torsdag den 8. september 2011

Frøliste og plantebyt

Som I ved, har jeg frønørdet løs - ja, fordi jeg kan lide det, og så fordi jeg ikke har kunnet så meget andet den sidste tid.

Det har blæst og regnet og jeg har IKKE været aktiv i min have i umindelige tider. Vejr og vind og helbred styrer for vildt!

Det er derfor I ikke har hørt fra mig. Jeg hader at indrømme det - særligt overfor mig selv, men jeg har ikke været i stand til det. Det er altså ski.... svært for en boheme-perfektionist som mig (bemærk kombinationen) at lade stå til og bare ligge og glo ud på det.



Når nu haven bliver tilgroet på den helt forkerte måde! ;) Slet slet ikke romantisk, helbredende, nem-at-holde-landbohave, som jeg havde tænkt mig!

Nå, fred være med det. Sådan er vilkårene. Slut med at hænge med (blomster-)hovedet. Af med bunden af stilken. Sug noget væde, smil til solen og de andre blomster i vasen!

Skønne, skønne haver
For selv om jeg ikke har kunnet blogge på min egen blog, så har jeg til gengæld virkelig nydt at kunne tage på nogle havevandringer hos jer: Jeg har nydt fotos af topkvalitet, støvsugede og friserede haver. Frodige haver. Skæve og sjove påfund, fantastiske farvekombinationer og i øvrigt at jeg har kunnet læse om jeres overvejelser, jeres projekter osv.

Dejligt-dejligt at være i blogland, når man nu ikke kan komme ud i egen have! Og skønt at "lære" jer lidt bedre at kende! Der er jo læsestof til mange blæsende og regnfulde efterårs- og vinteraftner! Også i de ældre indlæg!

Mere bøvl
Ja, så er der alt det, man gerne ville, men ikke lige får gjort.

Af den ene eller den anden årsag. Det er jeg vist langt fra ene om. Mon ikke det er haveejerens svøbe? Også selvom vi faktisk er flere, der kobler af og afstresser og er meget meget mindfulde, når vi luger og alle de lidt mere "kedelige" gøremål i haven?

Det hele fungerer vist godt nok - når bare vi ikke lader DET (= den dårlige samvittighed og irritationen eller ærgrelsen) tage os. Og hvis vi sørger for at stille BØR og SKAL fra os i skuret (eller bedre: på forretnignernes hylder) sammen med de giftige, modbydelige og farlige havekemikalier.

Haveglæder og havehelbredelse er ikke hvordan man har det. Men hvordan man tager det!

Det ligger jeg så lige og arbejder lidt på selv. Så hjælper det at se på græsset. Om ikke andet. For det kan ikke andet: Det kan gro!



Det vil jeg også! På den personlige måde altså!

Og i mens jeg ligger og gror, tænker jeg på, at det ville være rigtigt smart at flytte lidt rundt på ..... og nedlægge... OG måske hvis nu.... Det halve gartnerarbejde foregår inde i hovedet på os!




Nå. Det var planterne. Nogle vokser altså helt helt forkert. Og breder sig! De skal op.



Eller invaderer terrassen! Men er jo så smukke, at man ikke kan leve uden!




Og kan derfor byttes! 

Jeg kan medbringe::
  • Høstanemone (Könichen Charlotte, Rosa)
  • Skovjordbær
  • Tyrkisk grøn mynte
  • Solhat - gul
  • Masser af æg (medbring 6 stk. æggebakke)
  • Masser af poser med hønsegødning (forsvarligt lukkede)
  • Masser af ukrudt (kun hvis i plager meget)

JA, ved godt æg ikke har direkte noget med have at gøre. Men inddirekte... :) en hel del!

Var det noget? Sig lige til! :) 




Skovjordbærrene er ved at indtage terrassen!
Fungerer fantastisk som bunddække og smager som SLIK!




Mynten vokser frodigt under humlen.  Bruger den både frisk og tørret som te. Og så bunddækker den også! Får fantastisk søde blomster til buketter og kranse.





