tirsdag den 31. juli 2012

Når afskeden trækkes i langdrag


ADVARSEL: Dette indlæg handler ikke ret meget om haver.


...


Det er svært at sige farvel.

Det ved alle, der har prøvet det.

Nogle mister deres forældre, deres kærester, deres børn.

Lige pludseligt er de revet bort fra én.

Og dér står man så alene.

Med sit farvel.

Det er forfærdeligt. Et chok, som føles ubærligt.

Og det føles nærmest uretfærdigt, at man selv eller de andre er til.

Når nu ens savn er så stort.




Andre mister langsomt. Ser livet sive ud af den, de elsker.

...
Mister lidt hver dag.

...
Det er det lange seje træk.

En sorg, der hele tiden er der. Som man ikke kan holde fri fra. Som trækkes i langdrag.



Hvor end man vender blikket hen, er den der. Den meget lange afsked.

Den kan blive ved i år -

mange år.

...
Alzheimer er de pårørendes sygdom siges det - og Gud ske lov er det de færreste, der selv er ramt af  sygdommen, der ved, hvor svært det er, at leve sammen med et menneske, der lider af Alzheimer.

...

Det er i det mindste en trøst, når sygdommen er tæt inde på livet af én. At den syge ikke evner at sanse omfanget af de pårørendes lidelser og sorg.

Og trøst, det er hvad man har brug for, når livet og den person, man kender og elsker, langsomt forsvinder. For altid.

Undskyld dette tunge indlæg, men det er bare ikke ret nemt at være min mor (eller mig) for tiden. Heldigvis har jeg min helbredende have. Og de "sorte blomster" (beklager billedkvaliteten) er mit bidrag til blogger-sommer-dillen. Ind til videre. ;)


33 kommentarer:

  1. Kære Marianne, hvor er det godt og følsomt skrevet.

    Alle kender sikkert til at miste... og hvor er det svært at miste både pludseligt og hen over lang tid. Men Alzheimers er en modbydelig sygdom, som helt sikkert er værre for de pårørende end for den syge. Heldigvis. Tænk hvis man skulle være bevidst om at lide på den måde og i så lang tid. Nogen siger at man ikke dør af Alzheimers, men MED den. Har selv været rumlen igennem, da min svigermor led af sygdommen. Vi stod så bare ikke i første led, da hun jo boede i England, og derfor var det Malcolms søstre, der stod med det det daglige "slid". Jeg føler med dig... det er ikke nogen rar situation at være i. Håber at du stadig kan have gode dage med din elskede mor.

    Knus Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. <3 Tak, søde Ulla. du kan tro vi nyder nuerne. Min mor og jeg i haverne (hendes og min) og min far og jeg en gang i mellem på en tur. KNus!

      Slet
  2. Kære Marianne
    Et STORT trøstende knus og en masse varme tanker er hvad du får herfra - jeg håber du mærker det varme bare en lille smule selv om det blot er gennem skærmen. Fordi bloggen hedder noget med have skal det jo ikke altid handle om have - vi er hele mennesker med alt hvad det indebærer af sorg og glæde, smil og vrede, sol og regn - der skal være plads til det hele. Jeg håber haven kan tage tankerne væk fra det tunge, om ikke andet så blot for en stund.

    Mange hilsner
    Trine

    SvarSlet
    Svar
    1. <3 Jo jeg mærker det, Trine, det kan du tro. Jeg trækker ligesom vejret lidt lettere.

      Og så har du helt ret; haven er bloggens omdrejningspunkt, men menneskerne i den er mindst lige så vigtige. Særligt nu, hvor mange af os kender hinanden eller har mødtes IRL.

      Slet
  3. Den sygdom er vi vist mange der med god grund frygter skal ramme vores nærmeste.
    Jeg har været forskånet for det endnu og har kun oplevet/hørt om det på anden og tredje hånd.
    Jeg føler så meget med dig - men jeg kan nok ikke helt forstå hvor forfærdeligt det er når jeg ikke selv har været "i de sko".
    Det må være så trist at se en elsket mor eller far ændre personlighed og miste forbindelsen til virkeligheden.
    Håber at du endnu engang kan finde lidt trøst og pause mellem havens smukke blomster.
    Knus fra Berit

    SvarSlet
    Svar
    1. <3 Tak for din varme hilsen, Berit! Håber vi ses hos Signe.

