lørdag den 19. marts 2011

Velkommen

Rigtig hjertelig velkommen.

Nu er der pludselig gæster i haven. Dejligt! Elsker at have gæster. Og elsker at tale om planter, sommerblomster, stauder, alt, der spirer og gror.

Så lad os det, hvis du har lyst. Tøv ikke med at sige et eller andet. Hvad du nu synes.
Jeg er Pt. sygemeldt og kan ikke ret meget. Men jeg VIL. Det handler denne blog også om.

Haver og natur er helbredende i sig selv. Vi behøver faktisk ikke at GØRE noget. Vi kan nøjes med at være. Og det er jo noget af pointen. At huske at være. Frem for at gøre.

Men det er også helbredende at foretage sig noget i sin have. Se ting spire, gå og vente og håbe - og så bliver resultatet nogen gange helt anderledes, end vi havde forestillet os. Sådan er livet og helbredelsen jo også. Den har sin egen vej.

Haven er fuld af elementer, der taler til vores sanser:

Der er helbredende lyde i en have. Fuglene, bladenes raslen i træerne, eller på jorden. Vands rislen, et pindsvin i brændestablen eller egernet, der skælder ud. To katte, der viser tænder. Vinden i trætoppene.

Og dufte. Det siger sig selv. Pæon, rose, syren, pibeved. Jeg kunne blive ved. Duften af jord. Frisk kompost.

Og der er helbredende fornemmelser. Barfodsgang i vådt græs, at ae et lammeøre, jord mellem fingrene. Sol på kinderne. Bevægelse i hele kroppen.

Det er også helbredende at se årstidernes forskellige skift. At være vidne til livets store hjul, der drejer.

Forår, forsommer, sommer, højsommer, sensommer, efterår, vinter, midvinter, nytår. Alt har sin charme. For vi mennesker har godt af vinterhvilen - ligesom planterne har. Vi har godt af at gå i hi. At drømme. Og at spire og gro sammen med dem i sommerhalvåret. Vores sind har godt af at være vidne til forfaldet. Om at det ikke kun er planter, der visner og dør. Men at de jo komposterer - bliver til jord igen, som frøene så genopstår af.

Vi har alle muligheden for at sætte frø.

I den helbredende have sår vi. Vi passer og plejer. Og vi høster og nyder. Vi nyder forfaldet og vi nyder gensynet. og vi nyder at nyde.

Rigtig hjertelig velkommen!

4 kommentarer:

  1. Kære Marianne
    Ups, jeg troede at jeg genkendte din blogs navn, men nu har jeg så den tilgode, herligt. Jeg kikker videre i morgen, da klokken er mange. Jeg følger mig allerede velkommen og kan næste høre fuglene kvidre og dufte havens vækster;-)
    kh Lone.g

    SvarSlet
  2. Hvor er det dejligt at høre, Lone g. Det er jo også meningen. Jeg er helt ny ud i det her med blogs og rss-feeds og alt det. Det må komme hen ad vejen. :).
    I dag regner det - måske er det arm-chair-gardening, den står på hos dig? (hvilket jo også indbefatter at læse andres blogs - det må jeg have skrevet...... :)

    Vi "blogges" ;)

    Kh. Marianne

    SvarSlet
  3. Dejlig indstilling til, hvad en have er. Jeg forstår simpelthen ikke, at nogle mennesker kan få det vilde, forjagede udtryk i øjnene, der siger "havearbejde... flere pligter". For mig er det at være i en have aktiv meditation, uanset hvad jeg er i gang med :)

    SvarSlet
  4. Ja, Christina, ren meditativ flow. Jeg tror der er mange, der har en forestilling om "det perfekte". Jeg har selv haft det en gang, men man SKAL jo kun det, man sætter sig for. Og så er det en proces, man ser øjebliksbilleder af.
    Det er godt at lære at nyde. Uden hele tiden at skulle yde. ;)

    SvarSlet

Læg rigtig gerne en kommentar, hvis du har lyst. Det er desværre ikke altid, ejg har kræfter til at svare hver enkelt, men jeg læser og genlæser dem ofte og glædes hver eneste gang!