noget tid at slå rod og etablere sig, inden man kan vokse, modnes, tage sig yndefuldt ud, dufte. Være helbredende og gavnlig. Trives. Sådan er det for planter - sådan er det for mennesker.

Nogle gange, hvis vi virkelig er i vækst, hvis vores "omplantning" (både på det mentale og det fysiske plan) er lykkedes, så viser det sig, at det er det eneste rigtige. Først da kan vi virkelig skinne og vise vores fulde potentiale. Først da, vender "lykken" og mange gode ting sker. Faktisk den ene efter den anden. Og det bliver bare ved. En stime. En sæk appelsiner, der dumper ned i den turban, der sidder under havehatten. Hvis du kan følge min metafor.

Dér er jeg ikke helt endnu. Appelsinerne venter på sig. Men jeg fornemmer, at de er på vej. For mange ting er allerede sket. Jeg er i gang med min genoptræning, jeg har verdens bedste "kolleger" på HAVEFOLKET, jeg "betræder stier" hver eneste dag i blog- og haveverdenen og møder det ene søde, hjertevarme og nærværende menneske efter det andet. IRL eller digitalt. .... Så jeg kan mærke at blide vinde blæser i min retning.

Jeg har mange tanker i denne tid. (Det får jeg altid når vinteren kommer - én af grundene til at jeg elsker årstidernes omskiftelighed i norden). Tanker om hvor, hvad og hvem trives. Sammen eller hver for sig. Om hvor jeg skal være. Hvad jeg skal lave (og kan lave) og om, hvor jeg (be-)tjener mine evner - de gaver jeg fik med mig, - bedst.

Jeg har også mange tanker om, hvor mine planter skal vokse, hvor dé trives bedst - så dér går vi hånd i hånd, haven og jeg.

Velkommen vinter. Velkommen nye år. Velkommen transformation.


På vej ud efter mere brænde at lægge på bålet......


24 kommentarer:

  1. Bare du ikke brænder ud.... Ja, UNDSKYLD! Det tror jeg selvfølgelig ikke du gør, men jeg blev altså nødt til at følge op på brændetråden!!! ;o)

    Lyder til at du er inde i en fantastisk fase af udvikling og indsigt. Meget spændende når man tør følge sit hjerte.

    Jeg var der for ca. 8 år siden, utrolig meget har ændret sig på de år. Havelivet er blot en af de ting der kom tilbage i mit liv og med det en masse skønne oplevelser.

    Så selv om appelsinerne indtil nu er "kun" er clementiner så nyd du bare hver en mundfuld... :o)

    Haveknus fra friis

    SvarSlet
    Svar
    1. Skruer også ned for spjældet, for du har helt ret, Friis, det er om at kunne følge med og ikke få for stort blus på "bålet". Det er såmend nok min allerstørste udfordring! (Og her er min krogede, skæve, stødte hjerne jo et hjælperedskab) den sætter selv sine naturlige grænser.

      Så skal jeg bare lige følge med med krop og lyst og ambition.

      Tak for ordene. Du er så klog! God at have som "nabo" i vores webhaver!

      Og haveknus retur til dig!

      Slet
  2. Kæreste Marianne. Sande ord. Jeg kan mærke dem og føle dem alle sammen. Jeg venter også stadig på appelsinerne, men det går.

    Hvis du en dag ikke ved hvad du skal tage dig til/lave, så har du en veludviklet sans for ting her i livet, skriveriet, medfølelsen, optimismen og gåpåmod. Det mange mangler for at komme videre. Skønne dejlige evner du kan gøre brug af - ja allerede gør.

    Husk bare at passe på dig selv hen ad vejen. Dejligt og høre det går fremad.

    Tak for skønne ord.

    Knus
    Lise Lotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Værsego´, kære LL. Jeg tænker faktisk ikke så tit på at de ord, jeg siger, er mine. De kommer jo bare til mig uden at jeg gør ret meget. Jeg opfatter mig selv som formidleren. Nå det kom til at lyde ret wierd (staves det sådan?), men sådan er det. :)


      Tak for din støtte, den er uvurderlig. Godt vi har nettet.