Ok, så. En frøliste, kan jeg i hvertfald godt levere.



Og frø selvfølgelig! :D
  • Haveklinte - pink
  • Bl. Akeleje (lilla, rosa, enk./db.
  • Fingerbøl Lillablanding
  • Fingerbøl Hvid
  • Romantisk stokroseblanding (rosa, bleggul, fersken, pink, creme, db./enk.
  • Campanulaklokke, himmelblå
  • Campanulaklokke, hvid
  • Studenternellike bl. (rød, lilla, rosa, pink, hvid)
  • Staudelathyrus (cyklamen, rosa hvid) mest cyklamen
  • Poppelrose/Staude Lavatera (Blegrosa)
  • Hestebønne (bl. sorter)
  • Hestebønne (røde blomster)
  • Hestebønne (røde frø)
  • Jomfru i det grønne (himmelblå)
  • Tallerkensmækker (Dybrød)
  • Natlys
  • Tobaksplante "lime-green"
  • Pralbønne "Sunset" (sart fersken)
De ligger i poser i min mormors gamle nodekuffert. Den har sådan en god karma!


Jeg sender i øvrigt gerne frø til jer, for der er mange frø, der slet ikke er klar endnu.



Og så er der jo også rigtigt mange af jer bloglæsere, der tøffer rundt i jeres gummistøvler i haven der hjemme eller skal noget helt andet, den dag vi har blogtræf. Eller ikke gider, eller går på arbejde eller sidder på den anden side af jordkloden eller sådan - men i hvert fald ikke dukker op på lørdag.

Med jer vil jeg selvfølgelig også gerne bytte/sende til/ses.

Send en besked til mig med dine ønsker eller bytteforslag + din adresse. Du kan også finde mig på Facebook. Gruppe af samme navn: Den Helbredende Have.


Om lidt trækker jeg alligevel i havetøjet og går ud igen og får frisk luft. Det er lige vejr til mig i dag. Ikke så meget blæst. Ikke så meget skarp sol, behagelig temperatur til hvis man har sweather og gummistøvler på. Og lidt får jeg gravet op, det er jeg da sikker på. Hvis ikke jeg kommer til at bruge tid og kræfter på nogen af de dersens 58 andre opgaver i haven, man lige kommer forbi og synes, at det der, det skal da lige klippes ned. Eller hældes vand fra eller bindes op.

Vi ses; i blogland eller til havebloggertræf på lørdag.


Vidunderlig, frodig og græsgrøn torsdag til dig!

3 kommentarer:

  1. Tak for dit sjove indlæg, godt du kan nyde bloggene indendørs, når du ikke kan komme ud.
    Ville gerne komme, men kan ikke nå derover uden overnatning og kan ikke finde rundt i Kbh. Sorry men jeg er kun en lille "pige" fra landet :-)

    SvarSlet
  2. Tak, Lisbeth!
    Ih, det der med at have svært ved at finde rundt, kan jeg nu godt sætte mig ind i. Du har jo ikke din vante gang i myldret.

    Ellers ville jeg meget gerne hjælpe dig, men det er jo temmeligt langt at tage for et par timers samvær!

    Jeg regner med at få taget nogle fotos, og mon så ikke der er et par stykker, der fortæller om det på deres blogs?

    God weekend på Samsø!

    SvarSlet
  3. Det er sødt af dig, du ville hjælpe mig, men du har nok ret i, at det er langt at tage for et par timers samvær.
    Det kunne være hyggeligt at hilse på alle, men måske lykkes det i maj, når I forhåbentlig kommer herover. Det er jo også langt at tage for jer, men I kan snakke have på hele sejlturen :-)
    God fornøjelse til jer alle med i morgen.

    SvarSlet

Læg rigtig gerne en kommentar, hvis du har lyst. Det er desværre ikke altid, ejg har kræfter til at svare hver enkelt, men jeg læser og genlæser dem ofte og glædes hver eneste gang!