      Slet
  4. Kære sødeste Marianne. Smukt smukt skrevet og hvor er det sandt. Mistede min far i løbet af 14 dage, det var ufatteligt hårdt, men hvor blev han sparet for meget og ja nok også os andre. Det som du skriver kender jeg ikke til personligt, men kan tænke mig at det er ufatteligt hårdt og se en elskede person forsvinde langsomt fra en. Sender dig mange kærlige tanker.

    Knus Lise Lotte

    SvarSlet
    Svar
    1. <3 Uha, det må have været et meget intenst forløb. Og usigeligt svært.

      Tak for dine tanker. Godt vi har vores haver!

      Slet
  5. Uha ja det er slemt at miste en af sine kære. Men det er endnu værre at miste dem, når persoenn stadig er der, men sjælen er forsvundet.
    Det er hårdt for jer, det forstår jeg godt.
    Knus Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. <3 Søde Lisbeth <3. Du rammer lige på pletten.

      KNus!

      Slet
  6. jeg føler med jer. vi har ikke haft Altzheimer i familien, men af mine nærmeste er døde af cancer....det er næsten også for svært at bære - livet bliver taget op til revision med mellemrum...

    SvarSlet
    Svar
    1. <3 Det må have været meget hårdt. Og det er utroligt, hvad vi mennesker kan holde til at være vidner til.

      Slet
  7. der skulle stå: 5 af mine kære

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Lilian, det er hyggeligt at du også lægger en besked her, selvom vi kun "kender" hinanden fra FB.
      Ja, canser er ikke til at spøge med. Som jeg skriver i en kommentar ovenfor er vi heller ikke forskånede der.

      Slet
  8. Kære Marianne
    Det er hårdt at sige farvel og meget opslidende når dette farvel trækkes i langdrag og man ikke aner hvornår det er endeligt. Føler med dig og din mor og håber at I får hjælp og støtte.
    Jeg mistede begge mine forældre med 9 mdr.s mellemrum efter nogle meget hårde år hvor de var alvorligt syge - det var ikke Alzheimer, det kender jeg ikke til, men kræft og jeg synes at det var et langt og smerteligt farvel der sammenlagt tog 2 1/5 år. At se sine elskede forældre sygne hen er utroligt hårdt.
    At du samtidig kæmper med dit eget er ekstra hårdt og det er godt at du kan bruge din have til helbredelse.
    Smukke billeder der ledsager dine sigende ord.
    Knus Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. <3 Det må have været meget, meget hårdt for dig Lisbeth, og jeg ved jo godt at sådanne opgaver også ligger foran mig.

      Min mor har (ud over det beskrevede) også været ramt hårdt af kræften, men har ind til nu klaret frisag.

      JA, haven giver og giver. Jeg er kun lige inde i en pause og kan mærke at dels haven og dels jeres medfølende kommentarer hjælper ubeskriveligt.

      Slet
  9. Det må være forfærdligt at mærke sin mor "forsvinde", mens hun rent fysisk stadig er tilstede. At møde den person, som har været den stærke og den der skal tage sig af én, men hvor rollerne nu er byttet om. Jeg har ikke selv oplevet demensen tæt på og håber heller ikke, at jeg kommer til det. Dejligt at du har din helbrednede have også i denne situation. Og så ved jeg jo, at du er god til at sætte ord på - ord som jeg håber, at du kan dele med dine nærmeste.
    Knus Susanne

    SvarSlet
    Svar
    1. <3 jo, tak, Susanne. Mine nærmeste er der for mig!

      Slet
  10. Hej,Marianne!
    Det er een af de tunge opgaver her i livet at se sine forældre blive syge og dø. Jeg frygter det indimellem så meget at jeg ikke kan sove om natten. Hvordan vil jeg klare opgaven, fordi jeg ved, den er uundgåelig. Mine forældre bor i Litauen og er "yngre ældre" endnu.
    Alzheimers er en grusom sygdom. Jeg kender den som fagperson. Det er utroligt meget krævende at passe Alzheimers og demensramte. Jeg frydes over, at jeg kan gå hjem og holde næste 16 timer fri fra jobbet. Nogle gange er det svært t koble helt fra. Men som familie kan man ikke gøre det-gå hjem og holde fri.
    Føler med dig, Marianne, du skal for alt i verden, passe på dig selv i dette forløb. Når du er med din mor-vær i nuet. Grib den, mærk den. En dag ad gangen.Det er det bedste råd jeg kan give dig. Alt det andet er ligemeget.