      Slet
  3. Dejligt at læse dine tanker Marianne og at vide, du er ved at få appelsiner i turbanen, snart i hvert fald, det fornemmes helt tydeligt gennem alt det skønne, du skriver til os.
    Nu sidder jeg så her og tænker, hvor havde du været, hvis du ikke havde været ude for det "lille" uheld og slå hovedet og kommet grumme galt af sted. Så havde du måske ikke lært, hvor dejligt det er med en Helbredende have, og vi havde ikke lært dig at kende. Så måske kan man kalde det held i uheld, selvom jeg nok også synes, at det var et lidt rigeligt slemt uheld.
    Her fra Samsø sendes blide vinde i din retning, og jeg vil sige som Lise Lotte pas godt på dig selv. Vi hører gerne mange flere af dine skønne tanker, som du får undervejs.
    Knus
    Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har mere ret end du selv ved, sødeste Lisbeth! Undskyld jeg ikke skriver så meget til dig denne gang. Du er min trofaste følgesvend og ramte lige sømmet på hovedet.

      Slet
    2. .... Og et kæmpe stort varmt og kærligt kram til dig fra mig. <3

      Slet
  4. For mig at se har du allerede slået rigtig godt rod, kære Marianne, for dine blomster (både de fysiske og dem i overført betydning) blomstrer smukt, og du er en "showstopper" i den bedste betydning! Vi ser med forskellige øjne; nogle blomster skal der kenderøjne til at værdsætte, nogle blomster er svære at få øje på, nogle blomster gemmer sig eller bliver gemt...osv.

    Jeg giver Lisbeth ret i, at der har været held i uheld, for uden dit uheld og alle vi andres uheld og sygdomme havde vi ikke mødt hinanden - og sikke en berigelse det har været at møde dig/din blog og alle Jer andre! Og dog vil jeg gerne være med til at være skidesur engang imellem over, at vi ikke har vores tidligere gode helbred. Men kun forbigående sur, for heller se appelsinerne dale ned:

    Appelsinerne er da allerede begyndt at komme! Fra min vinkel er fx havefolket og det lille liv i din datters mave et par saftige appelsiner... Jeg se mig for dig med en sirlig viklet turban :)

    Og så nyder jeg HELT VILDT, at din blog er tilbage i farver, fuldt flor og finurlige tanker.

    Knus fra Gitte ved Viborg

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jo rigtigt, Gitte. Når der lukkes en dør i ens liv, åbnes der en ny. OG det er en havedør i mit tilfælde, og her skal jeg opholde mig resten af mit liv (om vinteren er det mest oppe i hovedet, ind til jeg får mig en vinterhave) ;) ;)

      JA sygdom er "en hver mands herre", sagde min farmor ofte, hvilket jo betyder, at man må underkaste sig dens luner og tilpasse sig så godt som muligt, de begrænsninger, sygdommen sætter for én. Jeg har tænkt, at med mit hoved og mine sansevanskeligheder, ligger svaret ligefor - udenfor.

      OG det du skriver med appelsinerne: Ja! Et nyt iv er på vej. Som skibent og som mormor.

      Knuuuuus!

      Slet
  5. Hej Marinne.

    Du er bare så god til at skrive poetisk, smukt og tankevækkende. Det er dejlig læsning.

    Selvfølgelig kunne vi godt have været foruden sygdom og andre (umiddelbart) negative ting her i tilværelsen. Men hvis vi nu vælger at se så positivt på det som muligt, så er det netop disse ting, der får os til at føle efter, som udvikler os, og som måske ligefrem guider oS i en ny og bedre retning i vores liv. Dermed ikke sagt, at vi skal være super duper lykkelige over ikke længere, at have den samme raske krop at leve i og med. Det kan man jo ikke være de dage, hvor man levet i smertehelvede og med en masse ubehagelige symptomer. Men prøve at få det bedst mulige ud af det man stadig kan, (eller måske ligefrem nyde/juble over, at der er nogle ting man kan igen, efter lang tids sygdom). Jeg tror under alle omstændigheder på, at du har gå på modet og virkelysten til at kunne komme godt igennem de udfordringer der følger med. Ellers må du endelig give lyd, hvis du kan bruge en lidelsesfælde. Du har vist nok min mailadresse.
    Kærlig hilsen Malene.
    Ps. har undret mig over, at dit profilbillede er gået helt i sort. Men det fandt jeg jo en forklaring på. Synes nu dit gamle profilbillede var ganske meget kønnere:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Dine ord, Kæreste Malene, bevidner, at du selv er i nogenlunde samme båd som jeg, har tænkt mange af de samme tanker som jeg, og ser mulighederne (dem, der nu er)i det. Tak fordi vi kan dele dem. Og godt du holder fast.

