onsdag den 12. september 2012

Kantbæger - en giftig darling

Jeg  har i mange år haft dyb respekt for giftige planter.

Har jo været mor i mere end 25 år og har derfor først de sidste par år haft Digitalis i min have.

Nu har Kantbæger gjort sin entré. På trods af giftigheden.


Ikke bare er jeg betaget af dens yndige lilla-sarte himmelblå blomster.

De tager himmelen med ned på jord.

Og det er vi flere, der godt kunne bruge! 

Dens frugter er også bare så interessante!

Sorte og dragende.

Farlige og alligevel tiltrækkende.

Mange klipper dem af i denne her tilstand og anvender dem tørrede og guldsprayede i juledekorationer.

Eller bare som de er. ...

De er smukke uanset hvad!

Sort kan jo nemlig noget.



Knopperne er også de sødeste små babyer.

Lidt generte, lidt søgende - er det her, vi skal være?

Man får helt lyst til at ae dem!

Ikke?

Og fortælle dem, at de er ok.

<3


Væksformen er intet mindre end yndefuld. Jeg har imidlertid valgt at have dem i en krukke for at de ikke spreder frø. Klipper jævnligt de modne. Skal jo være nogens mormor.  Som i snart. Så tager IKKE nogen chancer. :) What so ever.



Hvis du  nu er blevet hooked, så er det jo ærgerligt, at de bare ligger her, frøene. Og ligger. 

Så send mig en mail, og forbered en frankeret kuvert. Så sender jeg dem til dig. Sådan i løbet af efteråret. Når jeg begynder at have-kede mig.

Du skal sende mailen til: 

marianne [snabel a] kontekst [punktum] net 

Synes i øvrigt lige, du skal læse om Kantbæger i Havenyt

Og her - i Albinus frø.  

Og her: i HAVEN, du ved, Haveselskabets magasin. 
Og Jens fra Slottet i Smørmosen har også noget at sige om den.

12 kommentarer:

  1. Jeg havde kantbæger for nogen år siden i min have, men opdagede jo hurtigt, hvor gode de var til at brede sig. Derfor har de været forment adgang siden, men se til om ikke en lille skælm har listet sig op ved mit tulipantræ lige ved siden af en clematis. Jeg har ikke nænnet at trække den op endnu endsige klippe frøet af, måske skal jeg snart til at vågne op og få det gjort.

    SvarSlet
    Svar
    1. JA, det er ret sjovt! Nogen siger, at den selsvår sig med lynets hast. Andre, at den er vanskelig. Men selvbestemmende, det er den i hvert fald! Ind til man kommer med saks og lugejern... ;)

      Slet
  2. Jeg anede ikke at den var giftig, men den må nu godt bo hos mig alligevel. Jeg lader den så sig selv, den formerer sig ikke voldsomt, så det går jo nok. Iøvrigt er den nem at hive op, skulle den have forvildet sig hen et forkert sted.

    SvarSlet
    Svar
    1. JA, den har meget genkendelige blade! Små sorte prikker på. Det ser man desværre ikke så tydeligt på mine fotos opdager jeg. Men nu står det her :)

      Slet
  3. Jeg havde et enkelt eksemplar for år tilbage - en tilløber - men på trods af den gode behandling jeg ellers synes at den fik, valgte den ikke at vende tilbage igen, så siden har jeg ikke haft den. Men skøn er den og så må man tage sine forholdsregler når der er børn i haven. Der er så mange ting der er giftige i haven. Jeg var fx ved at falde ned af stolen da jeg opdagede at nerier er ekstremt giftige og et enkelt vissent!! blad er nok til at slå et barn i hjel.........tja, dem havde jeg så haft stående på terrassen i krukker med mine små pus løbende omkring. Generelt har jeg altid haft den regel at giftige planter gerne må være i haven (jeg har ikke en chance for at kende alle planters giftighed), men planter med giftige bær har ikke haft adgang så længe børnene var små..........og de har da overlevet ind til nu. :o)

    mange hilsner

    Trine

    SvarSlet
    Svar
    1. JA, trine, jeg er helt enig! Man må tage sine forholdsregler og (giftige) bær ser mere spændende ud og er lettere at forveksle med dem, man gerne må putte i munden.

      Det er en lang snak det med giftige planter. Og jeg er ambivalent. Dybest set synes jeg at sikkerheden går forud for æstetikken.

      Varme hilsner fra mig til dig

      Slet
    2. Hej Marianne
      Jeg har netop fået foræret et eksemplar og kendte ikke navnet. Dejligt du lige kunne give mig det ;-) Jeg vidste ikke den var etårig men godt at den var giftig. Det er en smuk og skøn sag :-)
      Hav den dejligste efterårsdag,
      Kh
      Rose

      Slet
    3. Godt, jeg kunne opklare det! Skulle måske også have vist frøene.... Nå lægger dem på senere.

      I lige måde, Rose!
      Det tegner jo formidabelt!

      Slet
  4. du kommer nok ikke til at kede dig, når du skal igang med at strikke børnetøj ha..ha... og tillykke med den kommende "store" titel som MORMOR :)

    SvarSlet
  5. Tak for det, Tim! Nej, jeg tror heller ikke jeg kommer til at kede mig! Det gør jeg i øvrigt aldrig!

    Det bliver nu nok ikke strikkeri, måske syr jeg lidt.

    Og så har jeg klunset et dukkehus, som jeg vil glæde mig til at istandsætte - måske sammen med den lille. Hvis nu det bliver en dreng, så kan jeg sidde her og godte mig over alle de Kæmpe plastik-kasser med Legoklodser, vi har haft stående på loftet siden Teenagerne var små.

    SvarSlet
  6. Den er da bare smuk Marianne - og lige pludselig kom jeg i tvivl inden jeg læste teksten... var det ikke en klokkeranke... men nej synes bare de ligner lidt med blomster knop og udspring... godt du har burret den inde i en krukke :)

    SvarSlet
  7. først og fremmest stort tillykke med den kommende mormor status. du bliver sikkert en fantastisk en af slagsen!
    min mor har været uundværlig de sidste to måneder (ja okay også før) hun kommer en gang i mellem og bor nogle dage, og så nyder vi at få sovet lidt mere, maden bliver lavet, huset bliver renere, græsset kortere osv. Hun nyder det lige så meget at være sammen med min lille datter.

    Jeg har også kantbager i haven, men vidste ikke at den var giftig! Det skal jeg fortælle videre til min mor, for hun har haft held med at dyrke ananas kirsebær i år og mine små nevøer har med stor glæde plukket og spist af dem, så de kunne godt blive fristet til at plukke kantbagerens bær andre steder i haven.
    Kh Pia

    SvarSlet

Læg rigtig gerne en kommentar, hvis du har lyst. Det er desværre ikke altid, ejg har kræfter til at svare hver enkelt, men jeg læser og genlæser dem ofte og glædes hver eneste gang!