    Mange tanker herfra.

    SvarSlet
    Svar
    1. <3 Tak for din beskrivelse af opgaven set ud fra en professionel synsvinkel, søde Kristina. Du kan tro, vi nok skal passe på os selv. Det er imidlertid også en vigtig opgave at få min mor til at indse nødvendigheden af det. Men hun har ben i næsen.

      Slet
  11. Kære Marianne,
    Jeg ved lige præcis hvordan du har det. Min mor lider af Alzheimers og den er med rette kaldt de pårørendes sygdom. Man står på sidelinien og er SÅ magtesløs. Oven i sygdommen fik hun for snart 4 år siden en blodprop i hjernen og sidder nu i kørestol. Det har også været meget hårdt for hendes mand, men heldigvis bor hun nu på et godt plejecenter.

    Som du skriver, er det hårdt at se en forælder "forsvinde" mere og mere, og der er så mange ting, jeg gerne ville have spurgt hende om, men som er for sent nu. Min far døde som 56-årig for 31 år siden, så der er ingen tilbage til at elske en betingelsesløst, som kun forældrer kan gøre.

    Den store trøst er at hun ikke selv er klar over sin tilstand, og ind i mellem prøver jeg at grine af de mange sjove og skøre ting hun siger, men for det meste er det en sej kamp.

    Jeg kan forstå at det er din far, der har Alzheimers og at han stadigvæk bor hjemme? Jeg håber I får al den støtte I har brug for, og du skal vide at jeg føler med dig.

    Mange trøsteknus herfra

    SvarSlet
    Svar
    1. <3 Det må have været hårdt. Tænker nogle gange, at Gud må have stor tillid til os.

      Slet
  12. Kære alle sammen
    Hvor det varmer at mærke jeres medfølelse. Ord kan ikke beskrive, hvad dette forum betyder for mig.
    Ja, det er min far, der er ramt af sygdommen og min mor, der stadig har ham hjemme. Det er hende det er allersværest for. Men jeg er jo enebarn og har været dr så meget jeg kunne, da hun sidste år fik en blodprop i hjertet og i juni i år fik opereret et nyt knæ.

    Det var ind til for ganske nyligt hendes intention at have ham hjemme ind til hans sidste åndedrag, men da han både er meget tunghør og også har en (behandlet) dyb depression er opgaven større og tungere end hun magter.
    Eller. Det er det, vi (hun) er i gang med at indse. Og det findes nok ikke noget sværere end at skulle tage store beslutninger for et andet menneskes liv - så som at de ikke længere skal bo sammen til døden dem skiller.
    Vi har hjælp morgen og aften til hygiejne og en gang ugentlig er han nogle timer på et dagcenter.

    Han var orlorgskaptajn i sine stolte dage inden en blodprop i hjertet sendte ham på for tidlig pension og han har været leder for mange mennesker. Derfor er det så svært at opleve, når hans ordforråd mere og mere svigter. Nu er det faktisk sådan at han næsten ikke kan gennemføre en sætning uden at andre skal ind og gætte, hvad han vil sige. På samme måde er hans kognitive evner svundet, så han stort set ikke forstår en simpel besked. Alt det, vi skulle have talt om - ja, det er for sent nu.

    Heldigvis forstår han: "Jeg elsker dig", "tak", "se, hvor er den smuk" og sådanne ting.

    Nå, det blev langt. Det er dejligt overskyet i dag og temperaturen er "Marianne-god", så det er UD i haven med mig.