      Jeg må jo stadig begrænse min tid ved computeren dramatisk meget, og nu hvor jeg også skriver på HAVEFOLKET, skal koncentrationstiden organiseres stramt. Alene det er grunden til, at jeg ikke har skrevet mere til dig, for vi har meget til fælles!

      Jow tak - er ikke stolt ved alle de sorte firkanter - synes ikke rigtigt de matcher med mit "image".... hvis du forstår. ;) :D Arbejder på at rette op igen. Everywere.

      Slet
    2. Ja, jeg forstår dit uheld har givet dig mange af de samme udfordringer, som jeg står med. Jeg har bare ikke haft et uheld. Jeg lagde mig "bare" syg fra den ene dag til den anden. I starten var det så slemt, at jeg var plejekrævende. Jeg kunne godt ha' tænkt mig, at vide, lige så præcist som du, hvad der skete. Det kan nogle gange være noget af det sværeste, at jeg ikke selv helt forstår hvorfor mit liv pludselig aldrig kunne/kan være det samme igen. Men så længe det går fremad, lykkes jeg rimeligt med at tage de positive briller på. I de perioder hvor det går den modsatte vej for en stund, er det straks noget sværrere. Heldigvis går det jo oftest fremad. Man lærer jo også sin sygdom at kende, og finder ud af hvordan man undgår tilbagefald. At "sygdom er hver mands herre", som du skriver her over, er et udtryk jeg aldrig har hørt før, men det er utroligt klogt sagt. Det første år jeg var syg, havde jeg fået at vide, at jeg var svært udbrændt (selvom jeg ikke havde følt jeg havde kørt mig selv for hårdt-det har også siden vist sig jeg har en neurologisk lidelse ME, som man desværre endnu ikke forstår årsagen til), og jeg fik det indtryk, at jeg burde kunne tage mig sammen. Så jeg skrev en seddel til mig selv og hængte den på køleskabet "sygdommen skal ikke bestemme over mig, det er mig der er kaptajnen i mit liv"! Men det virkede helt modsat, for jeg pressede jo mig selv med den holdning. I det øjeblik jeg indså det, gav slip, og gav mig selv lov til at være hundesyg, så oplevede jeg faktisk at det vendte og at jeg begyndte stille og roligt, at få det en lille smule bedre. Især hvis jeg kunne få lov til at tage tingene i snegletempo, uden "den store stygge kommune" til at presse mig.
      Jeg har også svært ved at sidde ved computeren nogle gange. Ikke så ofte mere som tidligere, men det driller mig stadig af og til. I den forbindelse er det lysfølsomhed, sløret syn og koncentrationsbesvær, der driller mig.

      Vi har alle perioder med mere overskud end andre, og jeg kan godt forstå du har haft travlt med HAVEFOLKET også. Det er I iøvrigt sluppet rigtig godt fra. Det er blevet en kanon blog, som jeg gerne læser hver gang jeg har tid og overskud..... Men jeg har da lagt mærke til, at du også får skrevet lidt mere til mig igen. Det er rigtig dejligt:-)

      Træls ekstra opgave du fik dig med alle dine billeder. Jeg kunne lige forestille mig det kunne stresse og irritere noget så grusomt. Men du tager det forhåbentligt i dit eget tempo og passer på dig selv, ikke?!

      Glæder mig til at se hvordan dine skriverier bærer frugt på egen hånd. Rigtig god arbejdslyst.

      Slet
  6. Tak for dine tanker - og for det nye ord: uår. Det vil jeg lige tænke videre over. Måske har jeg også haft sådan et, i hvert fald på nogle områder i mit liv.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak. Det er vist et gammelt ord, der bare er fundt frem af skuret og støvet af.

      Smil og vink til dig, Rikke! Tak fordi du er i blogland. Du giver så mage gode tips.

      Slet
  7. Ordet uår satte også tanker i gang her. Men sjovt nok også positive tanker, for hvor meget 'u' skal der være over året inden det er et uår. Regnvejrssommeren var slem for roserne, men alt det, jeg plantede overlevede, fordi det blev vandet - så rigeligt. Og sådan er det også i andre sammenhænge. Nok deraf ordsproget, at intet er så slemt, at det ikke er godt for noget.