    Kram retur til jer kære mennesker - og tak endnu en gang. Vi sås..... Meget snart. <3

    SvarSlet
  13. Sødeste Marianne, hvor jeg dog føler med dig og din mor, du rammer den grusomme sygdom med smukke ord, men du siger alt med dine billeder, jeg beundre dig for din beskrivelse, du er en stærk kvinde trods den sygdom du selv må slås med, og at du deler så meget smukt med os herinde, mange knus og gode tanker din vej, <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Zari
      Hvor er det dejligt at du fortæller om dine oplevelser med bloggen. Jeg mener ikke at have hørt fra dig før, vel? Det er en god lille (eller efterhånden ret stor) "klub" vi bloggere har med hinanden, men når så jeg hører nyt fra andre læsere, kommer jeg i tanker om, at verden er så stor så stor og at der jo nok er en del flere der læser med, end "de faste".

      Og tak for din støtte, i det hele taget; tak! <3

      Slet
  14. Pyha og det er så hårdt, jeg er fuld af medfølelse for dig Marianne!
    Jeg har desværre også prøvet det selv, så jeg kender de følelser der er, i og omkring sygdommen.
    Sygdommen ramte min mor, og da min mor var alene, måtte min bror og jeg tage over til hende hver dag. Min bror sørgede for morgenmaden og jeg arrangerede aftenmaden. Det var jo uholdbart i længden, så hun endte på plejehjem. Det gjorde vores dagligdag noget nemmere. Men det er så svært at stå ved siden af ens mor, som jo nærmest ikke rigtigt er hende man kendte og elskede.
    I mange week-ender var hun her hos os. I sådan en situation, er det dejligt at have en søskende at dele opgaven med.
    Pyha det var en hård periode, og venner sagde da også, at jeg så 20 år ældre ud i de år. I dag fortrænger jeg de sidste år, og husker ved hjælp af billeder, den mor jeg elskede så højt.

    SvarSlet
    Svar
    1. JA, så ved du alt om, hvad jeg taler om.
      Jeg prøver også at forestille mig, hvordan det må være at se sin elskede syne hen for øjnene af en. Det er mig ikke muligt, selvom jeg forsøger.

      I morgen drager mine drenge og min travle husbond op og klikker deres store hjørnegrunds hæk. Ja, jeg "fornøjer mig" med mine forældre og drengene klipper, pakker og kører på genbrugsen.

      Slet
  15. Smukt skrevet Marianne.

    Jeg føler med dig og din familie, hvor må det være hårdt.

    Du må nyde dagen i din dejlige have.

    Kærlige tanker herfra

    SvarSlet
  16. Knus herfra - Merete

    SvarSlet
  17. Har vendt tilbage til din blog igen. Ved du hvad- det er smukt og det er stærkt, det du gør. Du sætter ord på livet. Jeg synes det er så fint, at der ikke kun skrives om have. Du tør løfte sløret på det private forhold med maner. Og det kan jeg godt lide.
    Jeg startede min blog med tanken om at skrive om alt. Den endte som en haveblog, men efter dit sidste indlæg har jeg lyst til at skrive mere om alt det andet i livet, haven så ud til at være den nemmeste emne at skrive om, da den forandres jo hver dag.
    Men det er ikke kun haven der gør det.

    Knus.

    SvarSlet
    Svar
    1. Knus og kram og JA!

      Det er nemlig det.
      At turde stå ved, at livet er fuld af modsætninger, det skønne, det sorrigfulde. Det Smukke, den sorte sorg. Det hele.

      Tak fordi du også lod dig inspirere. Det var derfor jeg i sin tid valgte dig og din blog, da der skulle deles roser ud.

      I min verden besluttede jeg mig for, at DEN HELBREDENDE HAVE også skulle kunne rumme ALT.
      Alle følelser. Alle begivenheder, alle genvordigheder. Jeg mener... det er jo dér jeg fordøjer det hele.

      Tak fordi du vendte tilbage Kristina! Det giver mig endnu mere "blod på tanden", for jeg har ellers været stille, når det har holdt hårdt på. (Også fordi jeg bliver så hurtigt træt).
      Men nu er der også plads til ALT i Den helbredende Have-bloggen!

      knus!

      Slet

Læg rigtig gerne en kommentar, hvis du har lyst. Det er desværre ikke altid, ejg har kræfter til at svare hver enkelt, men jeg læser og genlæser dem ofte og glædes hver eneste gang!