    SvarSlet
    Svar
    1. Så sand så sandt. Det står også med store bogstaver bøjet i neon over Den Helbredende Have!

      Som jeg skrev i et af de seneste tre indlæg (dem med fotos på) så kan man høre en biolog fortælle om naturens grundlæggende vækstbehov, som netop er, at noget dør (eller holdes nede) for at andet kan vokse sig kraftigt. Mangfoldigheden længe leve! Bedst er det, at der er plads og muligheder til alle.

      Slet
  8. Kære Marianne.

    Var igår godt igang med at skrive til dig, da Ipad gik i udu, men nu skal det lykkes!

    Indimellem skal der være ganske mørkt før end lyset gennem nye sprækker anes med alle deres lokkende liv fyldt med priklejord, appelsiner, vitaminindsprøjtninger og logik (og hvad vi ellers kan kalde givende skifte i livet)...men ofte er dette lys så vanskeligt at se, da egne forventninger og forestillinger om hvad livet skal bringe stadigt kan blænde stridt...

    Jeg håber så inderligt for dig, at du netop for skubbet siderne hårdt til side så lyset vælter ind og du bare ved at tingene går som de skal.....også selvom det hele bare kan føles som det går ad hækkenfelt til...

    Og Ullas lille reminder af ordsproget som også min mormor altid messer, ja det har en sandhed og en tryghed i sig, som jeg synes varmer godt om hjertet:0)

    Dejlig eftermiddag, masser af hilsner og smil fra
    Katinka

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Katinka for din varme hilsen.

      At der ikke er noget galt uden at det er godt for noget, det har min mor også altid sagt og efter nogle vrisne år som vrangvillig teenager i slutningen af 70érne og starten af 80érne, er det nu blevet mit valgsprog. Jeg er af den opfattelse, at der er en mening med alt. Vores opgave er sådan set bare at finde den og bruge den til noget. At kunne "læse tegnene" om jeg så må sige.

      Så sådan er det også med min skade. Men derfor kan man jo godt alligevel ind i mellem være ved at gå ud af sig gode skind over ikke at kunne det, man har kunnet. Det giver jeg så mig selv lov til. Ind i mellem.

      Smil fra mig

      Slet
  9. Kære Marianne,

    Jeg bliver helt berørt af dit indlæg. Jeg håber du er ok? Et uår kan ramme os alle - vi kan alle blive ramt af modgang. Jeg synes at idet vi atter rejser os når vi falder, mere eller mindre elegant, definerer hvem vi virkelig er. Modgang gør som bekend stærk.

    Jeg sender dig en masse lune tanker og et ønske om en god og glædelig jul for dig og din familie

    De bedste hilsener Mathias

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, sådan er det nok at besøge min have, en gang i mellem i hvert fald. For her fortæller jeg fro og ærligt om, hvad der ligger mig på sinde. Og hvad du nok ikke ved; jeg har erhvervet en mindre hjerneskade der har medført vanskeligheder for hjernen med at samordne mine sanseindtryk fra syn hørelse og krop.

      Den skete såmend i haven - hvor jeg snuplede i en klipklap (og en rive?) og knaldede hovedet ind i en jernpæl. Så skulle det vist være slået fast..... At man må rejse sig, hvor ,man faldt. ;)

      Mange tak for din søde lune hilsen;
      M

      Slet
  10. Tak for et godt indlæg.
    Lige meget hvad der sker så skal vi huske på, at der altid er et lys forude, også selv om det KAN være vanskeligt at få øje på.
    Ha´ en god dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak fru Landbohave. Vi retter kikkerten mod lysere tider

      Slet
  11. Hvor er det dejlig læsning. Jeg forstår så fint, hvad du mener, for jeg har det lidt på samme måde. Ja, uår er en del af naturens gang; alt går op og ned, og måske er det nødvendigt med modstand for at styrke - og for at sætte pris på fremgang. Jeg håber i hvert fald, at det er sådan... ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er helt tilhænger af dit synspunkt omkring med med at modgang gør stærk!

      Mit mellemnavn er Pippi! ;)

      Slet

Læg rigtig gerne en kommentar, hvis du har lyst. Det er desværre ikke altid, ejg har kræfter til at svare hver enkelt, men jeg læser og genlæser dem ofte og glædes hver eneste gang!